Drabelige orkaner, blodige oprør og lynhurtige handelseventyr. I løbet af blot ét århundrede forvandlede Dansk Vestindien sig fra en perifer handelsstation til et eksplosivt kraftfelt, hvor sukker, slaver og stormagtspolitik hele tiden skiftede hænder. Øerne var hverken trygge fristeder eller paradisiske idyller – de var brændpunkter, hvor menneskeskæbner stod på spil, og hvor beslutninger truffet i København, Paris og London kunne mærkes allerede næste dag i Charlotte Amalie.
I denne artikel zoomer vi ind på ni dramatiske hændelser mellem 1700 og 1800 – milepæle, der både formede og rystede de tropiske kolonier. Du kommer med fra det første flag hejses på Fortsberg til de sidste slaveskibe evakuerer deres laster under lovens snigende forbud. Undervejs møder du:
- Ambitiøse plantageejere, der ser junglen som guld.
- En desperat slavebefolkning, der rejser sig i åben kamp.
- Købmænd og kapere, der sætter alt på spil i neutralitetsspillet under fremmedes krige.
- Flygtninge fra den haitiske revolution, hvis ankomst får øerne til at sitre af frygt og rygter om frihed.
Det er fortællingen om, hvordan det danske rigsfællesskabs sydligste hjørne blev formet af en eksplosiv blanding af naturkatastrofer, menneskelig grådighed og dagsordener dikteret tusindvis af sømil borte. Klik dig ind i de følgende afsnit og lad historien udfolde sig – stormfuld, sanselig og skræmmende relevant den dag i dag.
Kolonial ekspansion og plantagesamfundets fødsel (1700–1733)
I begyndelsen af 1700-tallet var Sankt Thomas allerede et livligt handelsknudepunkt for Vestindiens omskiftelige varestrømme. Skibe ankrede op i den dybe, naturlige havn ved Charlotte Amalie for at omlaste sukker, tømmer, tobak – og ikke mindst slaver – mellem Afrika, Nordamerika og Europa. Øen var dog lille og klippefyldt; den kunne næppe brødføde den voksende efterspørgsel efter “det hvide guld”, sukkeret. Handelsmænd, investorer og direktører i Det Dansk-Vestindisk Kompagni så sig derfor om efter nye landområder, som kunne anlægges efter tidens mest profitable model: den monokulturelle sukkerplantage.
1718 – Koloniseringen af sankt jan og opførelsen af fortsberg
Kun få sømil øst for Sankt Thomas lå den skovklædte ø Sankt Jan (St. John). Øen tilhørte de jindførte kalinago-grupper og blev fra britisk side betragtet som en slags uformelt bagland til deres koloni på Tortola. Alligevel valgte guvernør Erich Bredal i april 1718 at hejse Dannebrog på Johns Folly Point og proklamere øen som dansk eje.
- Motivationen:
- Skabe nye jordlodder til den hastigt voksende planterklasse.
- Sikre tømmer, brændsel og ferskvand til Sankt Thomas.
- Afskære britiske konkurrenter fra de gode naturlige havnebugter.
- Fortsberg som magtcentrum: På en høj pynt over Coral Bay rejste kompagniets ingeniører det stjerneformede Fort Frederiksværn – hurtigt omdøbt til Fortsberg. Med kanoner, magasinbygning og kaserner skulle fortet understøtte tre ting:
- bjergning af nyankomne slaver fra Sankt Thomas,
- beskyttelse mod marodøriske pirater og britiske fregatter,
- kontrol med de stiftende plantager.
Allerede i 1720’erne lå sukker-, bomulds- og kaffemarker i snorlige rækker på de stejle skråninger. Øens frugtbare, men kuperede terræn krævede terrassebrug, hvilket betød ekstremt hårdt arbejde for de første tusindvis af afro-karibiske slaver. Sankt Jan blev dermed et levende laboratorium for det plantagesystem, der snart skulle kopieres i endnu større skala.
| År | Begivenhed | Konsekvens |
|---|---|---|
| 1718 | Dannebrog hejses, Fortsberg påbegyndes | Formel dansk suverænitet |
| 1722 | Første toldfrihed for planter-import af redskaber | Infrastruktur vokser |
| 1725 | Slaver udgør 86 % af øens befolkning | Social eksplosion under opsejling |
1733 – Sankt croix kommer under dansk flag og sukkerøkonomien eksploderer
Mens Sankt Jan stadig var under udbygning, fik Kompagniet øje på den langt større og fladere ø Sankt Croix. Øen havde skiftet hænder mellem spanierne, englænderne og senest franskmændene, men lå i 1733 næsten øde hen efter orkaner, tørke og økonomisk kollaps i den franske plantageøkonomi.
