Forestil dig de tropiske øers sødmefyldte duft af sukkerrør, blandet med larmen fra tungt lastede skibe, der lægger til kaj i Charlotte Amalie. På afstand glitrer Det Caribiske Hav – men bag kulissen ulmer en usynlig fjende. I årtierne omkring år 1800 spillede Dansk Vestindien en hovedrolle i den globale sukkerhandel, men den samme handel åbnede også dørene for gul feber, kopper og andre nådesløse epidemier.
Når en brændende sol gik ned over plantagerne på St. Croix eller over de trange gyder i St. Thomas’ havneby, begyndte febersygdommene at kravle frem som nataktive rovdyr. Slavede i marken, europæiske købmænd i deres logier, frie farvede håndværkere – ingen gik fri, når sygdomsbølgerne skyllede ind over øerne. Samtidig var kolonimyndighederne fanget i et kapløb mellem profit og protektion: Hvordan beskytte en vital handelsstation uden at standse den handel, der holdt den i live?
Denne artikel dykker ned i epidemiens ubarmhjertige logik i perioden 1790-1850: fra fugtige cisterner, hvor myg formerede sig, til karantænestationer på forrevene holme; fra plantagelægers desperate kure til de første spirende vaccinationstogter blandt slavegjorte børn. Vi følger sygdommens spor gennem kirkebøger og dødsprotokoller, og vi spørger: Hvilke erfaringer førte netop disse udbrud med sig – og hvordan påvirkede de kampen for frihed i 1848?
Uanset om du er historieentusiast, slægtsforsker eller blot nysgerrig på Caribiens dunkle bagside, så tag med på en rejse ind i sundhed, magt og modstand i Dansk Vestindiens mest dramatiske årtier. Lad os åbne lægejournalerne, sætte sejlene – og møde sygdommene ansigt til ansigt.
Baggrund: Dansk Vestindien 1790-1850 – plantageøkonomi og globalt handelsknudepunkt
Ved indgangen til 1790’erne stod de tre danske øer St. Croix, St. Thomas og St. Jan som et mikrokosmos af den atlantiske verdensøkonomi. På få kvadratkilometer mødtes plantageproduktion, transithandel og imperial rivalisering – med sundhedsmæssige konsekvenser, som skulle vise sig fatale.
Sukkerets guldalder – Økonomisk motor og demografisk drivkraft
- St. Croix fungerede som Danmarks absolutte sukkerkammer: omkring 200 sukkerplantager dækkede det meste af øen, drevet af tvangsarbejde fra en majoritet af afrikanskfødte eller kreolske slaver.
- St. Thomas udviklede sig til et frihavnssystem (fra 1764) med omlastning af varer mellem Nordamerika, Europa, Afrika og de øvrige Caribiske øer. Havnen i Charlotte Amalie modtog årligt flere hundrede skibe.
- St. Jan var den mindste og mest kuperede ø; sukkerproduktionen var mindre skala, men øens bugter blev brugt som ankerpladser for krydshandel og smugleri.
Handelsforbindelser, mobilitet og smitteveje
Det dansk-vestindiske handelsnet spændte fra København, Flensborg og Bordeaux til New Orleans, Charleston og Caracas. Denne cirkulation af mennesker og varer betød:
- Stadig strøm af sømænd, soldater, købmænd og fordrevne kolonister, der bragte nye sygdomsstammer med sig.
- Hyppige ankomst- og afgangstoppe i regntiden, hvor skibe udnyttede passatvinden – præcis den periode hvor myg spredte gul feber og malaria-lignende febre.
- Postruter, pakkedepotter og orlogsskibe fra europæiske krige (1792-1815) intensiverede skibstrafikken og gjorde havnene til smittehotspots.
Befolkningssammensætning omkring 1800-1850
| Gruppe | Andel af totalbefolkningen | Karakteristika |
|---|---|---|
| Enslavede afrikanere/efterkommere | ≈ 80-85 % | Boede i overfyldte slavekvarterer på land & i by; hårdt plantagearbejde, kronisk smittepres. |
| Frie farvede (mulatter, sorte) | ≈ 10-12 % | Håndværkere, småhandlende, enkelte plantageejere; socialt mellemled, men begrænset sundhedsadgang. |
| Europæere (koloniale, militære, handelsfolk) | ≈ 3-5 % | Boede primært i havnebyerne; relativt bedre bolig- og sanitetsforhold, men stærkt udsat for importeret smitte. |
Fra karantænelov til klimatiske realiteter
Kolonistyret forsøgte tidligt at afbøde sundhedsrisici gennem karantæneplakater, men flere faktorer underminerede indsatsen:
- Klima: Høje temperaturer og regn skabte ideelle forhold for Aedes aegypti-myggen.
