De karakteristiske, runde mølletårne der stikker op mellem palmer og sukkerrørsmarker på St. Croix, er ikke blot pittoreske ruiner. De er håndgribelige vidnesbyrd om en tid, hvor vind var øens vigtigste motor, og hvor hver eneste brise havde afgørende betydning for plantageøkonomiens puls.
I anden halvdel af 1700-tallet forvandlede en fusion af vestindisk passatvind, dansk ingeniørkunst og tvangsarbejde St. Croix til et højteknologisk laboratorium for vinddrevne sukkermøller. Det var her, at vinden blev tæmmet af massive koralstenstårne, furede lærredssejl og et præcist tandhjulssystem, der kunne knuse flere tons sukkerrør hver eneste dag – så længe bladene blafrede.
Men den romantiske silhuet gemmer også på historier om sårbarhed: orkaner, slidte trætænder, tørre perioder uden brise og en økonomi bygget på ufri arbejdskraft. Hvordan blev disse møller bygget, drevet og vedligeholdt? Hvem holdt mekanikken i gang, og hvorfor forsvandt teknologien næsten over natten, da dampmaskinens røg begyndte at stige mod Caribiens blå himmel?
I denne artikel dykker vi ned i vindmøllernes guldalder på St. Croix mellem 1760 og 1830 – fra konstruktionens finurligheder til det hårde slid bag tandhjulene – og følger deres vej fra teknologisk spydspids til ikonisk ruinkulturarv. Læn dig tilbage, lad passatvinden suse i ørerne, og tag med på en tur rundt om øens stendige mølletårne, hvor historien stadig hvisker gennem de tomme vinduesåbninger.
Vind og sukker på St. Croix, 1760-1830: historisk ramme
Når man i dag ser de karakteristiske, kegleformede ruiner, der pryder St. Croix’ bakkede landskab, er det let at glemme, at de engang var roterende maskiner i hjertet af en global sukkerøkonomi. Vindmøllerne – i samtiden kaldt sugar mills eller blot mills – blev rejst for at udnytte to lokale ressourcer, som fandtes i overflod: enestående konstante passatvinde fra øst og millioner af ton sukkerrør dyrket under tropesolen af et tvangsarbejdende, afrikansk-caribisk arbejds-kollektiv. Kombinationen gjorde St. Croix til et af 1700-tallets mest teknologisk tætte sukkerlandskaber.
Fra første plantage til mekanisk sukkerfabrik
Dansk Vestindien havde fået økonomisk vind i sejlene, efter at det danske Vestindisk-Guineisk Kompagni i 1733 erhvervede St. Croix. Øen blev straks udparcelleret i plantager á ca. 150-200 acres, og inden for én generation havde næsten hver ejendom etableret en primitiv animal mill drevet af okser eller muldyr.
Omkring 1760 skete et teknologisk kvantespring:
- Skatteincitamenter fra den dansk-norske krone gjorde det billigere at importere møllejern fra England og Holland.
- Lokale håndværkere – mange af dem enslaverede tømrere, murere og smede – havde oparbejdet tilstrækkelig ekspertise til selv at opføre koralstensmure, forme tandhjul af ligthard-træ og sy sejl af hampelærred.
- De stabile østlige passatvinde (gennemsnitligt 4-6 m/s, 300+ dage årligt) betød, at vind var mere pålidelig end både vand og dyrehold i øens kuperede terræn.
Udbredelsen af vinddrevne sukkermøller
| År | Plantager på St. Croix | Vindmøller i drift | Andel vinddrevet |
|---|---|---|---|
| 1750 | ca. 120 | 10-15 | ~10 % |
| 1770 | ca. 180 | 75-85 | ~45 % |
| 1790 | 210+ | 140-150 | ~70 % |
| 1830 | 200 (konsolidering) | 170+ | ~85 % |
Tallet toppede lige før 1830, hvor i alt over 175 vindmølletårne stod spredt over øen – en af verdens højeste koncentrationer pr. kvadratkilometer. De fleste var placeret på højdedragene, typisk 60-90 m over havoverfladen, så vingerne uhindret kunne fange vinden.