Købskontrakten 15. juni 1733
• Pris: 750.000 livres (≈ 320.000 rigsdaler)
• Sælger: Den franske Malteserorden (l’Ordre de Saint-Jean de Jérusalem)
• Køber: Det Dansk-Vestindisk Kompagni med dansk-norske statsgarantier
• Personalunion: Franskmændene fik rettigheder til at opretholde katolske kirker, mens dansk luthersk lov blev gældende.
Købet blev hurtigt godkendt i København, fordi:
- Øens 58.000 tønder land kunne opdeles i 200-300 store plantager – en magnet for kapital fra København, Hamborg og Amsterdam.
- Naturlige floder muliggjorde vanddrevne sukkermøller, noget hverken Sankt Thomas eller Sankt Jan kunne tilbyde.
- Beliggenheden midt i Leeward-buen gav strategisk dybde over for britiske og franske naboer.
Konsekvenserne lod ikke vente på sig:
- Eksportboom: Allerede i 1740’erne overhalede Sankt Croix de to øvrige øer tilsammen i sukkerproduktion. Toldrullerne fra 1750 viser en femdobling af eksporterede sukkerhobe på blot 17 år.
- Demografisk chok: Oven på købet blev der importeret i gennemsnit 3.000 slaver om året til hele øgruppen – de fleste til Sankt Croix. I 1750 udgjorde slaver 85-90 % af øens befolkning.
- Magtbalance: Den danske kolonimagts tyngdepunkt rykkede fra handelsbyen Charlotte Amalie til de nye plantagecentre Christiansted og Frederiksted. Guvernørembedet, toldvæsenet og garnisonen blev udbygget tilsvarende.
| År | Sankt Thomas (handel) | Sankt Jan (plantager) | Sankt Croix (plantager) |
|---|---|---|---|
| 1730 | ≈ 70 % af toldindtægterne | ≈ 30 % | 0 % |
| 1740 | ≈ 45 % | ≈ 20 % | ≈ 35 % |
| 1750 | ≈ 25 % | ≈ 10 % | ≈ 65 % |
Med koloniseringen af Sankt Jan og købet af Sankt Croix tog den dansk-vestindiske plantageøkonomi form. Sukkermarker bredte sig som et skakbræt over de nye øer, mens slaveri, militær tilstedeværelse og international rivalisering intensiveredes. Men bag de prangende eksporttal lurede konflikter – både mellem kolonimagter og indadtil i det uforsonlige plantagesystem. De år, der fulgte, ville afsløre hvor skrøbeligt imperiets fundament egentlig var.
Oprør og magtskifte: Krisernes år (1733–1754)
De to dramatiske begivenheder mellem 1733 og 1754 viser, hvordan Dansk Vestindien rystedes af både voldelige konflikter og institutionelle jordskælv. 1730’erne afslørede de dybe spændinger i plantagesystemet, mens 1754 markerede et magtskifte, der skulle få vidtrækkende konsekvenser for øernes styreform og militære beredskab.
1733-slaveoprøret på sankt jan – Fortsbergs fald og maronkrigen
I begyndelsen af 1730’erne var Sankt Jan et minisamfund med knap 150 hvide kolonister og omkring 1.000 slaver, hovedsageligt af Akan- og Igbo-oprindelse. Kombinationen af tørke, orkaner, koppe-epidemier og en ny, hård slavekodeks (1733) skabte et brændbart klima. Den 23. november 1733 eksploderede utilfredsheden:
- Overtagelsen af Fortsberg – oprørere smuglede musketer ind i fortet under påskud af at levere brænde, dræbte kommandanten og hev Dannebrog ned.
- Koordinerede angreb – inden for timer blev ni plantager indtaget; husbondfamilier blev dræbt eller drevet på flugt til Sankt Thomas.
- Selvstyret “sort republik” – oprørerne beholdt kontrollen over størstedelen af øen i næsten syv måneder. Plantagerne blev brændt, og et net af skjulte lejre i bjergene (maronlejre) gjorde indhug umulige.
- International indgriben – det danske kompagni anmodede Frankrig om hjælp. 100 franske soldater fra Martinique ankom i maj 1734, mens danske og brandenburgske skibe blokerede øen fra søsiden.
