Forestil dig Caribbean-blå horisonter, hvor sukkerrørsmarker engang bølgede under den tropiske sol, mens krigstrommer fra Europas slagmarker runger i baggrunden. Netop i dette spændingsfelt – mellem kolonial nostalgi og global storpolitik – skiftede tre små øer ejerskab for 25 millioner amerikanske guld-dollar en formiddag i 1917.
Historien om salget af Dansk Vestindien til USA er mere end et fodnote-bytte af flag. Den rummer økonomisk kollaps, diplomatiske slagsmål og dramatiske folkeafstemninger, men også festklædte ceremonier på havnefronten i Charlotte Amalie og en lang række konsekvenser, som stadig mærkes i dag – fra statsborgerskab til strategisk betydning under to verdenskrige.
I denne artikel dykker vi ned i 8 nøglefakta, der folder hele dramaet ud: fra kolonitidens langsomme deroute over Transfer Day til 100-årsmarkeringen, der igen satte Danmarks koloniale fortid til debat. Klar til en tur fra sukkerrørsmark til senatssal – og tilbage til de solbeskinnede kajer? Læs med og bliv klogere på, hvorfor salget i 1917 stadig kaster lange skygger over både Danmark og U.S. Virgin Islands.
Forhistorien: Fra kolonitid til salgsmoden koloni
Da aftalen om at sælge Dansk Vestindien til USA endelig blev underskrevet i 1916, var fundamentet for beslutningen lagt gennem årtier af økonomisk nedtur og politisk tøven. To hovedfakta løber som en rød tråd gennem forhistorien:
- Øernes økonomiske deroute efter 1848
- Afskaffelsen af slaveriet i 1848 betød, at plantageejerne mistede billig arbejdskraft, mens de frigivne endnu ikke havde adgang til jord eller kapital til selv at drive plantagerne.
- Sukkerpriserne faldt globalt, og sukkerkonkurrencen fra bl.a. Cuba og Hawaii udhulede indtjeningen.
- En række naturkatastrofer forværrede situationen:
- Orkan og efterfølgende tsunami i 1867 slog hårdt til på både St. Thomas og St. Croix.
- Orkanerne i 1871, 1898 og 1899 ødelagde marker, pakhuse og infrastruktur, hvilket tvang mange plantager til lukning.
- Resultat: Told-, havne- og skatteindtægter til den danske stat svandt ind, og kolonien blev i stigende grad en økonomisk byrde.
- To mislykkede salgsforsøg før 1917
År Hovedaktører Forhandlingsresultat Hvorfor fejlede det? 1867 Danmarks regering & USA’s Andrew Johnson-administration Foreløbig traktat om salg af St. Thomas og St. Jan for 7,5 mio. $
(St. Croix var ikke inkluderet)USA’s Senat nægtede at ratificere – borgerkrigens efterdønninger og politisk modvilje over for Caribiske forpligtelser. 1902 Udenrigsminister I.H. de Richelieu & USA’s præsident Theodore Roosevelt Kompleks aftale om salg af alle tre øer for 5 mio. $ plus toldfordele. Den danske Landstinget stemte aftalen ned med blot ét stemmes flertal (32 imod, 31 for). Skepsis over national prestige og prisen på øerne var afgørende. Efter nederlaget i 1902 konkluderede mange i København, at et salg var politisk umuligt – indtil den geopolitiske situation under 1. verdenskrig ændrede spillets regler.
Vejen til aftalen: Geopolitik, pris og folkeafstemning
I begyndelsen af 1. verdenskrig rykkede Jomfruøerne pludselig fra at være en forsømt dansk koloni til at blive et højt prioriteret brik i stormagtspolitikken. USA var formelt neutralt indtil april 1917, men præsident Woodrow Wilsons regering frygtede, at de tyske ubåde kunne udnytte de strategisk beliggende øer som base og true både olie- og våbenforsyninger samt den nyåbnede Panama-kanal. I København voksede samtidig bekymringen for, at Tyskland ville tvinge Danmark til at anlægge en ubådsstation på St. Thomas – et scenarie, der ville kompromittere den danske neutralitet. Resultatet blev et diplomatisk “hurtigtog” af forhandlinger mellem sommeren 1915 og sensommeren 1916.