Plantageøkonomi og tvangsarbejde
Sukkerproduktion var en kapitalkrævende proces, men det største omkostnings-element var hverken stenmøller eller kedler; det var mennesker. Slaver var juridisk ejendom, men også den mest følsomme del af produktionskæden. På en mellemstor plantage (300-400 slaver) udgjorde følgende grupper nøglepersonel i relation til møllen:
- Mølleførere (mill men) – ofte afrikanskfødte mænd med årtiers erfaring; styring af sejl, bremser og lastning af rør.
- Tømrere & murere – reparerede tårn, tag og gearkasse.
- Smede – vedligehold af jernaksel, knive og bolte.
- Bærere og bundtere – bar sukkerrør fra mark til mølle døgnet rundt i høstsæsonen.
Arbejdsgangen var uforløseligt bundet til vinden: når passaten blæste, blev alle hænder aktiveret, uanset klokkeslæt. En 18-timers arbejdsdag var ikke usædvanlig under den 3-4 måneder lange crop-tid. Det hastede, da rør mister sukkerindhold få timer efter høst. Windmills leverede derfor ikke kun mekanisk kraft – de dikterede hele plantagens rytme, tidsdisciplin og sociale kontrol.
Vindmøller vs. Andre drivkilder
Hvorfor satsede St. Croix så ensidigt på vind, når øens nabokolonier ofte kombinerede oksemøller, vandmøller og, senere, damp?
- Hydrologi: Der findes få helårsvandløb på St. Croix; vandmøller var derfor upraktiske.
- Dyrehold: Okser skulle importeres fra Nordamerika, de krævede græsarealer og blev let dræbt af tropesygdomme.
- Kapital: Før 1830 var dampmaskiner endnu dyrere end stenmøller. Til sammenligning kostede et vindmølletårn inkl. maskineri ca. 8-10.000 rigsdaler; en komplet dampstation kunne overstige 30.000.
Et landskab formet af vind og vold
Resultatet blev et visuelt og akustisk landskab af roterende sejl, knasende tandhjul og de vedvarende råb fra mark og mølle – et system, som bandt naturlig energi sammen med u-frivillig menneskelig muskelkraft. Vindmøllerne på St. Croix er derfor ikke blot teknologiske monumenter; de er håndgribelige vidnesbyrd om sammenfletningen af klimatiske fordele, kolonial kapital og tvangsarbejde. Før vi dykker ned i selve konstruktionerne, er det afgørende at forstå denne historiske ramme: uden passatvindene, uden bakkelandskabet – og uden den brutalitet, som lå bag plantagedriften – ville de ikoniske sukkermøller aldrig have rejst sig i så stort et tal mellem 1760 og 1830.
Konstruktion og teknologi: mølletårne, sejl og tandhjul
Den karakteristiske tårnmølle – der i dag står som ruin på mange skrønske bakketoppe – var i sin samtid en teknisk raffineret maskine, skabt til én opgave: at presse det maksimale sukker ud af sukkerrørene, så hurtigt som passatvinden tillod. Nedenfor gennemgår vi, hvordan møllen var bygget op, og hvordan vindenergien blev kanalis-eret hele vejen fra sejlspidserne til de boblende kobberkedler i kogehuset.
Koralsten, kegleform og roterende hat
- Byggemateriale: Murene bestod af lokalt brudt koralsten, sat i kalkmørtel. Stenen var let at forme, forholdsvis porøs (god til fugtbalancering) og rigelig på øen.
- Form: Tårnet var konisk – typisk 7-9 m i diameter ved soklen, 5-6 m ved kransen og 10-15 m højt. Den svagt skrånende mur (batter) gav stabilitet mod orkanvind og lettede afvanding.
- Tykkelse: 1-1,5 m ved grundniveau, aftagende opad. Vinduer var smalle skydeskårslignende åbninger, der både gav lys og mindskede svækkelse af muren.
- Dørplacering: Altid i læside (normalt sydvest) for at minimere vindtryk, dog anbragt, så pressesaften kunne løbe med fald imod kogehuset.