- Nedfald og efterspil – ved udgangen af august 1734 havde de sidste oprørsledere begået kollektivt selvmord på klipperne ved Ram Head for at undgå tilfangetagelse. Kolonimagten genoprettede kontrollen, men tabene var enorme: over halvdelen af øens sukkermarker lå øde, og slavebefolkningen var reduceret med en tredjedel.
Oprøret sendte chokbølger gennem hele Dansk Vestindien. Resultatet blev:
- Opførelsen af nye blokhuse og vagttårne langs kysterne.
- Indførsel af strengere “planteurs-milits”-regler: alle hvide mænd skulle bære våben og patruljere.
- Øget import af slaver for at erstatte det tabte – en bitter ironi, der forstærkede den cyklus af undertrykkelse, oprør og repressalier, øerne nu befandt sig i.
1754 – Fra kompagni til krone: Administrativt og militært opbrud
Det Dansk-Vestindisk-Guineiske Kompagni havde siden 1671 haft monopol på al handel og administration, men blev gradvist svækket af:
- Gæld efter at have finansieret store militære ekspeditioner (bl.a. til at nedkæmpe oprøret).
- Skarp konkurrence fra britiske, franske og nederlandske købmænd, der opererede illegalt.
- Sukkerprisens udsving og høje forsikringspræmier efter krige i Europa.
Den 1. april 1754 købte den danske stat alle kompagniets aktiver for 9.000 rigsdaler og ophævede monopolprivilegiet. Overgangen medførte tre hovedforandringer:
| Område | Før 1754 (kompagni) | Efter 1754 (krone) |
|---|---|---|
| Administration | Generaldirektør i København + guvernør valgt af aktionærer | Guvernør udnævnt af kongen; Vestindisk-Guineisk Rente- & Generaltoldkammer etableres |
| Militær | Kompagniets private tropper, ofte dårligt betalt | Kongelig garnison; permanent artilleri på Skt. Thomas og Skt. Croix |
| Handel | Enkeltkompagniets monopol; smugling udbredt | Friere havneafgifter for at tiltrække internationale købmænd (forløber for frihavnen 1764) |
Magtskiftet gav kolonien en mere stabil indtægtskilde til statskassen, men satte også et større spotlight på øernes sikkerhed. Oprøret 20 år tidligere sad stadig i erindringen, og kronen investerede i:
- Nye fæstningsværker, især på Sankt Croix, hvor produktionen nu havde sin tyngde.
- Lovpligtige “negropatrouiller”, der patruljerede plantagerne efter mørkets frembrud.
- Bedre registre over “frie farvede” for at overvåge eventuel kontakt mellem slaver og frie sorte.
Dermed sluttede de turbulente kriseår med en styrkelse af kolonimagten – men også med en voksende bevidsthed om, at systemets stabilitet var skrøbelig og afhængig af et permanent beredskab mod nye oprør. I næste afsnit ser vi, hvordan denne statslige konsolidering banede vej for både et handelsboom og nye udfordringer i sidste halvdel af århundredet.
Frihavn, handelsboom og krigens skygge (1764–1783)
Efter Kronens overtagelse i 1754 stod de tre dansk-norske øer over for en afgørende omstilling: fra kompagnistyret monopoler til en mere åben, markedsdrevet økonomi. I løbet af få år blev Sankt Thomas-med hovedbyen Charlotte Amalie-forvandlet til Caribiens måske mest kosmopolitiske transithavn. Perioden 1764-1783 byder imidlertid både på euforisk vækst og alvorlige tilbageslag; en vekselvirkning mellem handel, krig og naturkatastrofer, der på dramatisk vis former Dansk Vestindiens videre skæbne.
5) 1764: Charlotte amalie bliver frihavn
- Ideen bag frihavnen
Guvernør Peter Clausen og handelsfolk i København pressede på for at bryde Det Vestindisk-Guineiske Kompagnis gamle monopol. Med kong Frederik V’s reskript af 3. februar 1764 fik Charlotte Amalie status af port franc: alle nationers skibe kunne laste og losse mod betaling af et beskedent havnegebyr, mens transithandel blev fritaget for told. - Praktiske konsekvenser
- Nye pakhuse og dokfaciliteter skød op langs Kronprinsensgade (i dag Waterfront Drive).
