Sved, sukker og skibskanoner. Få andre steder i dansk historie smelter så mange dramaer sammen som i fortællingen om salget af Dansk Vestindien – de tre caribiske perler Skt. Thomas, Skt. Jan og Skt. Croix. Her finder vi både den søde duft af rom og den bitre eftersmag af slaveri, det politiske magtspil på Christiansborg og de strategiske nervetråde, der nåede helt til Det Hvide Hus og tyske generalstabe.
I 1917 satte Danmark sin signatur på en check på 25 millioner gulddollar, udstedte den til USA – og vinkede farvel til næsten 250 års kolonihistorie. Men hvorfor solgte vi egentlig? Var kassen virkelig tom, eller lurede større trusler bag horisonten? Hvem gamblede med rigets sikkerhed, og hvem håbede på en ny begyndelse under Stars and Stripes?
I denne artikel dykker vi ned i pengene, magten og arven, der ændrede skæbner på begge sider af Atlanten. Fra sukkerplantagernes blodige fundament til folkeafstemningens vilde politiske fnidder – og frem til nutidens diskussioner om undskyldninger og mindekultur. Læn dig tilbage, og lad os sammen følge sporene, der førte til det mest spektakulære ejendomssalg i danmarkshistorien.
Fra sukker, slaveri og trekantshandel til underskud: økonomien, der pressede Danmark til et salg
Da Danmark i 1600-tallet gik ind i den transatlantiske trekantshandel, blev Sankt Thomas (1672) og siden Sankt Jan (1718) annekteret af danske handelskompagnier. I 1733 købte man Sankt Croix af Frankrig, og i 1755 overgik alle tre øer til at være kronkoloni. Målet var krystalklart: at fremstille sukker til det europæiske marked ved hjælp af tvangsarbejde fra Afrika.
Sukkeræraen – Kort fortalt
| Ø | Nøglefunktion | 1800-tals nøgletal |
|---|---|---|
| Sankt Croix | Plantage- og sukkerproduktion | ≈ 200 plantager; > 21 000 enslaved (1803) |
| Sankt Thomas | Handels- og frihavn (fra 1764) | Charlotte Amalie blev Caribiens 3. største by ca. 1850 |
| Sankt Jan | Mindre plantageø (kaffe & sukker) | Knapt 1000 indbyggere 1800 |
Ifølge Lex.dk toppede eksporten omkring 1790’erne, hvor sukker udgjorde helt op til 97 % af koloniens indtægter. Økonomien hvilede med andre ord fuldstændigt på slaveriet – indtil guvernør Peter von Scholten proklamerede ophævelsen af slaveriet 3. juli 1848.
Fra guldæra til røde tal
- Arbejdskraft forsvandt – de frigivne arbejdede kun mod højere løn eller forlod plantagerne helt.
- Jordudpining – ensidig sukkerdyrkning havde udpint Sankt Croix’ jorde; udbyttet faldt markant.
- Faldende verdenspriser – industrialiseringen af sukkerroen i Europa pressede priserne med over 50 % 1850-1900.
- Storme & tørke – hyppige orkaner (fx 1867) og tørkeperioder ramte produktionen hårdt.
Kombineret betød det, at kolonien efter 1848 hvert år kostede den danske stat penge. I 1860’erne lød statsrevisorernes kritik på, at øerne trak over ½ mio. rigsdaler årligt i underskud – svarende til 2-3 % af statens samlede indtægter (TV 2).
Øboernes voksende frustration
Social uro fulgte de økonomiske problemer:
- ‘Fireburn’-opstanden 1878 på Sankt Croix – brændte store dele af Frederiksted af og tvang nye arbejdskontrakter igennem.
- Strejker 1915-16 – især sukkerarbejdere krævede højere løn og bedre vilkår (Lex.dk).
Hvorfor ikke bare leve af handlen på sankt thomas?
