Sveden perler på panden, trommerne buldrer uden for Fort Frederik, og hundredvis af mænd, kvinder og børn råber én og samme sætning: “Frihed nu!” Øjeblikket er 3. juli 1848, stedet er St. Croix, og manden, der snart skal ændre Jomfruøernes historie for altid, hedder Peter von Scholten.
Men hvordan havnede en dansk officer midt i et brændpunkt af koloniale spændinger, økonomiske interesser og menneskelige drømme om frihed? Hvem var mennesket bag uniformen – den generalguvernør, som både blev hyldet som helt og udskældt som landsforræder?
I denne artikel følger vi von Scholtens vej fra ung artilleriløjtnant til øernes ubestridte magthaver, dykker ned i hans reformiver, hans omdiskuterede forhold til den frie farvede plantejer Anna Heegaard, og den dramatiske dag, hvor han – med ét pennestrøg – proklamerede alle slaver i Dansk Vestindien “frie og for bestandig”.
Tag med, når vi udfolder historien om frigivelsen, efterspillet og det brogede eftermæle – fra arbejdsreglementer og retssager i København til nutidens Emancipation Day. Velkommen til Virgin Islands History – din adgangsbillet til en af Danmarks mest fascinerende kolonihistorier.
Fra officer til generalguvernør: Baggrund, karriere og reformer
Peter von Scholten (1784-1854) var en sjælden skikkelse i det danske kolonistyre: en mand, der både var en del af eliten og samtidig – i sine egne ord – så sig selv som “øernes tjener”. Han voksede op på St. Thomas, hvor hans far var stationeret som officer, og kendskabet til øerne og deres befolkning fulgte ham hele livet.
Fra kadet til koloniens øverste embedsmand
- Militær begyndelse: Som bare 12-årig blev Peter kadet i den danske hær. Tjenesten bragte ham tidligt tilbage til Vestindien, hvor han lærte både dansk, engelsk, fransk og det kreolske Negerhollands.
- Lokalt netværk: Evnen til at tale de lokales sprog, samt et omdømme for at “løbe patrulje selv i den tropiske middagshede”, gjorde ham populær blandt både hvide soldater, frie farvede og enkelte plantageejere.
- Udpegning som guvernør: I 1827 blev han udnævnt til generalguvernør for alle tre øer – St. Thomas, St. John og St. Croix. Udnævnelsen kom, efter at han som interim-guvernør havde tacklet en række piratangreb og en gulfeber-epidemi med fast hånd.
Samarbejde og spændinger med plantagearistokratiet
Von Scholten var afhængig af plantageejerne for skatteindtægter og milits, men han delte ikke nødvendigvis deres syn på race og arbejdskraft:
- Han talte for en moderat linje, hvor slavearbejdets hårdeste former skulle afløses af kontraktarbejde.
- Plantørerne frygtede, at enhver indrømmelse ville undergrave deres autoritet. De klagede ofte til København over hans “alt for liberale idéer”.
- Samtidig vidste von Scholten, at de kongelige kasser var tomme, og at øernes økonomi krævede investeringer i havne, veje og sundhed – områder hvor ejerskabet ikke var villige til at betale.
Anna heegaard – Privat partner og politisk barometer
Uden for den formelle magtsfære stod Anna Heegaard, en velhavende, fri farvet kvinde. Hun og von Scholten dannede et offentlig kendt, men ikke kirkeligt velsignet parforhold. For samtidens hvide danske eliter var relationen skandaløs; for mange lokale blev Heegaard et symbol på muligheden for social mobilitet:
“Hos Heegaard diskuterede guvernøren alt – fra kanalbyggeri til skoleforhold,” noterede en dansk rejsende i 1838. “Hendes salon var broget som øerne selv.”
Heegaard ejede jord, drev handelsvirksomhed og støttede von Scholtens skole- og sundhedsprojekter økonomisk. Samtidig fungerede forholdet som en konstant påmindelse til plantagearistokratiet om, at den gamle raceorden var ved at skride.
Reformer i praksis
| Område | Initiativ | Konsekvens |
|---|---|---|
| Administration | Centraliserede told, post og domstole under en civil forvaltning | Mindre korruption, hurtigere sagsbehandling |
| Infrastruktur | Udvidelse af Charlotte Amalie Harbor, bygning af Kings Wharf på St. Croix, nye brolagte hovedveje | Flere skibe lagde til, sukker og rom kunne eksporteres året rundt |
| Rettigheder til frie farvede | 1834-forordning gav ejendoms-, arve- og bevægelsesfrihed på linje med hvide | Skabte et voksende mellemlag, men irriterede plantageejerne |
| Uddannelse | Etablerede 10 nye ‘negro schools’ finansieret af toldindtægter | Ca. 1.800 enslavedes børn lærte at læse elementært inden 1848 |
| Regulering af slavehverdagen | 1872- (sic) nej, 1840-Reglementet fastlagde ret til egne haver, begrænset pisk og søndagsfridag | Plantørerne saboterede reglementet; nogle straffe blev blot flyttet “ud af protokollen” |
Balancen mellem idealisme og realpolitik
Von Scholten var ikke abolitionist i moderne forstand; han anså gradvis frigivelse for mere realistisk end øjeblikkelig frihed. Men de små skridt – bedre skoler, færre tæsk, juridisk ligestilling for frie farvede – udgjorde tilsammen en radikal kursændring.