- Befolkningen voksede fra ca. 2.000 til anslået 5.000 indbyggere inden 1775, heraf mange frie farvede håndværkere og spanske jødiske købmænd.
- Øens rolle skiftede fra sukker-eksportør til regional entrepôt for korn, salt, våben, tømmer og-ikke mindst-slaver til de franske og spanske Antiller.
- Den uformelle ‘svenske model’
Frihavnsordningen lænede sig op ad tidehvervets liberal-merkantilisme. Modsat de britiske Navigation Acts kunne danske toldere nøjes med at registrere skib og last uden at spørge til oprindelse. Det skabte et smuglerparadis men også et lukrativt provenu for kolonialadministrationen.
6) 1778-1783: Handelsboom og neutralitetskriser under den amerikanske uafhængighedskrig
| År | Nøglebegivenhed | Betydning for Dansk Vestindien |
|---|---|---|
| 1778 | Frankrig træder ind i krigen på amerikanernes side | Efterspørgslen på neutrale fragtflag eksploderer; danske skibe indchartres af både franske og amerikanske købmænd. |
| 1779 | Konvoj-instruksen vedtages i København | Øerne modtager regulære orlogseskorterer-bl.a. fregatten Prindsesse Lovisa Augusta-der skal beskytte sukkerflåder mod britiske kapere. |
| 1780-1781 | Topår for omsætningen i frihavnen | Skibsanløb når ca. 1.200 årligt; told- og ankerafgifter dækker hele kolonibudgettet og efterlader overskud i København. |
| 1782 | Diplomatisk sammenstød-“Santa Cruz-affæren” | Britiske kapere arresterer danske konvojskibe ud for Tortola; hændelsen løses først efter trussel om dansk gengældelse i Østersøen. |
Boomet var dog et tveægget sværd:
- Kreditbobler: Købmænd optog store lån i København og Amsterdam for at finansiere lagerbygninger og slavelaster. Renten steg, og risikoen blev overført til plantageejere på Sankt Croix.
- Politisk pres: Britiske myndigheder på de nærliggende Jomfruøer mente, at dansk neutralitet dækkede over systematisk forsyning til deres fjender. Rygtet om “krudt i sukkertønder” levede længe.
7) 1780: Den katastrofale orkan
10.-16. oktober 1780 raser den såkaldte “Great Hurricane”-muligvis den dødeligste i Caribiens historie-med epicenter i De Små Antiller.
- Fysiske ødelæggelser
- På Sankt Croix knækkes over halvdelen af sukkermøllernes vindfang; 60 % af sukkerrørsmarkerne ødelægges.
- I Charlotte Amalie løsrives skibe fra deres fortøjninger og slynges op på strandgaden; kirken og guvernementshuset mister tag.
- Menneskelige omkostninger
Kolonialarkiverne nævner ca. 320 døde på de dansk-norske øer-de fleste enslaved-men tallet kan være højere, da mange plantageejere ikke indberettede tab af “slavekapital” af frygt for skattejustering. - Økonomisk dominoeffekt
- Sukkerpriserne stiger på det europæiske marked, men øerne kan kun levere 40 % af det normale kvantum i 1781.
- Københavnske kreditorer kræver forceret tilbagebetaling; mindst 25 plantager pantsættes eller sælges ved auktion 1781-1783.
- Sikkerhed og social kontrol
Guvernør Malmgren indfører nattepatruljer af milits og frie farvede for at forhindre plyndring-et tidligt eksempel på institutionaliseret “brandvagt” i kolonien.
Opsummerende trækker årene 1764-1783 både handel, krig og naturkatastrofer ind i et brudfyldt, men profitabelt kapitel af Dansk Vestindiens historie. Frihavnen gjorde øerne til en finansiel magnet, men afslørede samtidig deres sårbarhed over for storme-både meteorologiske og geopolitiske.
Revolutionens ekko og vejen mod slavehandlens ophør (1784–1800)
I begyndelsen af 1780’erne toppede sukkerpriserne, men de faldt dramatisk allerede få år senere. Processerne var globale – overproduktion i de franske Antiller, ny produktion i Brasilien og øget konkurrence fra den franske roesukker-teknologi. De danske plantageejere på Sankt Croix, der havde lånt massivt til ny jord, møller og kedler, stod nu med gældsbyrder i rigsdalere og piastre, som ikke længere kunne betjenes.