Frihavnen Charlotte Amalie forblev en vigtig naturhavn – især som kulstation for dampskibe – men fortjenesten herfra kunne ikke dække:
- Administrationsudgifter, militær og domstole
- Vedligehold af havne og offentlige bygninger
- Kroniske tab på sukkerproduktionen på Sankt Croix
Allerede i 1852 blev et muligt salg diskuteret i Rigsdagen (Wikipedia), og i 1866 anbefalede en officiel kommission at afhænde øerne, fordi de ikke længere var en god forretning
(TV 2). Dermed var grundstenen lagt til de senere – og først i 1917 realiserede – salgsovervejelser.
Konklusion: Skiftet fra sukkereventyr til strukturel krise efter slaveriets ophævelse gjorde Dansk Vestindien til en økonomisk byrde. Når Danmark senere sagde ja til at sælge, var det derfor ikke kun storpolitik, men også nøgtern bundlinjelogik.
Usolgte forsøg og storpolitik: 1867, 1902 – og hvorfor USA igen bankede på
Da debatten om at skille sig af med Dansk Vestindien for alvor tog fart i midten af 1800-tallet, var det ikke første, men heller ikke sidste gang, at Danmarks flag var på vej ned fra forterne i Charlotte Amalie. To gange – i 1867 og 1902 – så et salg til USA ud til at være en done deal, men begge initiativer kuldsejlede, hver gang på grund af hjemlige eller amerikanske magtspil. Samtidig voksede den strategiske værdi af øerne hastigt, efterhånden som USA blev Caribiens dominerende aktør og Panamakanalen ændrede hele regionens søkort.
1867: En aftale på 7,5 mio. Gulddollar, der druknede i washington
- Baggrunden: Øernes økonomi var i frit fald efter slaveriets ophævelse (1848), og regeringen i København ville af med en koloni, der hvert år trak penge ud af statskassen.
- Forhandlingen: Den 24. oktober 1867 blev Danmark og USA enige om at sælge Skt. Thomas og Skt. Jan for 7,5 mio. amerikanske gulddollar.
(Det mindre, men sukker-rige Skt. Croix blev holdt udenfor, fordi De Vestindiske Plantageejere og danske toldmyndigheder stadig håbede på et økonomisk comeback dér). - Politisk godkendelse: Aftalen gled hurtigt gennem den danske Rigsdag, men strandede i det amerikanske senat, hvor stemningen var præget af indrigspolitiske stridigheder under Rekonstruktions-perioden efter borgerkrigen. Flere senatorer så ingen grund til at bruge millioner på to caribiske øer, der netop var blevet ramt af både orkan og jordskælv i efteråret 1867. (Videnskab.dk)
- Resultatet: Traktaten udløb i marts 1870 uden ratifikation – og salget faldt til jorden.
1902: 5 mio. Dollar, partipolitisk drilleri – Og et nej i landstinget
- Ny kurs i Washington: På tærsklen til det 20. århundrede var USA blevet øernes altdominerende handelspartner, og marinen ønskede en kul- og forsyningsbase midt i Caribien.
(Lex.dk) - Traktatens indhold: I januar 1902 forhandlede udenrigsminister J.N. Deuntzer en komplet afståelse af alle tre øer til USA for 5 mio. dollar – nu var også Skt. Croix med.
- Det danske sammenbrud: USA’s senat ratificerede straks med stort flertal, men hjemme i København fik aftalen kniven. Højrefløjen i Landstinget – der selv havde godkendt forhandlingerne – brugte pludselig sagen som pressionsmiddel mod den radikale-venstre regering og stemte nej i december 1902. Årets politiske julegave var dermed et diplomatisk antiklimaks, som amerikanerne næppe glemte. (Videnskab.dk)
Panamakanalen og det nye geopolitiske puslespil
Da Panamakanalen åbnede i 1914, lå Charlotte Amalie pludselig som et knudepunkt på ruten mellem Atlanterhavet og Stillehavet. Den dybe havn var perfekt som brændsels- og reperationsstation for flådefartøjer og handelsskibe. USA’s handelsstrømme gennem kanalen voksede eksplosivt – og øerne, der én gang var blevet fravalgt, var nu en strategisk brik, Washington ikke ville se lande i de forkerte hænder. (Lex.dk)
1. Verdenskrig: Frygten for en tysk marinebase og dansk afmagt
- Amerikansk sikkerhedskalkule: Skulle Danmark – formelt neutralt, men geografisk udsat – falde under tysk pres, kunne Kejserriget etablere en flådebase i Charlotte Amalie. Det ville true Panamakanalen og de amerikanske østkystbyer. Washington ønskede derfor enten et købstilbud eller i værste fald en de facto besættelse af øerne.