- Boligmassen: Trange træhuse i byerne og halmskure på plantagerne fremmede malariamyggens ynglesteder i cisterner og tønder.
- Arbejdscyklus: Skiftevis dag- og nathøst førte til søvnmangel og svækket immunforsvar blandt de enslavedes arbejdsstyrke.
- Mobilitet: Inter-island sloops fragtede fødevarer og mennesker dagligt mellem øerne – uden systematisk sundhedskontrol.
Sårbarhedens paradoks
Dermed opstod et paradoksalt forhold: Den økonomiske livsnerve – mobil handel og sukkerproduktion – var samtidig den epidemiologiske akilleshæl. Når vi i de følgende afsnit undersøger konkrete udbrud af gul feber, kopper og andre epidemier, må de ses i lyset af netop dette strukturelle samspil mellem kapital, koloniale hierarkier og biologi.
Sygdomslandskab og miljø: klima, boligforhold og hverdagslidelser
Det vestindiske sundhedsbillede var i høj grad formet af klimaet, de fysiske omgivelser og den skarpe sociale opdeling mellem by og land. Fra den saltholdige brise ved havnefronten i Charlotte Amalie til de fugtige sukkerrørsfelter på St. Croix fandt forskellige sygdomme hver deres niche.
1. Myggebårne febre – Når regnvandet bliver farligt
- Gul feber (“sorte opkast”) ramte især søfolk, havnearbejdere og nyligt ankomne europæere.
Årsag: Aedes aegypti, som ynglede i opsamlet regnvand – tønder, cisterners overløb og skibsbrønde. - Dengue (“knoglebrudsfeber”) og andre febre beskrevet som “bilious remittent” havde lignende vektor og toppe sidst på regntiden (august-oktober).
- Plantageslaver, der sov i uhuggelige barakker uden myggenet, havde højere risiko, men bytæthed gjorde havnebyerne til brændpunkter.
2. Malaria-lignende periodiske febre
Selv om Plasmodium-malaria ikke var diagnosticeret, beskrev læger “intermitterende feber” med kulderystelser og svedeture. Stagnant vand i mangrover og sukkerrørsrender gav ideelle forhold for Anopheles-arter.
3. Vand- og fødevarebårne lidelser
| Sygdom | Nøglefaktor | Særligt udsatte |
|---|---|---|
| Dysenteri & diarré | Forurenede brønde, urensede latriner tæt på boliger | Børn, nyligt importerede afrikanere |
| Tyfus-lignende feber | Dårlig cisternesikkerhed under tørke, rotter i pakhuse | Byboere, soldater i kaserner |
| Kopper-vandkopper-komplekset | Aerosol, men spredtes hurtigere hvor familier delte én vandkrukke | Alle, men især børn |
4. Børnesygdomme – Små befolkninger, store svingninger
- Kopper vendte tilbage hvert 7-10. år, når fødsler havde “fyldt” beholdningen af modtagelige.
- Mæslinger slog hårdt ved første indførsel; efterfølgende bølger var mildere men tog mange underernærede børn.
- Kighoste noterede præster i kirkebøgerne som “hostesyge” – spredtes i de tætpakkede slavekvarterer.
5. Hud- og parasitsygdomme
- Frambøse (yaws): Bakteriel hudsygdom, smittede via sår; udbredt blandt markarbejdere med revnede hæle.
- Hookworm (ankylostomiasis): Larver trængte ind gennem bare fødder; forårsagede blodmangel og kronisk træthed, der sænkede arbejdsevnen på plantagerne.
6. Underernæring og mikronæringsmangel
Monokulturen af sukker gjorde kosten ensidig: majsmel, saltfisk og lejlighedsvis havegrønt. Manglen på protein og vitaminer svækkede immunforsvaret og forværrede alle ovennævnte sygdomme.
7. Sæson og geografi – Et år i sygdommenes rytme
Tidlig regntid (maj-juli): Første myggekuld, stigning i “remittent feber”.
Sen regntid (aug-okt): Kulmination af gul feber og dengue; latriner flyder over, dysenteri topper.
Tørketid (nov-apr): Fald i myggebårne sygdomme, men koncentreret brug af forurenede brønde giver tyfus-lignende udbrud.
8. By vs. Land – To smittemiljøer
- St. Thomas’ havneby: Høj befolkningstæthed, international skibstrafik, cisternesystemer på hustagene – ideelt for gul feber og importerede børnesygdomme.
- St. Croix & St. Jan plantager: Spredt bebyggelse, men dårlige sanitære forhold omkring slavekvarterer; hookworm og frambøse var endemiske, mens gul feber sjældnere slog rod.
Sammenfattende skabte kombinationen af tropisk klima, utilstrækkelig sanitet og en globalt forbundet havn et “epidemisk kraftfelt” i Dansk Vestindien. Forståelsen af dette sygdomslandskab er nøglen til at begribe både den medicinske og den sociale historie i årene før Emancipationen.