“Jeg går på line mellem to afgrunde,” skrev han i et brev til kong Christian VIII i 1845. På den ene side truede oprør fra de enslavedes flertal, på den anden side plantagearistokratiets økonomiske magt. At holde balancen blev stadig sværere i takt med, at den internationale abolitionistiske bølge voksede – og at Scholten selv bevægede sig i retning af et brud med systemet, han var sat til at forvalte.
3. juli 1848: Frigivelsen og vejen dertil
I midten af 1800-tallet rullede en abolitionistisk bølge over Atlanten. Storbritannien havde ophævet slaveriet i hele imperiet i 1834, Frankrig fulgte trop i 1848, og i de nordamerikanske stater voksede presset mod slavehold. De vestindiske øer var derfor ikke et isoleret rum; nyheder og rygter om frihed rejste med skibe, aviser og søfolk mellem havnebyer som Bridgetown, Port of Spain og Christiansted. Plantageøkonomien – allerede udfordret af faldende sukkerpriser – blev samtidig mødt af voksende krav om forandring fra både internationale humanitære kredse og de enslavedes egne organiseringer.
Den gradvise plan fra 1847 – Og dens utilsigtede effekt
Som et svar på presset fik Vestindisk-Guineisk Rente- og Generaltoldkammer i København i 1847 vedtaget en lov om gradvis frigivelse. Den gav nyfødte børn af enslavedes forældre frihed i en alder af 12 år, mens voksne skulle forblive i trældom. Håbet var en kontrolleret overgang, men for de ca. 30.000 enslavedes befolkning blev signalet et helt andet: Friheden var principielt anerkendt – blot udskudt. Spændingerne steg, især på St. Croix, hvor arbejdsvilkår og straf stadig var brutale.
Uroen på st. Croix og marchen til frederiksted
- Foråret 1848: Rygter om øjeblikkelig frigivelse – især at Frankrig ville frigive i sine kolonier – bredte sig.
- 2. juli: En række mindre konfrontationer mellem plantageforvaltere og arbejdere udløste piskning af flere ledere.
- 3. juli, tidlig morgen: Hundreder, siden tusinder, bevægede sig mod Fort Frederik i Frederiksted under råbet “Frihed eller brand!”. De bevæbnede sig med kæppe, macheter og brændbare materialer men havde også udpeget talspersoner som “General Buddhoe” (John Gottlieb).
Med kun få soldater på øen og rygende marker langs vejen stod administrationen over for et blodbad, hvis hæren åbnede ild.
Von scholtens proklamation den 3. Juli 1848
Generalguvernør Peter von Scholten ankom til St. Croix kl. 14. Efter en kort rådslagning – og bevidst om både de lokale optøjer og den politiske uro i København efter martsrevolutionen 1848 – red han til fortets balkon og erklærede:
“Alle Unge og Gamle, alle Mænd og Kvinder ere fra i Dag fri; det påhviler eder at vise, at I er værdige til den Frihed, I nu er blevet skænkede.”
Dermed blev samtlige enslavedes personer øjeblikkeligt frigivet. Beslutningen var ikke forankret i den eksisterende lov, og han oversteg reelt sine beføjelser – men kalkulen var klar: frihed nu var det eneste, der kunne forhindre massakre og fuldkommen social og økonomisk ruin.
Første reaktioner
| Aktor | Holdning | Handling |
|---|---|---|
| Plantageejere | Chok, vrede, men også lettelse over foreløbig fred | Nogle forsøgte at få von Scholten arresteret; andre accepterede orden og forhandlede arbejdskontrakter allerede 4. juli |
| De nyfrie | Jubel, kirkeklokker ringede; danse og processioner gennem gaderne | Vendte tilbage til plantagerne for at forhandle løn – dog med frihedsbevis i hånden |
| København | Politisk krise; nogen så handlingen som statsmandskunst, andre som ulovligt overgreb | Dannebrogsordenen frataget von Scholten, rigsret lignende undersøgelse iværksat |
Et øjebliks ro – Og begyndelsen på et nyt kapitel
Den 4. juli vedtog koloniadministrationen hastigt et foreløbigt arbejdsreglement, der sikrede sukkerhøsten og gjorde arbejdspligt til en betingelse for at kunne bo på plantagerne. Men uanset de kommende stramninger stod én ting klart: Slaveriet i Dansk Vestindien var forbi. Den 3. juli 1848 blev snart markeret som Emancipation Day, mens diskussionen om von Scholten – frelser eller lovbryder – allerede begyndte at forme hans komplekse eftermæle.