- Dansk bekymring: I København frygtede man netop en amerikansk militæraktion, hvis ikke et salg blev gennemført. Samtidig var øernes kolonistyrker små, og strejker blandt den sorte arbejderklasse (1908, 1915-16) gjorde det tydeligt, at lokal uro kunne løbe løbsk. (Videnskab.dk)
Konklusion: De to kuldsejlede salg trak dybe spor. USA lærte, at politisk timing var altafgørende, mens Danmark oplevede, at hver ny runde blot forringede forhandlingspositionen økonomisk. Da verdenskrigen ændrede sikkerhedsbalancen, var en tredje forhandlingsrunde derfor næsten uundgåelig: strategiske hensyn, ikke sukkerøkonomi, var nu afgørende. Dermed var banen kridtet op til aftalen i 1916 – og det endelige farvel et år senere.
1916–1917: Pengene, folkeafstemningen og magtspillet bag beslutningen
Mens krudtrøgen fra 1. verdenskrig drev ind over Atlanten, foldede et intenst politisk drama sig ud i København. Det varede blot otte måneder – men ændrede dansk kolonihistorie for altid.
- 4. august 1916: Danmark og USA underskriver en købsaftale.
- Pris: 25 mio. US-dollar i guld (≈ 99 mio. kr. dengang, svarende til > ½ mia. kr. i dag).
- Til gengæld anerkender USA Danmarks krav på hele Grønland – en afgørende diplomatisk bonus (Lex.dk).
- August-oktober 1916: Indenrigspolitisk fnidder (Videnskab.dk).
- Udenrigsminister Erik Scavenius afviser i Rigsdagen, at der foregår forhandlinger – blot for at blive afsløret få dage senere (Kristeligt Dagblad).
- Venstre og Højre/Det Konservative Folkeparti ønsker valg; Det Radikale Venstre (regeringspartiet) frygter splittelse midt i krigen.
- Kong Christian X træder ind og foreslår folkeafstemning som kompromis.
- 14. december 1916: Danmarks første landsdækkende folkeafstemning.
- Ja: 283 , , 669 stemmer (≈ 64 %)
Nej: 157 , , 596 stemmer - Stemmeprocent kun ca. 40 %. Kvinder og tjenestefolk havde netop fået stemmeret i 1915 og var uvante med processen; emnet føltes fjernt for mange.
Partiernes officielle linjer (Videnskab.dk) For salg Imod salg Splittet Det Radikale Venstre
SocialdemokratietDet Konservative Folkeparti Venstre Modstandernes retorik: “Et salg vil vise verden, at Danmark
bryder i mødet med stormagtspres
– i morgen kan Island eller Færøerne stå for tur” (Videnskab.dk). - Ja: 283 , , 669 stemmer (≈ 64 %)
- 31. marts 1917 – “Transfer Day”:
- Stars and Stripes hejses over Charlotte Amalie; øerne omdøbes senere til United States Virgin Islands.
- Handlen effektueres blot fem dage, før USA erklærer Tyskland krig (6. april 1917) – et perfekt tidsvindue, der minimerer tysk protest (Kristeligt Dagblad).
- Overdragelsens fulde ordlyd kan stadig læses på Retsinformation.