- Hat (cap): Øverst lå en mangetrins trækonstruktion beklædt med ceder- eller mahognishingel. Hatten roterede 360° på en smurt træ- eller jerncurb ved hjælp af en halestang – en lang bjælke der rakte til jorden, så mølledrengen kunne dreje hele overbygningen i vindens retning.
Sejl og vindmaskineri
| Komponent | Materiale | Funktion |
|---|---|---|
| Vingearme (sweeps) | Pine eller lokal teak/mahon | Bærer sejlrammer og overfører løft til vindaksel |
| Sejl (canvas) | Hør- eller hampelærred, ofte indfarvet med kopper- eller tjæreblanding | Opspændes efter vindstyrke; rulles partially ind (reefing) ved opstivende passat |
| Bremse (brake band) | Læder eller kæde på egetræstromle | Stopper møllen momentant ved uvejr, maskinskade eller skift af tandhjul |
St. Croix-møllerne havde oftest fire sejl; seks forekom, men krævede mere vedligehold. Når vinden frisktede, kunne opsynsmanden rulle lærredet til det halve for at undgå overspeed (scudding). En fuld rotation på omkring 12 omdrejninger i minuttet var tilstrækkelig til at drive de tre tunge ruller.
Kraftoverførsel fra vind til saft
- Vindaksel (windshaft): Hult jernrør eller massiv kongemønt af hardwood. Bag sejlene bar den brake wheel – et stort tandhjul med udskiftelige egetræstænder.
- Wallower: Lille lodret hjul på toppen af den vertikale aksel (upright shaft). Her overførtes vandret rotation til lodret bevægelse.
- Vertikal aksel: Egetræ, forstærket med jernbånd; løb gennem hele tårnets højde. På udvalgte etager sad smøre-skåle fyldt med svinefedt blandet med kulstøv for at mindske friktion.
- Spur gear & trundles: I stueetagen greb et stort tandhjul (great spur) fat i tre små hjul forbundet til hver af de tre valsede sukkerrørsknusere.
- Cane mill: De tre ruller af støbejern (tidligt: træ med jernskinner) sad i en U-ramme af hvidt mahognitræ. Afstanden kunne justeres med kiler, så udtjent bagasse blev knastør.
Saftens vej til kogehuset
Når rørene blev fodret mellem de roterende valser, blev fibrene (bagasse) kastet bagud gennem en skakt, mens den sødlige saft faldt ned i en kobberforet trætruget under møllen.
- Render: Juicen fulgte tømmerrender med svag hældning, ofte forseglede med bitumen, til det nærtliggende boiling house.
- Filtrering: Undervejs passerede den et sold med heste- eller eselhår for at fjerne fibre.
- Modtagelseskedel (clarifier): Første station i kogehuset, hvor kalk blev tilsat for at neutralisere syrer og forbedre krystallisering.
- Varmesløjfe: Den tørre bagasse, nu næsten uden saft, blev læsset på hovedet af drager til fyring under kobberkedlerne – et selvdrevent kredsløb.
Vedligeholdelsespunkter
En velholdt mølle kunne køre 16-18 t pr. døgn i crop-sæsonen. For at det kunne lade sig gøre, var følgende nøglerutiner afgørende:
- Udskiftning af færdigt slide-tænder (cogs) – ca. 50-60 stk. hver sæson.
- Daglig smøring af aksel og tandhjul hvert andet skift.
- Læderlappering af sejl og udskiftning af flige efter troperegn.
- Justering af bremsebånd for at forhindre runaway under pludselige vindstød.
Sammenfattet var tårnmøllen på St. Croix et fintkalibreret samspil af europæisk mekanik, karibisk byggemateriale og tvangsarbejdets eksperthænder. Når passatvinden fyldte sejlene, summede hele komplekset som én uafbrudt kæde: fra koralstenstårnet over træ- og jernhjul til den skoldhede sirup i kedlerne – fundamentet for den dansk-vestindiske sukkerøkonomi.