- 1784-1789: gennemsnitlige sukkerpriser falder ca. 30 %
- 1789: knap halvdelen af Sankt Croix’ plantager var pantsat til København-købmænd
- 1790: guvernøren indfører “middagsauktioner”, hvor ejendomme bortauktioneres til spotpris
Resultatet blev en ond cirkel: lavere priser → øget gæld → færre midler til vedligehold → lavere produktivitet. Myndighederne svarede med nye sikkerhedsforanstaltninger: natpatruljer, skærpede udgangsforbud for slaver og begrænsning af sammenstimlen på torvedage, alt sammen for at forebygge oprør blandt de mere end 25.000 slaver, der uændret bar hele øernes økonomi.
8) 1792-loven: Slaveriets økonomi rammes på »liflinen«
Den 1. januar 1792 underskrev den danske kong Christian VII en lov, der med ét slag placerede Danmark-Norge forrest i de europæiske imperiers forsøg på at begrænse slavehandelen.
| Paragraf | Hovedindhold | Betydning for Dansk Vestindien |
|---|---|---|
| § 1 | Total forbud mod indførsel af afrikanere til danske kolonier efter 1. januar 1803. | Planterklassen får 11 års “respirationstid” til at skaffe “nødvendigt arbejdskraftkapital”. |
| § 2 | Beholdningen af slaver må ikke videresælges til andre kolonimagter. | Begrænser mulighed for likviditet gennem spekulationssalg. |
| § 5 | Særlige midler afsættes til kristen mission, “human behandling” og dåb. | Får marginal effekt; kun ~5 % af slavebefolkningen døbes før 1803. |
Konsekvenser: I de 11 år frem mod ikrafttrædelsen steg importen paradoksalt nok markant – næsten 40 % af alle afrikanere, der nogensinde landede på Sankt Croix, ankom i årene 1792-1802. Plantageejerne hamstrede “arbejdskraft”, mens priserne i Afrika steg. Det lagde yderligere pres på de allerede skrøbelige kreditsystemer og forværrede den sociale polarisering på øerne.
9) 1793-1796: Flygtningestrøm fra saint-domingue og frygten for revolution
Da revolutionen i Saint-Domingue (senere Haiti) eksploderede i 1791, lød ekkoet hurtigt i Dansk Vestindien. Mellem 1793 og 1796 ankom anslået 8.000-10.000 flygtninge til Charlotte Amalie – hvide plantageejere, frie farvede og tusindvis af slaver.
- Demografisk chok: Byens indbyggertal fordobledes på under tre år. Huslejer eksploderede, sanitære forhold kollapsede, og den lokale milits kunne ikke følge med.
- Militære stramninger: Guvernøren indførte
- nattlige vagtronder med bajonetter i gaderne
- “Carte de sûreté”-system, hvor alle flygtninge skulle bære pas
- total våbenkonfiskation for farvede emigranter
- Økonomisk paradoks: De franske flygtninge bragte både kapital og ekspertise i raffinering, hvilket midlertidigt løftede sukkerproduktionen på Sankt Croix. Men samtidig spredte de revolutionære idéer om liberté, égalité, som udløste panik hos de danske plantageejere.
Sikkerhedshysteriet kulminerede med den såkaldte “Plotsag” i 1796, hvor en håndfuld frie farvede blev anklaget for at udbrede opviglende pamfletter. Beviserne var tynde, men dommene hårde: pisk og deportation til fæstningsarbejde på Kronborg. Signalet var tydeligt – enhver snak om frihed skulle kvæles.
Frem mod 1800: Magtens nye balance
Ved århundredets slutning stod de dansk-vestindiske øer ved en skillevej:
- Økonomi: Sukkerpriserne forblev volatile, og bankrutter blandt creolske plantager tæt på 25 %.
- Socialt: Befolkningen mere blandet end nogensinde – franske katolikker, danske embedsmænd, britiske handelsagenter og en slavebefolkning, der nu vidste, at slaveriet ikke længere kunne reproduceres via direkte import.
- Politisk: København balancerede mellem filantropi og realpolitik; man ønskede at vise humanitært fremskridt, men frygtede at tabe de indbringende toldindtægter.
Resultatet var et system, der både var rigeligt bevæbnet og dømt til at ændre sig. 1790’ernes dramatiske begivenheder banede vejen til de første seriøse diskussioner om selve slaveriets afskaffelse – en proces, der først ville kulminere i 1848, men som her, i de kaotiske år omkring 1800, allerede var sat i bevægelse.