Traktaten af 4. August 1916
| Parter | Danmark (udenrigsminister Erik Scavenius) og USA (udenrigsminister Robert Lansing) |
|---|---|
| Købesum | 25 mio. amerikanske dollars i guldmønter (≈ 500-600 mio. nutids-USD) |
| Sikkerhedsklausul | USA garanterede Danmarks suverænitet over Grønland |
| Placering | Underskrevet i New York City |
Beløbet skulle betales i guldbarer á 13,5 kg (Riksbank-standard) og sejles direkte til Nationalbanken. For Danmark – fattigt efter verdenskrigens handelsrestriktioner – var kontantprisen attraktiv, men lige så vigtig var lettelsen ved at slippe for det strategiske ansvar for øerne.
Folkeafstemningen 14. December 1916
- Konstitutionelt krav: Grundloven af 1915 åbnede for, at kolonier kun kunne afhændes efter folkeafstemning. Landstinget havde i 1902 væltet et lignende salg med én stemmes flertal; nu skulle folkets dom være udslagsgivende.
- Valgkorps: Kun mænd over 30 år med borger- eller skatteevne fik stemmeret – ca. 730 000 personer.
- Resultat:
- Ja: 283 670 stemmer (≈ 64 %)
- Nej: 157 859 stemmer (≈ 36 %)
- Blank/ugyldige: 65 000
- Politiske linjer: Venstre og Det Radikale Venstre gik ind for salget, mens Højre og Landstingets flertal var mere skeptiske. Socialdemokratiet var splittet, men stemte overvejende ja med henvisning til øboernes manglende stemmeret i Danmark.
Med det klare ja stod Landstingets modstandere uden parlamentarisk rygdækning, og traktaten kunne ratificeres i begge kongers navne – Christian X i København og Wilson i Washington – den 17. januar 1917. Dermed var scene, finansiering og lovgrundlag på plads for den egentlige overdragelse tre måneder senere.
Transfer Day 31. marts 1917: Ceremonier og praktiske konsekvenser
Klokken 16.00 præcis lokal tid den 31. marts 1917 lød en 21-skuds salut fra den amerikanske kanonbåd USS Hancock i havnen ved Charlotte Amalie. Herefter foldede begivenhederne sig ud i en nøje koreograferet ceremoni, der gjorde den lille caribiske øgruppe til amerikansk territorium.
Flagene, salutten og de sidste danske ord
- Nedhaling af Dannebrog
På Fort Christians bastion stod den danske guvernør Henri A. Konow side om side med den amerikanske admiral James H. Oliver. Da salutten stilnede af, gav Konow ordre til at hale Dannebrog ned for sidste gang. Det rødhvide flag blev omhyggeligt foldet og overdraget til den danske marineofficer, der skulle bringe det hjem til København. - Hejsning af Stars and Stripes
I samme øjeblik gled Stars and Stripes til tops, akkompagneret af endnu en 21-skuds salut – denne gang fra de danske kanoner. Mængden på kajen, anslået til 5-6.000 mennesker, brød ud i bifald, mens et amerikansk marineorkester spillede “The Star-Spangled Banner” efterfulgt af “My Old Kentucky Home”, dengang populær på øerne.
Guld og et nyt officielt navn
| Faktum | Detaljer |
|---|---|
| Betalingen | USA’s købesum på 25 millioner dollars i guld blev allerede den 17. januar 1917 overført til Nationalbanken i København. Guldets vægt svarede til ca. 238 ton og ankom i fire partier til New York, inden det blev krediteret den danske stat. (Til sammenligning var det mere end halvdelen af Danmarks samlede guldreserve på tidspunktet.) |
| Nyt navn | Fra og med ceremonien blev “Dansk Vestindien” officielt til “Virgin Islands of the United States”, forkortet U.S. Virgin Islands. De første amerikanske frimærker med det nye navn kom i cirkulation i august 1917. |
De første praktiske ændringer
- Amerikansk militærforvaltning overtog øerne, men de civile danske embedsmænd forblev midlertidigt på posterne for at sikre en glidende overgang.