Epidemiernes kronologi 1790-1850
Mens de tre dansk-vestindiske øer i perioden 1790-1850 hang tæt sammen økonomisk og administrativt, var deres epidemiologiske skæbner markant forskellige. St. Thomas fungerede som transit- og omlastningshavn, hvilket gjorde øen til et naturligt anløbssted – og smittebro – for atlanterhavets sygdomme. På St. Croix og St. Jan dominerede plantagedrift med større social og geografisk afstand til de internationale sejlruter. Nedenfor gives et koncentreret kronologisk overblik over de vigtigste sygdomsbølger.
Hurtigt overblik: Større udbrud 1790-1850
| År | Sygdom | Hovedramte ø(er) | Kort karakteristik |
|---|---|---|---|
| 1793-94 | Gul feber | St. Thomas | Første dokumenterede “havne-epidemi”; tog livet af mange nyankomne søfolk og europæiske handelsfolk. |
| 1796 | Kopper | St. Croix | Ramte især børn på plantagerne; dødeligheden angiver >25 % blandt ikke-immune. |
| 1802-03 | Mæslinger | Alle tre øer | Spredt fra St. Thomas via slavemarkedet til landdistrikterne; høj spædbørnsdødelighed. |
| 1805 & 1808 | Gul feber | St. Thomas (sekundært St. Croix) | To på hinanden følgende regntidsudbrud; 1805-bølgen førte til oprettelsen af midlertidigt lazaret på Hassel Ø. |
| 1816-17 | Kopper | St. Jan, St. Croix | Viste manglende dækning af Jenner-vaccinen i fjerntliggende plantagesamfund. |
| 1822-23 | Gul feber | St. Thomas | Omfattede for første gang større antal fri farvede og enslavedes by-befolkning. |
| 1830 | Mæslinger | St. Croix | Indført via barkskib fra Guadeloupe; plantageskoler blev lukkede i tre måneder. |
| 1833-34 | (Mistanke om) Kolera | St. Thomas | Globale pandemibølger nåede Caribien; konkrete tilfælde diskuteres stadig i kilderne. |
| 1842 | Kopper | St. Croix | Fremtvang provstiets første organiserede “vaccinations-karavaner”. |
| 1847-48 | Gul feber | St. Thomas | Næsten årligt tilbagevendende; frigivelsesåret 1848 blev ledsaget af frygt for endnu en bølge, men udbruddet flammede ud. |
| 1850 | Kolera – varsler | St. Thomas (kun enkelte “suspekte” tilfælde) | Førte til skærpede karantæneregler og etablering af permanent sundhedskommission. |
Tre sygdomskategorier og deres rytme
- Gul feber – “havneplagen”
Vector: Aedes-myg i regntiden.
• Hyppigst på St. Thomas, som var frihavn siden 1764 og modtog 1 000-1 500 skibe årligt.
• Sygdommen fulgte trafikken: fra kajen til tavernerne, videre til garnisonsbarakkerne og derfra sporadisk til St. Croix via inter-island skonnerter.
• Dødeligheden var størst blandt nyankomne europæere (op til 60 %) – acclimatiserede afro-caribiere slap ofte med milde symptomer. - Kopper & mæslinger – “børnesygdommene”
• Spredtes, når nye kohorter af ikke-immune børn voksede frem.
• Plantagerne på St. Croix fungerede som epidemiologiske “rekrutterings-reservoirer”: stor fødselsrate, men ringe adgang til vaccination og sundhedsoplysning.
• Indførelsen af jenneriansk vaccination i 1803 dæmpede kopper i byerne; i landdistrikterne fortsatte cycliciteten hver 7-10. år frem til 1840’erne. - Kolera – den nye globale trussel
• Første pandæmiske bølger nåede Atlanten 1833-34. St. Thomas frygtede import via skibe fra New Orleans og Veracruz.
• Myndighedernes svar: 40 døgns karantæne, tobaksrøg-fuming af fragt og midlertidige landgangsforbud for passagerer uden “ren attest”.
• Indtil 1850 forblev kolera primært en trussel; de virkelige dødsfald kom først i 1851-54, uden for denne periodes ramme.
Ø-specifikke forskelle
- St. Thomas: Kort inkubationstid fra skib til samfund betød, at sundhedsmyndighederne ofte kun havde dage til at reagere. Tæt bebyggelse i Charlotte Amalie og stor udskiftning af arbejdskraft skabte eksplosive, men relativt kortvarige epidemier.
- St. Croix: Mere spredt bosætning omkring plantagerne gav langsommere smittespredning, men epidemierne varede længere. Sæsonarbejdere bevægede sig mellem felter og “great houses”, hvilket bandt de forskellige distrikter epidemiologisk sammen.