Drift i praksis: bemanding, sæson og vedligehold
Så snart regntiden ebbede ud i november, begyndte crop-sæsonen på St. Croix. Fra december til april/maj var hele plantagens rytme indrettet på ét mål: at få så meget saft som muligt presset ud af friskhøstede stokke, før sukkerindholdet faldt. Vindmøllen var derfor hjertet i et døgnåbent system, hvor marker, mølle og kogehus arbejdede i en stramt timet kæde.
Fra mark til møllemund
- Skæring: Rørene blev hugget med mancheter i lange ranker af feltgange på op til 40 personer.
- Transport: Friske bundter blev læsset på oksekærrer eller slæder og kørt til møllepladsen. Turen måtte ikke overstige få timer, da fordampning allerede dér kostede sukker.
- Fodring: Ved selve møllegangen stod 4-6 arbejdere, de såkaldte feeders, som stak rørene ind mellem valserne i takt med vingerne. Restprodukterne, bagasse, blev lyndumpet til tørring til senere fyring under kogekedlerne.
Døgnrytmen i crop-time
Møllen kørte, når vinden blæste – og vinden blæste oftest om natten. Derfor lå de typiske arbejdspas fra kl. 16 til 04 og fra 04 til 16. Lyset kom fra olielamper, og støjen fra tandhjulene blandede sig med kommandoråb på kreolsk, danskkun og afrikanske tungemål.
| Funktion | Antal | Opgaver |
|---|---|---|
| Møller (overseer) | 1 fri hvid/creol | Styrede vindretning, sejlføring og tempo; dokumenterede produktionen. |
| Vind- & sejlhold | 2-3 enslaverede | Drejede hatten med halestang, hejste/rev sejl, lagde bremse på. |
| Feeders | 4-6 enslaverede | Fodrede valserne, fjernede bagasse, holdt området rent. |
| Smed | 1 (delte tid ml. flere plantager) | Smed knive, hestesko, metalbøjler, reparerede aksler. |
| Tømrer/tandhjulsmager | 1-2 | Udskiftede trætænder, justerede gear, forarbejdede lokalt lignum vitae eller mahogni. |
| Smøredreng | 1 | Doserede tælle eller svinefedt på lejer og gear for hver anden time. |
Vindstyrke og sejlføring
- Let passat (2-4 Bft): Alle fire sejl fuldt udslået. Lav knusningseffekt, men nok til kontinuerlig saftstrøm.
- Frisk vind (5-6 Bft): Sejlene rebes én fjerdedel for at holde omdrejninger under ca. 15 pr. minut. Overskrides dette, splintres trætænderne.
- Kuling & byger: Hatten blev drejet bak; bremsen – en træklods presset mod det store brake-wheel – blev slået i, og produktionen stoppede midlertidigt.
Vedligehold og slid
Trægearet – oftest guaiac- eller lignum vitae-tænder i egetræs-kranse – var vindmøllens svageste punkt. En tand kunne holde 2-3 sæsoner, hvorefter den blev slået ud og erstattet i nattens løb. Lejerne blev smurt hver to timer; tørt leje lugtede brændt og varslede kostbar reparation. Vingenav og aksel var af smedet jern, men resten af konstruktionen forblev i træ for at kunne repareres lokalt og billigt.
Sikkerhed – Og mangel på samme
Ulykker var hyppige: Et øjebliks forkert håndplacering mellem valserne kunne koste en arm. Derfor brugte feeders lange stokke til at presse de sidste rør ind. Ved stormskader fløj vingestumper som sværd gennem luften; tvangsarbejderne blev beordret ind i det tykke koralstens-tårn, mens plantageejeren holdt øje ude fra sikker afstand.
Reservekraft ved vindstille
Passatvinden er stabil, men ikke konstant. Når vingerne stod stille, slog man over på:
- Capstan-mølle: Seks til otte okser drejede en horisontal bom forbundet til de samme valser via en krumtap.
- Håndmølle: To-fire arbejdere gik i ring om en lodret aksel – sidste udvej, kun brugt til at få den sidste saft ud, før rørene fordærvede.
Disse løsninger gav dog kun en brøkdel af vindmøllens kapacitet og hævede samtidig forbruget af tvangsarbejde markant. Alt motiverede derfor plantagerne til at holde vindmøllen i gang, uafbrudt, så længe passatvinden tillod det.