- Pengepungen ændrede sig ikke fra dag ét: Den danske vestindiske daler fortsatte som betalingsmiddel frem til marts 1934, hvor den blev erstattet af amerikanske dollars.
- Retssystemet forblev i vid udstrækning uændret, men nye love skulle fremover godkendes af det amerikanske senat.
Når man i dag står på “The Waterfront” i Charlotte Amalie og ser de to flag vajre side om side, er det værd at huske, at netop dette sted var epicenter for den kortvarige, men højtidelige seance, der markerede et endeligt farvel til Danmarks 245-årige kolonitid i Caribien.
Efterspil og arv: Borgerskab, strategi og mindekultur
Da Dannebrog blev halet ned den 31. marts 1917, skiftede øerne formelt flag – men ikke alle rettigheder fulgte med.
| År | Status for øboerne | Konsekvens |
|---|---|---|
| 1917 | U.S. nationals | Havde amerikansk beskyttelse, men hverken stemmeret til Kongressen eller fulde borgerrettigheder. |
| 1927 | U.S. citizens | En særlig kongresakt gav den generelle befolkning statsborgerskab – ti år efter salget. |
Forsinkelsen skyldtes en kombination af racemæssige fordomme i Washington og tvivl om, hvorvidt en lille caribisk befolkning skulle nyde samme rettigheder som fastlandsamerikanere. Resultatet var et demokratisk underskud, hvor beboerne var underlagt amerikansk lovgivning, men uden reel politisk indflydelse. Først med Revised Organic Act af 1954 fik øerne et mere omfattende lokalt selvstyre, dog stadig uden stemmeret til præsidentvalg.
Øernes strategiske rolle i det 20. Århundrede
- Første Verdenskrig: Salget i 1917 var i høj grad motiveret af frygten for tyske ubåde og behovet for at beskytte Panama-kanalen. USA anlagde straks en flådestation på St. Thomas, der fungerede som kul- og senere oliedepot.
- Anden Verdenskrig: Øerne blev et centralt led i det amerikanske anti-ubådssystem i Atlanten. På St. Croix oprettedes Naval Operating Base, og St. Thomas fik radar- og lytteposter.
Selv om den militære tilstedeværelse dalede efter 1945, fortsatte øerne med at spille en rolle som logistisk knudepunkt under den kolde krig og for Caribien-operationer som f.eks. invasionen af Grenada i 1983.
Mindekultur og ny debat ved 100-året i 2017
Centenariet udløste en bølge af historisk selvransagelse i både Danmark og på Jomfruøerne:
- Officielle ceremonier: Dronning Margrethe II deltog i mindearrangementer på St. Croix, mens Danmarks statsminister holdt tale om “det mørke kapitel” i dansk kolonihistorie.
- Krav om undskyldning og erstatning: Lokale aktivister og enkelte politikere krævede, at Danmark formelt undskyldte for slaveriet og den efterfølgende koloniale udnyttelse. Diskussionen om økonomisk kompensation blev intensiveret, men førte ikke til konkrete aftaler.
- Kultur- og forskningsprojekter: Museer som Nationalmuseet i København og Fort Christian Museum i Charlotte Amalie lancerede særudstillinger, mens arkiver blev digitaliseret for at give efterkommere adgang til slavedata.
“Salget i 1917 afsluttede Danmarks koloniale styre, men ikke ansvaret for historien,” lød det fra historikeren Niklas Thode Jensen under en paneldebat i 2017.
I dag lever over 100.000 danskere og efterkommere af de vestindiske slaver i en fælles erindringskultur, hvor emner som reparation, identitet og fælles historie fortsat er genstand for forskning og offentlig debat.
Konklusionen? Overdragelsen i 1917 var kun begyndelsen på en længere proces, hvor statsborgerskab, strategiske hensyn og kollektiv hukommelse stadig former relationen mellem Danmark og De Amerikanske Jomfruøer.