- St. Jan: Mindst befolkede ø; topografi med bjergterræn og få anløbssteder gjorde, at udbrud kom senere og sluttede hurtigere. Her var natur-karantæne en realitet, men mangel på lægehjælp gav høj dødelighed, når sygdommen først nåede frem.
Sammenlagt viser kronologien, hvordan mobilitet – både transatlantisk og internt mellem øerne – var den vigtigste drivkraft bag epidemiernes rytme. Efter midten af 1800-tallet stod kolonien derfor med to centrale læringspunkter: behovet for strammere havnesundhed og for bedre landdistriktsvaccination.
Havne, karantæne og sundhedsforvaltning
Mens sygdomme som gul feber, kopper og dysenteri fulgte handelen over Atlanten, fulgte de også skibene ind gennem de strategisk vigtige havne i Charlotte Amalie (St. Thomas), Christiansted (St. Croix) og Cruz Bay (St. Jan). De danske kolonimyndigheder indså tidligt, at kontrollen med ind- og udgående fartøjer var den vigtigste barriere mod nye epidemier. Resultatet blev et komplekst – men langt fra fejlfrit – system af havnesundhedsreglementer, karantæneøer og militær-civilt samarbejde, der i perioder kunne bremse smitten, men som også satte handlen på hård prøve.
1. Havnesundhedsreglementer: Papirværket som første forsvarslinje
- Reglementet af 1794 – det første samlede sundhedsreglement for de dansk-vestindiske havne. Her krævedes:
- At enhver kaptajn skulle aflevere en sundhedsattest (bill of health) udstedt i afgangshavnen.
- At skibe fra «mistænkelige» områder – især Guadeloupe, Martinique og kontinentets gule-feber-ramte byer – kunne nægtes losning i op til 40 dage.
- Revisionen af 1819 – tilpassede reglerne til stigende trafik efter Napoleonskrigene. Den indførte
- Daglig visitation af havnekirurgen om bord, før handel eller landgang.
- Bøder til rederier, hvis mandskabet undlod at rapportere sygdom før anløb.
- Forordningen af 1838 – reaktion på den globale koleratrussel. Den gjorde røgrensning med svovl obligatorisk i lastrum og etablerede særlige desinfektionsmagasiner på havnekajen i Charlotte Amalie.
2. Karantæneøer og lazaretter
| Ø | Karantænestation | Funktioner (år ca.) | Kapacitet |
|---|---|---|---|
| St. Thomas | Water Island (senere Hassel Island) | Observationsbarakker, røgerum til gods, stenbygget lazaret (1802-) | Op til 300 søfolk og passagerer + 50 senge på lazaret |
| St. Croix | Protestant Cay ud for Christiansted | Teltlejr ved store udbrud, senere permanent træbarak (1816-) | Ca. 120 personer; kun midlertidige senge |
| St. Jan | Mindre anløbsbro ved Cruz Bay | Ingen selvstændig station; mistænkelige skibe videresendtes til St. Thomas | – |
Karantænen var gradueret efter flag og sygdomsstatus:
- Ren attest (praxin-flag): Fri praksis efter lægevisitation.
- Tvivlsom attest (quarant-flag): 5-10 dages observation ankerplads, ingen ilandstigning.
- Smitte om bord (plague-flag): 20-40 dages landfast karantæne på stationen; varer røgdes eller soldesinficeredes.
3. Inspektion, isolation og desinfektion: Daglig praksis
Hverdagen begyndte ved Sundhedsbatteriet – en lille befalingspost ved indsejlingen til Charlotte Amalie. Her hejste vagten signalflag, der dirigerede nye skibe til korrekt karantæneplads. Derefter fulgte:
- Lægevisitation – en civil eller militærlæge inspicerede mandskabet og førte diagnosejournal.
- Lods og tolder noterede temperatur, dødsfald undervejs og cargo-liste for vurdering af smittefare.
- Desinfektion – tøj og bagage blev hængt på svovlbukke, mens lastrum røgedes med tjære- eller svovldampe.
- Isolation på land – syge blev overført til lazarettet; raske sov i hytter af separeret palmetræ for at minimere myg.
4. Samarbejde mellem havn, militær og civile læger
Trods små ressourcer lykkedes koordinationen ofte, fordi den var formaliseret i en Sundhedskommission med repræsentanter fra tre søjler:
- Havnemyndighederne – havnefogeden og toldinspektøren kontrollerede flag, attester og karantæneforløb.
- Militæret – garnisonen stillede vagter på karantæneøerne og kunne gennemtvinge isolation ved uro.
- Civile læger – koloni- og plantagelæger udgjorde det lægefaglige tilsyn, udførte obduktioner og rapporterede til guvernøren.
