De koniske mølletårne på St. Croix er rester af et produktionslandskab, hvor vindkraft og slavegjort arbejdskraft blev sat ind i sukkerindustrien. Mellem 1760 og 1830 var vindmøllen et vigtigt led i mange plantagers drift, men den stod sjældent alene. Dyremøller fortsatte som supplement, og dampkraft afløste ikke vinden fra den ene dag til den anden.
Vindkraft i plantageøkonomien
Efter det dansk-vestindiske kompagnis køb af St. Croix i 1733 voksede plantageproduktionen. Mange af de bevarede mølletårne stammer fra anden halvdel af 1700-tallet. Placeringen skulle give adgang til vind og samtidig hænge sammen med transporten af sukkerrør og saft.
Et tårn på en højderyg kunne fange vinden, men ikke alle møller stod i samme højde eller havde ens dimensioner. Historiske kort viser både vind- og dyremøller. Man skal skelne mellem antallet af symboler på et kort, antallet af møller i drift i et bestemt år og det samlede antal anlæg opført gennem tiden.
Becks kort fra 1754 og senere bearbejdninger samt Oxholms kort udgivet i 1799 giver mulighed for at undersøge udbredelsen. Nye påtegninger kan vise ændringer på en ejendom, men er ikke altid lige præcise i placeringen. Derfor bør de læses sammen med plantageregistre og bevarede ruiner.
Fra sejl til knusevalser
Vindmøllens murede tårn bar en drejelig overbygning med vindaksel og sejl. På den hollandske mølletype, som kendes fra St. Croix, kunne hatten drejes, så vingerne vendte mod vinden, mens selve tårnet stod fast. En lang stang fra overbygningen blev brugt ved drejningen.
Inde i møllen overførte aksler og tandhjul kraften til knuseværket. Den tidlige type havde tre opretstående, jernbeklædte valser. Sukkerrørene blev presset mellem valserne for at udvinde saften. Mekanikken krævede betydelig kraft og løbende tilsyn.
Saften blev ført videre til sukkerkogningen. De pressede fibre, bagasse, kunne tørres og bruges som brændsel. Møllen fremstillede altså ikke færdigt sukker alene; den var første mekaniske led i en længere proces.
Kogehuset som næste led
Efter presningen skulle saften behandles og inddampes, før sukkeret kunne skilles fra den resterende sirup. Kogning og håndtering af varme beholdere krævede både erfaring og fysisk arbejde. Plantagens bygninger og forbindelserne mellem dem skal derfor forstås som et samlet anlæg.
Et mølletårn uden kogehus fortæller kun en del af historien. Se også efter render, fabriksbygninger, ovne og andre produktionsspor, når du undersøger en plantage. Sporene kan tilhøre forskellige perioder og behøver ikke alle at have været i drift samtidig.
Arbejdet bag maskinen
Sukkerøkonomien var baseret på slaveri. Slavegjorte mennesker dyrkede og høstede rørene, transporterede dem og udførte arbejdet ved mølle og sukkerkogning. Håndværkskundskaber var også nødvendige ved opførelse og vedligeholdelse af bygninger og maskiner.
Under høsten hastede behandlingen af de skårne rør. Driften kunne derfor fortsætte både dag og nat i skiftehold. Det gav et hårdt arbejdsliv omkring bevægelige valser, tunge dele og varme kedler. Møllens produktivitet må ikke forveksles med gode forhold for dem, der betjente den.
Der findes ikke én fast bemanding eller én arbejdsdag, som kan overføres til alle plantager i hele perioden. Tal om arbejdstimer, antal arbejdere og daglig kapacitet kræver oplysninger fra den konkrete ejendom og tid.
Vedligeholdelse og reservekraft
Vindens variation gjorde regulering af sejl og overbygning vigtig. Slid, storme og skader kunne standse driften, og træ, metal og murværk måtte repareres. Et tårn, der står bevaret i dag, siger ikke nødvendigvis noget om tilstanden på de forsvundne bevægelige dele.
Dyremøller brugte trækkraft fra dyr, som gik rundt om det centrale knuseværk. De kunne fortsat have en rolle ved siden af vindmøllen, blandt andet når vinden svigtede. På flere ejendomme kan spor af begge mølletyper stadig undersøges. Det var ikke nødvendigvis den samme maskine, der blot blev koblet om fra vind til dyr.
Dampens langsomme gennembrud
Hogensborg forbindes med øens første dampmølle. Maskinen ankom i 1814, og driften omtales i forbindelse med høsten i 1816. Tidlige driftsproblemer var en hindring for hurtig udbredelse.
Vind, dyr og damp eksisterede derfor side om side. En historisk statistik for 1857 angiver stadig 80 vindmøller sammen med 62 dampmøller og fire dyremøller. Det viser, hvorfor perioden efter 1830 ikke kan beskrives som vindkraftens pludselige ophør.
Den danske transatlantiske slavehandel blev forbudt fra 1803, men slaveriet på øerne fortsatte til 1848. Teknologisk udvikling og juridisk frigørelse var forskellige forløb; en ny drivkraft gjorde ikke i sig selv arbejdet frit.
Mølletårnene som kulturarv
Estate Whim er et vigtigt sted for formidlingen af møllernes historie. Her findes et rekonstrueret mølleanlæg. Kontroller den aktuelle adgang og formidling inden besøget; en historisk restaurering er ikke et løfte om, at maskinen demonstreres på en bestemt dag.
Andre tårne er ruiner eller ligger på private ejendomme. Oplev dem fra lovlig adgang og undlad at klatre på murværket. Deres værdi ligger både i teknologien og i de spor, de bevarer af plantageøkonomiens tvang, arbejde og landskabsforandringer.