Risici, økonomi og forandring: orkaner, regulering og vejen mod damp – samt efterliv
St. Croix ligger direkte i orkanbæltet, og selv om passatvindene var en gave til sukkerindustrien, kunne tropiske storme forvandle mølletårnene til ruin på få minutter. Vindmøllernes fire lange vinger – dækket af lærred – var de mest udsatte. Når et sejl først rev sig løs i stormstyrke, fulgte de tunge træarme ofte med, og den roterende hat kunne blive revet af og styrte ned gennem taget på murværket. Koralstensmurene tog sig bedre ud efter en storm end de lette træmøller i andre kolonier, men salt, fugt og slagregn åd langsomt mørtlen og krævede konstant re-pointing.
Omkostninger ved opførelse og løbende drift
| Post | Anslået omkostning ca. 1780 (rigsdaler) | Kommentar |
|---|---|---|
| Koralstensmur, 3-4 etager | 2.500-3.000 | Lokale sten, men kalkmørtel importeret fra Danmark |
| Roterende hat & fire sejl | 1.200 | Pitch pine og lærred, udskiftning hvert 5.-7. år |
| Tandhjul og aksler | 800 | Mahogni og lignum vitae; tænder udskiftet årligt |
| Løn til specialiseret arbejdskraft | – | Enslaverede tømrere og smede – ingen direkte lønudgift, men høj kapitalbinding |
| Årlig vedligehold | ca. 8 % af anlægsprisen | Olier, reservedele, reparation efter storme |
Med en samlet anlægspris på op mod 5.000 rigsdaler var vindmøllen den næststørste investering på plantagen efter sukkerkogehuset. Genopbygning efter en orkan kunne koste op til halvdelen af den oprindelige pris, og nogle plantagere valgte ved gentagne skader at skifte til animal mills eller senere damp.
Lovgivning, arbejdskraft og vedligehold efter 1803
- 1803: Ophør af den danske transatlantiske slavehandel
Indførte et gradvist arbejdskraftunderskud. Plantagerne måtte værne om de faglærte håndværkere, de allerede ejede, og tilbyde bedre kost for at reducere flugtforsøg og sygdom. - 1807-1815: Napoleonskrigene
Handelsblokader drev prisen på lærred, metaller og fyrretræ i vejret. Resultatet var, at nogle møller måtte køre med forkortede sejl eller lave improviserede reparationer med lokalt træ, hvilket igen øgede risikoen for ulykker. - 1820: Kolonial bekendtgørelse om bygningssikkerhed
Krævede inspektion af møllevinger og bremseudstyr én gang årligt af en autoriseret møllemand. Plantager, der ikke efterkom, risikerede bøder på 50 rigsdaler.
De første dampmaskiner på st. Croix
Fra 1810’erne dukkede de første high-pressure steam engines op på større godser som Estate Bethlehem og La Grange. De var dyre – over 15.000 rigsdaler – men lokkede med uafhængighed af vind og mulighed for at køre døgnet rundt.
- 1816: Estate Springfield importerede en 12 hk Boulton & Watt-maskine. Plantagen rapporterede 18 % højere sukkeraftapning det første år.
- 1824: Kolonialregeringen gav afgiftslettelser på kul for plantager, der installerede damp.
- Efter 1830: Brændselspriser faldt, og vindmøllerne blev gradvist relegere t til backup eller blev blot stående som lagerbygninger.
Efterliv og kulturarv
I dag står over 90 koralstenstårne spredt ud over St. Croix, mange uden hatten, men med deres karakteristiske koniske profil intakt. Lokale grunde ville ofte bruge dem som:
- Udsigtstårne eller belvederes
- Cisterner til regnvand
- Romantiske kulisser i bryllupsfotografier
Bevaringslovgivningen fra 1972 sikrer, at mølletårne over 50 år ikke må nedrives uden særlig tilladelse. Estate Whim Museum driver den eneste restaurerede mølle med rekonstruerede sejl, som lejlighedsvis demonstreres i lav hastighed for turister – et sjældent vindpust fra øens sukkerhistorie.