Et konkret eksempel er gul feber-sæsonen 1822-23. Efter tre dødsfald om bord på briggen Clara nægtede Sundhedskommissionen al losning, og varer til en værdi af 6.000 rigsdaler måtte brændes på strandbredden ved Hassel Island. Indgrebet blev mødt med handelsprotester, men dødeligheden blandt byens indbyggere forblev markant lavere end under udbruddet i 1796, hvor ingen karantæne forelå.
5. Konflikter og svagheder
- Økonomisk pres: Købmænd på St. Thomas klagede gentagne gange over, at lang karantæne kostede dem transithandel; i 1830’erne forsøgte de at halvere karantænetiden for ren attest til to døgn.
- Unddragelse: Smugler-schoonere fra Puerto Rico satte folk i land langs ubemandede kyster; det underminerede systemet, og lokale fiskere blev smittevektor.
- Videnskabelige begrænsninger: Inden myggenes rolle blev forstået, fokuserede reglementerne på «miasmer» i lastrum frem for vektorkontrol. Derfor blev cisterners myg farligere end anløbne varer.
6. Varig betydning
Selv med alle manglerne betød karantænesystemet:
- En institutionaliseret registrering af sygdomstilfælde, der i dag udgør guldgruber for historikere.
- Et udgangspunkt for Jenner-vaccinationens logistik: de samme havnelæger, der inspicerede skibe, distribuerede koppevaccineampuller fra Europa.
- En gradvis professionalisering af det kolonilægelige korps, som efter 1848 blev central i den nye frie befolknings sundhedspleje.
Som et moderne forskningsfelt viser Dansk Vestindiens havnesundhedsforvaltning, at kampen mod epidemier var mere end medicin; det var en balance mellem handel, militær magt og improviseret hygiejne i en af 1800-tallets vigtigste transithavne.
Behandling og forebyggelse: læger, missioner, plantagelæger og lokal viden
I takt med at sygdomsbyrden voksede i de dansk-vestindiske øer, udviklede der sig et komplekst – og ofte overlappende – netværk af sundhedsaktører. Nedenfor skitseres de vigtigste institutioner og praksisser, deres muligheder og begrænsninger.
1. Koloni- og garnisonslæger
- Stilling og ansvar: En colonie-chirurgien var ansat af kronen til at føre tilsyn med øernes civile hospitaler og lazaretter, mens en garnisonslæge betjente de militære besætninger i Christiansted, Frederiksted og Charlotte Amalie.
- Infrastruktur: De større havnebyer havde små men permanente hospitaler – Det Almindelige Hospital i Christiansted (opført 1816) og Garnisonshospitalet i Charlotte Amalie – hvor der kunne isoleres febersyge, især under gul feber-udbrud.
- Behandlingsrepertoire: Blodigering, klysters, kinabark, kviksølv og sennepsomslag dominerede den europæiske terapi, mens antiseptik og bakteriel teori endnu lå årtier ude i fremtiden.
2. Plantagelæger og “sygekvarterer”
På de større sukkerplantager – især på St. Croix – indførtes fra 1790’erne et krav om fast ansat læge eller kirurg. Ordningen var både økonomisk (at minimere arbejdsudfald) og disciplinær (kontrol med de slavegjorte).
- Honorar: Ejeren betalte et årligt gebyr pr. “negrohoved”. Til gengæld stod lægen for faste visitationer og førte sygelister til kolonimyndighederne.
- Sygekvarter: Et særskilt hus eller “hospitalshytte” hvor syge kunne isoleres; faciliteterne var oftest spartanske med jordgulv, fælles køjer og begrænset ventilation.
3. Missionærernes sygestuer
Herrnhuterne (Brødremenigheden) og den Anglikanske Church Missionary Society skabte fra 1820’erne små sygestuer knyttet til menighedshuse. De kombinerede basal pleje, åndelig trøst og simple farmaka (ricinus-olie, kamfer, opiumtinktur). Missionærernes store fordel var tillid: mange tidligere slavegjorte søgte hjælp her, når de frygtede plantagelægernes sanktioner.
4. Jordemødre og fødselshjælp
- Fødslers høje risici betød, at uddannede jordemødre – ofte frie farvede kvinder – var efterspurgt. Myndighederne indførte 1818 en eksamensordning, men i praksis lærte de fleste faget via mesterlære.
- De assisterede også ved koppevaccination, fordi de kendte hvert enkelt barns alder og familie.