Bemærk: Den officielle proces inddragede ikke befolkningen på øerne (TV 2, Lex.dk). På Skt. Croix organiserede fagforeningslederen David Hamilton Jackson sin egen afstemning: 4.027 for, 7 imod et amerikansk køb – en tydelig markering af lokale forventninger (Videnskab.dk).
Med 25 mio. dollar i statskassen, Grønland erkendt som dansk, og risikoen for en amerikansk militær besættelse afværget, kunne regeringen kalde aftalen “heldig” (Kristeligt Dagblad). Tilbage stod dog spørgsmålet om, hvem der egentlig fik lov at definere skæbnen for de 26.000 vestindere – et spørgsmål, som stadig klinger i dagens eftertidsdiskussioner.
Hvem vandt hvad? USA’s basebehov, Grønlandskortet – og de skuffede håb på øerne
Handlen mellem København og Washington var alt andet end et simpelt ejendomssalg. Når vi spørger “hvem vandt hvad?”, lander svaret på tre forskellige planer – sikkerhedspolitik, penge & prestige samt de lokale håb på øerne.
1. Usa’s geopolitiske jackpot
- En usænkelig flådebase: Naturhavnen ved Charlotte Amalie på Skt. Thomas lå midt i de atlanterhavsruter, der fra 1914 havde fået ny betydning efter åbningen af Panamakanalen. Med købet fjernede USA risikoen for, at Kaiserreichets ubåde eller krigsskibe kunne etablere et stop på vej mod Golfen.
(Lex.dk; Videnskab.dk) - Timing på krigsuret: Overdragelsen fandt sted 31. marts 1917 – blot fem dage før USA erklærede Tyskland krig. Den hurtige formelle overgang begrænsede tyske diplomatiske indsigelser, mens den amerikanske flåde allerede kunne hejse Stars and Stripes på forterne.
(TV 2 tidslinje; Kristeligt Dagblad) - Monroe-doktrinen i praksis: Købet cementerede USA’s ambition om at være den ubestridte stormagt i Caribien og føjede endnu et territorium til et bælte, der allerede talte Puerto Rico, Guantánamo Bay og Panamakanalzonen.
2. Danmarks ”guld- og grønlandskort”
| Udbytte | Detalje |
|---|---|
| 25 mio. USD i guld | ≈ 100 mio. kr. i 1917 – rundt regnet en fjerdedel af statsbudgettet. I 2020-penge svarer beløbet til ca. 554 mio. USD. (Kristeligt Dagblad; Wikipedia) |
| Amerikansk anerkendelse af dansk suverænitet over hele Grønland | USA kvitterede i samme traktat for Danmarks krav mod canadiske og norske interesser. Det blev et kraftfuldt kort i den arktiske politik helt frem til i dag. (Lex.dk; Videnskab.dk) |
| En politisk ”brandlukker” | Salget afsluttede årtiers økonomisk hovedpine omkring Vestindien og gav regeringen Zahle & Scavenius en udenrigspolitisk sejr midt i krigen. |
3. Øboernes blandede facit
- Forventninger: Mange cruzianske arbejdere og handelsfolk stemte for salget i David Hamilton Jacksons uofficielle folkeafstemning (4 027 for / 7 imod) og håbede på højere løn, flere investeringer og et reelt demokrati under stjernerne og striberne.
- Virkelighed: Øerne – nu United States Virgin Islands – forblev et militært territorium uden stemmeret i Kongressen, og sukkerpriserne forblev lave. Det store økonomiske opsving lod vente på sig, og mange lokales forhåbninger blev derfor hurtigt erstattet af skuffelse.
(Kristeligt Dagblad)
4. Efterklang og erindring
Med overdragelsen afrundede Danmark knap 250 års kolonitilstedeværelse i Caribien – og blev ifølge Kristeligt Dagblad den sidste europæiske stat, der direkte solgte en koloni. Handlen sidder derfor dybt i den danske selvforståelse: Som et økonomisk kup, et moralsk eftermæle og et åbent spørgsmål om ansvar, der stadig diskuteres ved folkekøkkener, akademiske konferencer og på øernes Transfer Day-markeringer den 31. marts.
