På Synagogue Hill i Charlotte Amalie ligger en synagoge med sand på gulvet. Den nuværende bygning blev indviet i 1833, mens menigheden blev stiftet i 1796. De to årstal fortæller om forskellige begyndelser: først organiseringen af et jødisk fællesskab, siden det gudshus, der stadig bruges.
En sefardisk menighed i Caribien
Menighedens grundlæggere havde spansk-portugisisk, sefardisk baggrund. Deres historie indgår i den jødiske diaspora efter forfølgelserne på Den Iberiske Halvø. Via europæiske handelsbyer og caribiske samfund som Curaçao og St. Eustatius kom familier til St. Thomas.
Charlotte Amalies handelsliv skabte forbindelser mellem øerne, Europa og Nordamerika. Religion, familie og erhverv kunne knytte de samme mennesker sammen, men menighedens medlemmer havde forskellige livsforløb. Deres historie bør ikke reduceres til én fælles handelsstrategi eller antagelser om, hvilke sprog alle talte.
Fra grundlæggelsen til bygningen fra 1833
Menigheden blev grundlagt i 1796 under navnet B’racha v’shalom, velsignelse og fred. Den nuværende længere navneform, Beracha Veshalom Vegmiluth Hasadim, omfatter også gode eller kærlige gerninger.
Brande præger bygningshistorien. En tidlig synagoge gik tabt ved bybranden i 1804. En ny blev bygget i 1812, og i 1823 blev den erstattet af en større bygning. Nytårsaften 1831 ramte endnu en ødelæggende brand. Menigheden genopførte derefter synagogen i murværk; bygningen stod klar i 1833.
Genopbygningen blev støttet både lokalt og gennem forbindelser uden for øen. Det var et konkret udtryk for, at menighedens liv rakte ud over selve gudshuset. Brandene havde ødelagt bygninger, men ikke organisationen eller ønsket om at fortsætte gudstjenesterne.
Sand, mahogni og fire søjler
Interiøret rummer mahognitræ, et Torah-skab og en bima, hvorfra der læses. Fire joniske søjler afgrænser rummets centrale del. De forbindes med de fire bibelske stammodre Sara, Rebekka, Rakel og Lea.
Sandgulvet er det mest kendte særtræk. Menigheden fortæller, at det mindes forfædre, som praktiserede jødedommen i hemmelighed på Den Iberiske Halvø og brugte sand til at dæmpe lyden. Det er en overleveret forklaring og et erindringssymbol.
Synagogen er et gammelt gudshus i fortsat brug, men den er ikke Caribiens ældste aktive synagoge. Bygningers alder, menigheders stiftelsesår og uafbrudt brug er forskellige mål, som ofte blandes sammen i sådanne ranglister.
Tro og forandring i 1800-tallet
Den sefardiske arv betød ikke, at gudstjenestelivet stod stille. I 1800-tallet diskuterede menigheden ændringer i liturgi og religiøs praksis. Benjamin Cohen Carillon og siden Moses Nathan var centrale religiøse ledere i denne periode.
Strid om reformer førte til splittelser. I 1867 dannede en gruppe en særskilt reformmenighed, Beth Elohim. Historien om St. Thomas’ jødiske liv rummer således både fælles tradition og uenighed om, hvordan den skulle videreføres. Den kan ikke beskrives som én uændret portugisisk gudstjenesteorden gennem hele perioden 1796-1917.
En del af kolonisamfundet
Menigheden levede i et dansk kolonialt slavesamfund. Jødiske indbyggere omfattede også slaveejere, og slavegjort arbejdskraft indgik i samfundets økonomi og i synagogens tilblivelse. Historien om religiøst fristed skal derfor læses sammen med historien om ulighed og tvang.
Slaveriets ophør i 1848 ændrede det samfund, som menigheden var en del af. Familiers handlinger og holdninger under denne overgang må undersøges gennem deres egne livsforløb og de bevarede kilder.
Frem mod 1917 og arven i dag
St. Thomas oplevede økonomiske og demografiske forandringer i anden halvdel af 1800-tallet. Menigheden fortsatte, selv om dens størrelse ændrede sig. Den 31. marts 1917 blev øerne overdraget fra Danmark til USA. Det var overdragelsesdagen, ikke dagen for traktatens ratifikation.
Synagogen står stadig som et aktivt religiøst sted og et historisk monument. Sandgulvet, inventaret og menighedens museum gør den til et sted, hvor diasporahistorie og caribisk kolonihistorie mødes. Et besøg giver indblik i en levende menighed; de enkelte genstandes alder og oprindelse bør læses i museets egne beskrivelser frem for udledes af deres udseende.