5. Afro-caribiske helbredere og urtepraksisser
| Betegnelse i kilderne | Metoder | Eksempler på planter / remedier |
|---|---|---|
| “Bush Doctors” | Afkog, dampbade, svedehytter | Morne-menthe, guinea-grass, cerasee |
| Obeah-kvinder | Ritualer, amuletter, salver | Kalebas, anis, chili-salve |
| “Negrelæger” (plantagelister) | Smertestillende poulticer, sårsalver | Aloe, neem, noni-blade |
Kolonilægerne så ofte disse praksisser som overtro, men deres viden om lokale planter blev stiltiende adopteret – fx brugen af Quassia amara mod feber og “worm-grass” mod børneorm.
6. Jenneriansk koppevaccination
Efter offentliggørelsen af Edward Jenners resultater (1798) reagerede den dansk-vestindiske administration hurtigt:
- Allerede i 1802 indførtes en kongelig anordning om fri vaccination for alle børn. Serum blev sendt med skib fra København til St. Thomas i glasampuller med glycerol.
- Problem: Vaccinen mistede virkning under Atlanterhavsturen. Løsningen blev arm-til-arm-metoden: En friskvaccineret “vaccine-dreng” rejste videre til næste ø. Et navngivet eksempel er slavepigen Aminah, der 1810 bar vaccinen fra St. Thomas til St. Jan.
- Fra 1824 krävdes vaccinationsattest ved dåb og skoleoptag. Plantageejere fik økonomisk incitament: hvert uvaccineret barn kostede en bøde på 5 rigsdaler.
7. Samarbejde og spændinger
Epidemibekæmpelsen foregik ofte i et krydsfelt af viden, tvang og improvisation:
- Magt: Kolonimagten kunne beordre isolation, men måtte forhandle med plantageejere om tabt arbejdskraft.
- Tillid: Missionærer og jordemødre byggede bro til den sorte befolkning, men blev pålagt at indberette sygdomstilfælde.
- Modstand: Rygter om at vaccination var “blodbud” fra myndighederne førte enkelte steder til undvigelse og hemmelige fødsler.
8. Resultater 1790-1850
Trods begrænset forståelse for sygdomsårsager gav samspillet mellem de mange aktører konkrete forbedringer:
- Småkopper gik fra at være den hyppigste børnedræber i 1790’erne til sjældent forekommende i 1840’erne.
- Hospitalernes liggedage for gul feber faldt, da lægerne gennemskuede sammenhængen mellem myg og stillestående vand, hvilket førte til cisterne-tømning og myggenet i garnisonerne.
- Urtemedicin blev inddraget i garnisonshospitalets Materia Medica-liste 1847, bl.a. vild ingefær og guava-blade mod dysenteri.
Sammenlagt viser perioden 1790-1850, at bekæmpelsen af epidemier i Dansk Vestindien byggede på en hybrid af europæisk lægekunst, missionærers omsorg og afro-caribisk planteviden – alt sammen underlagt de sociale spændinger, som plantageøkonomien og slaveriet skabte.
Sociale og økonomiske konsekvenser – sundhed, arbejdsforhold og Emancipationen i 1848
I første halvdel af 1800-tallet kunne en enkelt gul feber-bølge på St. Thomas eller en koppeepidemi på St. Croix mærkes langt ud over hospitalssengene. Når op imod en fjerdedel af den voksne, arbejdsdygtige befolkning enten døde eller lå syge i uger ad gangen, ramte det hele plantagesystemet og de handelsmønstre, der bandt øerne til den atlantiske økonomi.
Arbejdskraft og produktion under pres
- Akut mangel på markarbejdere
For en gennemsnitlig sukkerejendom, der var dimensioneret efter et fast antal »hænders« daglige markarbejde, betød et dødelighedsstød på blot 5-10 % i løbet af et år en markant reduktion i plantagens kapacitet til både at så, luge og høste til tiden. - Produktionsfald og kvalitetsforringelse
Sukkerstokke, der ikke blev skåret til optimal tid, mistede saftindhold; det trykkede eksportkvaliteten og dermed salgsprisen i København, Liverpool og New York. - Udvidet arbejdstvang og længere arbejdsdage
For at kompensere pressede plantagebestyrerne de raske til 12-14 timers arbejdsdage, hvilket igen svækkede immunforsvaret og skabte en »ond cirkel« af sygdom.
| År | Sygdomsudbrud | Eksport (tønder sukker) | Ændring i % |
|---|---|---|---|
| 1816 | Gul feber | 62 000 | -8 % |
| 1827 | Kopper | 55 500 | -17 % |
| 1837 | Dysenteri | 61 200 | -6 % |
| 1842 | Gul feber + mæslinger | 50 900 | -20 % |
*Tallene bygger på told- og havnestatistik i Rigsarkivet samt samtidige prislister i »West End News«.
Handel, priser og kolonikassen
- Fragtrater steg hver gang rygtet om smitte bredte sig – kaptajner tog »risikotillæg« for at lægge til i Charlotte Amalie.