Arven i dag: kilder, mindekultur og hvad vi stadig diskuterer
Når man i dag åbner døren ind til historien om Dansk Vestindien, står man ikke længere blot med et støvet dokument i hånden. Arven er blevet formidlet, digitaliseret – og omdiskuteret – som aldrig før.
Kilderne: 1,2 hyldekilometer på din skærm
Rigsarkivet har scannet omkring 5 millioner billedfiler – svarende til godt 1,2 hyldekilometer af koloniens breve, retsprotokoller, kirkebøger og plantageregnskaber. Siden 1997 har denne samling været optaget på UNESCOs Memory of the World-liste, og det betyder, at du i princippet kan følge en indkøbt afrikansk slave fra læsningen på et skib til en domstolsafgørelse over 100 år senere.
- Rigsarkivets Vestindien-samling – gratis adgang og søgbart på person-, sted- og emneniveau.
Hvor finder jeg den store sammenhæng?
Lex.dk binder kilderne sammen med forskningsbaserede overblik. Her finder du:
- Introduktion til trekantshandel, slaveoprør og 1916-strejkerne.
- Taler og dokumenter fra 100-årsmarkeringen af Transfer Day.
- Henvisninger til nyere debatter om undskyldning og erstatning.
Ønsker du dybere ned i politikken bag salgsbeslutningen, giver Videnskab.dk en lettilgængelig indgang til samtidens kriser, partipolitik og storpolitiske kalkuler.
Minderne der fejres – Og dem der smerter
| Dato / mærkedag | Hvad markeres? | Hvorfor er den vigtig? |
|---|---|---|
| 31. marts – Transfer Day | Overdragelsen fra Danmark til USA (1917) | Flagceremonier på Red Hook, Charlotte Amalie og Christiansværn; påpeger skiftet fra dansk til amerikansk suverænitet. |
| 1. november – David Hamilton Jackson Day | Fagforeningslederens kamp for pressefrihed (1915) og uofficiel folkeafstemning (1916) | Viser den lokale befolknings aktive rolle i spørgsmålet om salg og rettigheder. |
Debatten i danmark: Undskyldning eller ej?
De seneste to årtier har politikere, historikere og aktivister diskuteret, om Danmark bør give en officiel undskyldning for slavehandlen. Regeringer har tøvet, mens meningsmålinger viser delte holdninger. Lex.dk’s temaartikler samler argumenterne for og imod og illustrerer, hvordan erindringspolitikken fortsat former vores syn på kolonitiden.
Din lyn-guide til mere viden (og gode links til læserne)
- TV 2: Tidslinje og økonomiske nøgletal
- Wikipedia: Basisfakta og kort
- Lex.dk: Forskning, taler og kilder (overblik 1672-1917)
- Videnskab.dk: Politik, strejker og folkeafstemning (feature-serie)
Rejseguidens ansvar
Besøger du i dag US Virgin Islands, mærker du stadig kolonitidens aftryk i byplaner, forter og gadenavne. Men fortællingen er ikke kun dansk – den er også afro-karibisk og amerikansk. Som ansvarlig rejseskribent bør du derfor:
- Holde historien om plantagerne og slaveriet levende i dine anbefalinger.
- Linke til de primære kilder, så læserne selv kan udforske baggrunden.
- Fremhæve lokale guider og museer (f.eks. Fort Christiansværn eller Estate Whim Museum), der giver plads til øboernes perspektiver.
Kilderne er tilgængelige, mindekulturen er aktiv, og debatten er langt fra afsluttet. Arven efter Dansk Vestindien er med andre ord ikke blot noget, vi fortæller om – den er noget, vi fortsat forhandler om, hver gang vi åbner en digital protokol, ruller et flag den 31. marts eller sætter fødderne på de gamle brosten i Charlotte Amalie.