Efterspil, arbejdsreglement og eftermæle
Da ekkoet af ordene “Alle ufrie ere fra dags dato frigivne” døde ud ved Frederiksteds fort, begyndte en ny – og kaotisk – virkelighed for både de frigivne og koloniens øverste embedsmand, Peter von Scholten. Efterspillet kom til at forme ikke blot hans personlige skæbne, men hele Dansk Vestindiens økonomiske og sociale kurs i anden halvdel af 1800-tallet.
Von scholtens hurtige tilbagetræden
- 4.-6. juli 1848: Plantageejere mødes i Christiansted og fordømmer proklamationen som ulovlig.
- 8. juli 1848: Von Scholten indgiver sin afskedsbegæring og sejler kort efter til København – officielt af helbredshensyn, reelt for at undgå et ophedet lokalt opgør.
- 13. juli 1848: Højesteret i København beordrer en undersøgelseskommission af generalguvernørens dispositioner.
Retsopgøret i københavn
Tilbage i Danmark stod von Scholten over for to hovedanklager:
- Kompetenceoverskridelse: Havde han brudt sin ed ved at ophæve slaveriet uden Kongens forudgående godkendelse?
- Økonomisk ansvar: Skulle han kompensere plantageejerne for det tab, de hævdede at have lidt?
| År | Begivenhed | Resultat |
|---|---|---|
| 1849 | Kommissionens Rigsrets-lignende høring begynder | Von Scholten afhøres over 17 dage |
| 1852 | Kendt skyldig af Sø- og Krigsretten | Fratages pension og pålægges solidarisk erstatningsansvar |
| 1853 | Højesteret omstøder dele af dommen | Symbolsk bøde på 2 000 rigsdaler; æren delvist genoprettet |
Retssagen trak i langdrag og ruinerede ham økonomisk; han døde i Altona i 1854, blot ét år efter den endelige dom.
Arbejdsreglementerne – “fri, men stadig bundet”
Koloniadministrationen stod nu uden sin centrale figur og uden en klar plan for arbejdsmarkedet. I stedet for egentlig lønarbejde indførtes en række arbejdsreglementer (Labor Acts), der i praksis fastholdt de frigivne som billig arbejdskraft på plantagerne:
- September 1848: Midlertidige kontrakter på St. Croix – kun gyldige, hvis de frigivne forblev bosat på plantagen.
- 1. januar 1849: Årskontrakter indføres; brud på kontrakten straffes med fængsel eller tvangsarbejde.
- 1853: Passystem og natlige udgangsbegrænsninger genoprettes.
Resultatet blev en de facto fortsættelse af det gamle plantagesystem – denne gang gennem juridiske bånd i stedet for lænker.
Økonomiske og sociale følger for øerne
- Sukkerøkonomiens nedtur: International konkurrence og manglende investeringsvillighed førte til vigende priser og forfaldne plantager.
- Migration: Talrige frigivne udvandrede til Puerto Rico, Den Dominikanske Republik og senere New York og Panama, på jagt efter bedre løn.
- Frilandsbyer: På St. Croix voksede små jordlodder som “free villages” frem – en tidlig form for selvforsynende landbrug.
- Statsgæld: Indtægterne fra told og sukkerafgifter faldt, hvilket forøgede kolonins afhængighed af subsidier fra København – en økonomisk byrde, der var med til at bane vejen for salget til USA i 1917.
Eftermælet – Helten eller den hensynsløse administrator?
Von Scholten har – både i Danmark og i US Virgin Islands – været genstand for skiftende vurderinger:
- Helteskikkelse: I lokal folketradition hyldes han som den, der turde udfordre plantagearistokratiet og give de enslavedes kamp et fredeligt gennembrud.
- Kritik: Historikere peger på, at han handlede for sent, under pres og i håb om at redde plantageøkonomien fra væbnet oprør – ikke af idealisme.
- Nuanceret syn: Senere forskning fremhæver hans reformer for frie farvede og hans rolle som brobygger mellem sort befolkning og kolonielite, samtidig med at han profiterede på slavernes arbejde indtil 1848.
Nutidige markeringer og mindesteder
3. juli er i dag Emancipation Day på de Amerikanske Jomfruøer; trommer, marcherende “Mocko Jumbies” og taler ved forterne i Frederiksted og Christiansted minder om frigørelsen – og von Scholten nævnes altid.
I gadebilledet finder man både hyldest og kritiske kommentarer:
- St. Thomas: Statue af Peter von Scholten på Upper Main Street – ofte omkranset af flag og blomster 3. juli.
- St. Croix: Mindetavle på Fort Frederik, hvor proklamationen blev læst op.
- København: Von Scholten-gade i Østerbro; udstillinger på Nationalmuseet om dansk kolonialisme; initiativer for en permanent skulptur med både von Scholten og de frigivne som ligestillede aktører.
Dermed er von Scholten fortsat en figur, der samler – og splitter – fortællingen om Danmarks koloniale fortid. Hans handling den 3. juli 1848 var et dramatiske brud, men efterspillet viser, at frihedsjubilæet kun var første kapitel i en lang kamp for reel selvbestemmelse på Jomfruøerne.