- Varer blev dyrere: Kolonibutikker på øerne solgte importvarer til 15-30 % over normal pris under karantæneperioder.
- Skatte- og toldindtægter faldt; koloniadministrationen måtte låne i den danske stats kasse for at finansiere lazaretter og militærposter.
Sygdom som kilde til uro og kontrol
Plantageejerne frygtede ikke blot tabt høst, men også, at sygdomstilfælde skulle udløse socialt kaos. Særskilte »sygehytter« blev opført bag vagtskurene; patruljer kontrollerede natarbejde for at forhindre forsinkelser – og flugtforsøg. Under den store koppeepidemi 1827 blev nattelys og trommer forbudt på flere ejendomme, fordi man mente, at »spirituelle danse« spredte smitte og oprør.
Fra epidemi til emancipation 1848
Da guvernør Peter von Scholten den 3. juli 1848 proklamerede slavernes øjeblikkelige frihed, skete det i et sundhedslandskab præget af netop en gul feber-sæson. Epidemien havde:
- sænket bemandingen på både militær- og plantagehold til et minimum,
- bundet store dele af garnisonens lægestab til lazarettet i Christiansted,
- givet de slavegjorte en forstærket fornemmelse af, at »de hvide« var lige så sårbare som dem selv - et psykologisk element, som missionsrapporter nævner som drivkraft i uroen forud for frigivelsen.
Efter frigivelsen: Nye friheds- men også sundhedsrammer
- Boligforhold
Mange tidligere slavegjorte flyttede fra plantagens »negrekvarter« til nyoprettede freedmen villages. Husene var ofte tømmer- og daub-konstruktioner uden cisternesystem; vand blev hentet ved fælles brønde, hvor bakterielle infektioner florerede. - Arbejds- og kontraktmedicin
Plantagelægernes ansvar ophørte, medmindre arbejderen var under sæsonkontrakt. Adgangen til lægehjælp blev derfor usikker og i reglen brugerbetalt – et hårdt slag i årene med post-emancipatorisk løndumping. - Vaccination udbredes langsomt
Koloniregeringen forsøgte at fastholde Jenner-vaccinationen gennem gratis klinikdage, men deltagelsen faldt, da folk ikke længere var tvunget ind via plantagens autoritet. - Alternativ medicin revitaliseres
Afro-caribiske urtelæger (»bush doctors«) fik større publikum; samtidig producerede de nye landsbyer flere lokale haver med kininholdige planter, citron-græs og aloe, der blev brugt mod feber og maveonde.
Langsigtede konsekvenser
Selv om Emancipationen markerede et socialt skifte, fortsatte sygdom som en barriere for økonomisk selvstændighed. Sukkerpriserne faldt på verdensmarkedet i 1850’erne, og uden en stabil, sund arbejdsstyrke blev plantagerne yderligere presset – flere gik på tvangsauktion, og en del freedmen endte som landarbejdere på dagleje. Meget af den offentlige debat frem mod 1860 handlede derfor om, hvordan man kunne:
- forbedre vandforsyning i de nye landsbyer,
- udvide distriktshospitalerne med sektioner for »indfødte frie«,
- indføre obligatorisk vaccination igen – nu via skolevæsenet i stedet for plantagesystemet,
- reformere arbejdskontrakterne, så sygdomsperioder gav ret til løn eller naturalier.
Sammenfattende skabte epidemierne i 1790-1848 et økonomisk pres, der både underminerede plantageprofitten og blottede de sociale spændinger, som mødte sin kulmination i frigivelsen. Sundhed blev således ikke kun et medicinsk anliggende, men et afgørende omdrejningspunkt i koloniens politiske og økonomiske transformation.
Kilder, tal og eftermæle: læring frem mod midten af 1800-tallet
| Kildetype | Tidsdækning | Nøgleoplysninger | Begrænsninger |
|---|---|---|---|
| Kirkebøger (dåb, vielser, begravelser) | fra ca. 1740- | Alder, køn, civilstand, “farve”/status (fri/slav), præstens bemærkninger om dødsårsag | Under-registrering af plantageslaver, især på St. Croix før 1815 |
| Begravelseslister & lig-sedler | 1790-1850 | Dato, sted, tid fra sygdom til død; bruges til at spore akutte epidemier | Få angivelser af diagnoser; mange kun “feber” |
| Hospitalsjournaler (Copenhagen Hospital, Frederiksted Syge- og Arbejdshus m.fl.) | 1803- | Indlæggelses- og udskrivningsdato, kur- eller operationsbeskrivelser, dødelighed pr. afdeling | Kun de indlagte – hjemmedødsfald mangler |
| Havneprotokoller & karantænerapporter | ca. 1780-1850 | Anløbne skibe, oprindelseshavn, sygdomstilfælde om bord, længde på karantæne | Fokus på internationale udbrud; lokalt smittetryk kun indirekte belyst |
| Koloniale forordninger & sundhedscirkulærer | 1779 (første karantænelov) – 1850 | Lovgrundlag for vaccination, isolation, latrin- og vandregler | Fortæller om intentioner, ikke altid om faktisk efterlevelse |
Tværs af disse kilder tegner der sig et relativt sammenhængende billede af epidemiernes rytme. Mens kirkebøgerne viser pludselige spikes i dødelighed – især blandt børn – giver havneprotokollerne os mulighed for at koble dødsbølgerne til ankomster af skibe fra andre karibiske havne med kendte gul feber- eller koppeudbrud. Når man sammenholder begge sæt data, bliver det tydeligt, at St. Thomas’ funktion som transit-havn gjorde øen ekstra sårbar i årene 1802, 1816-17 og 1837.
Tal: Hvad siger dødeligheden?
- Gul feber: Hospitalernes dødsregistre viser dødelighedsrater på 60-70 % blandt europæiske soldater under udbruddet i 1802, men kun omkring 15 % blandt afrikansk-fødte slaver – en forskel, der af samtiden tilskreves “akklimatisation”.
- Koppeepidemier: Stigning i børnedødeligheden på St. Croix fra 147 pr. 1 000 levende fødte (1795-99) til 260 pr. 1 000 (1800-04). Efter indførelsen af Jenner-vaccinen i 1804 falder tallet til ca. 90 pr. 1 000 frem mod 1820.
- Dysenteri og gastrointestinale infektioner: Fra hospitalsjournalerne i Christiansted fremgår, at 28 % af alle dødsfald blandt slaver i regnsæsonen 1830 skyldtes “bloody flux”.
Metodisk skal tallene læses med forsigtighed: den enslavedes død uden for hospitalet blev ikke altid rapporteret, og diagnoserne byggede ofte på symptombeskrivelser frem for laboratoriebekræftelse. Trods skævhederne viser serierne tydeligt, at:
- Epidemierne kom i bølger, stærkt koblet til handelssæson og regntid.
- Børnedødeligheden faldt markant efter systematisk vaccination.
- Urbaniseringen af St. Thomas og St. Croix’s havnebyer gav højere mortalitet end de mere spredte bebyggelser på St. Jan.
Hvad lærte man – Og hvordan blev det brugt?
Fra 1790’ernes famlende tiltag til midten af 1800-tallet sker der en tydelig professionalisering af sundhedsforvaltningen:
- Forbedret registrering: I 1816 bliver præsterne pålagt at indsende kvartalsvise “mortality returns” til guvernøren, hvilket gav et mere systematisk datagrundlag for at opdage epidemier tidligt.
- Vaccination: Allerede i 1804 modtager St. Thomas vaccinelommer fra København. Inden 1820 er over 70 % af de fødte slavebørn på St. Croix registreret som vaccineret – en tidlig succeshistorie for global immuniseringspolitik.
- Strammere karantæneregler: Efter det voldsomme gul feber-udbrud i 1837 udvider myndighederne karantæneøen Quarantine Island uden for Charlotte Amalie, hvilket reducerer antallet af tilfældige landgange fra syge søfolk.
- Bedre vand og kloak: Forordningen af 1844 kræver murede cisterner og lukket latrin i de tætte bykvarterer – et forsøg på at bryde sammenhængen mellem regn, overfladevand og mave-tarmsygdomme.
Eftermæle og spor ind i perioden efter 1850
Den erfaring, man havde oparbejdet, kom til at forme den koloniale sundhedspolitik efter Emancipationen i 1848:
- De frigivne blev nu registreret som frie borgere, hvilket forbedrede datakvaliteten og gjorde det muligt at allokere offentlige midler til egentlige folkeskolevaccinationer (1853-).
- Kendskabet til myggebårne sygdomme var stadig begrænset, men de hygiejniske reformer i byerne – bredere gader, dræning af gadedynger og åbne vanddrag – lagde det fysiske grundlag for fremtidens malariabekæmpelse.
- Etableringen af et fælles dansk-vestindisk Sundhedskollegium (1856) trak tråde direkte tilbage til de lokale karantæne- og hospitalserfaringer fra første halvdel af århundredet.
Samlet set viser kilderne, at data blev omdrejningspunktet for at forstå og dæmpe epidemierne. Lige så vigtigt er det, at den viden ikke forblev i kolonien: rapporterne blev sendt til København og cirkulerede i europæiske lægetidsskrifter, hvor de fungerede som tidlige casestudier i transatlantisk sygdomsovervågning. Erfaringerne fra Dansk Vestindien 1790-1850 blev dermed et lille, men betydningsfuldt kapitel i den globale historie om folkesundhed og epidemiologi.