Kan én enkelt dag vælte århundreders brutalt slaveri? Den 3. juli 1848 gjorde tusindvis af enslavedes på St. Croix netop dét. Mens sukkermarkerne sydede i tropevarmen, samlede de sig under ledelse af den karismatiske trommeslager Moses “Buddhoe” Gottlieb. På blot få timer tippede magtbalancen i Dansk Vestindien – fra piskeslag og plantageprofitter til et rungende krav om frihed nu!
I denne artikel dykker vi ned i alt det, der udspillede sig før, under og efter Emancipationsdagens dramatiske øjeblikke: fra sukkerøkonomiens ubønhørlige mekanik over guvernør Peter von Scholtens skæbnesvangre beslutning, til hvordan Fristadens gnister stadig flammer i dag – både i Buddhoe Park og i øboernes kollektive hukommelse.
Læn dig tilbage og lad os sammen genopleve dagen, hvor St. Croix’ gader kogte af trommerytmer, markerne brændte som protestens fakkel, og ordene “ALLE SLAVER ER FRI” blev proklameret fra Fort Frederiks røde bastion. Historien om 3. juli 1848 er ikke blot en fodnote i kolonitidens annaler – den er et levende ekko, der stadig former Jomfruøernes identitet og kalder på refleksion hos enhver, der lægger vejen forbi.
Baggrunden for 1848: slaveri, sukkersamfund og den gradvise frigivelsesplan
I første halvdel af 1800-tallet var St. Croix det økonomiske tyngdepunkt i Dansk Vestindien. Øens skæbne var uløseligt knyttet til sukker – “det hvide guld” – og til det plantagedrevne slaveri, der gjorde den intensive dyrkning mulig.
En sukkersødet, men brutal økonomi
| Samfundslag | Antal (ca. 1840) | Rolle |
|---|---|---|
| Plantage-ejere (hvide) | 300-400 | Kontrollerede jord, kapital og lokal politik |
| Frifrakkede & frikulørte | 1 500 | Fri befolkning af blandet oprindelse; håndværk, handel, mindre jordlodder |
| Enslavede | 24 000+ | Arbejdskraft i sukkermarkerne, på møller & i huse |
På plantagerne organiseredes arbejdet i det såkaldte gang-system:
- 1. gang: de stærkeste mænd og kvinder, der huggede sukkerrør.
- 2. gang: mindre stærke voksne & teenagere, der afbladede og bandt bundter.
- 3. gang: børn og ældre, der samlede blade og ukrudt.
Arbejdsdagen startede ofte før solopgang og sluttede først, når dagens kvote var opfyldt. Straffe-pisk, stokke eller lænker-blev brugt til at presse produktiviteten, mens søndagen officielt var fri til gudstjeneste og dyrkning af egen provision ground. På tværs af plantagerne udviklede de enslavedes befolkning et rigt kulturelt mod-svar i form af trommedans, religiøse riters sammenblanding og hemmelige netværk, der delte nyheder om abolition i resten af Caribien.
Spirende modstand og ekkoer udefra
Nyheder om den britiske afskaffelse af slaveriet (1834) samt den franske (1848) cirkulerede via skibe, markedspladser og sømænd. Den kollektive hukommelse bar allerede på historier om oprøret på St. John i 1733 og Rebecca-opstanden på St. Croix i 1841. Små handlinger af sabotage, arbejdsnedlæggelser og flugt til den utilgængelige irske dal (Maroon Ridge) prikkede til plantageejernes usikkerhed, men koloniledelsen forsøgte at berolige alle parter gennem reformer.
Reformernes kronologi – Fra “mildere slavelov” til gradvis frigørelse
| År | Tiltag | Intention |
|---|---|---|
| 1834 | Ny Slavelov med begrænsninger på piskeslag & ret til kirkelige vielser | Lindre kritik fra København og missionærer |
| 1840 | Arbejdslov, der fastsatte arbejdstid til max. 9½ timer | Øge produktivitet via “humane” midler |
| 28. juli 1847 | Gradvis frigivelsesplan: • Nyfødte efter denne dato skulle være frie ved dåben. • Alle andre slaver skulle frigives inden tolv år (1859). |
Kontrolleret overgang, så sukkerøkonomien kunne tilpasse sig |
Hvorfor skabte planen vrede?
- Tidsrammen: De fleste voksne ville forblive slaver stort set resten af deres liv.
- Økonomisk pres: Sukkerpriser faldt, rationer blev skåret ned, og piskeslaget vendte ofte tilbage trods reformlove.
- Ulig gennemførelse: Mange plantageejere ignorerede eller udskød reformerne; lokale domstole dømte næsten altid til plantageejernes fordel.
- Regionale forbilleder: Enslavede på St. Croix kendte til øjeblikkelig frihed på Martinique og Antigua. Hvorfor ikke her?
- Symbolsk betydning: Ventetiden blev set som endnu et udtryk for, at kolonimagten prioriterede sukker over menneskeliv.
“Vi hører, de franske brødre er fri i dag. Hvorfor kan vi ikke være det i morgen?” – Anonym markarbejder citeret i missionærrapport, foråret 1848
Dermed var scenen sat: en sukkersamfund under økonomisk pres, en befolkning, der nægtede at vente endnu en generation på friheden, og en administration, der troede på lovens langsomme kraft. Den 3. juli 1848 i Frederiksted blev dette skisma bragt til bristepunktet.
3. juli 1848 i Frederiksted: optakten, massedemonstrationen og proklamationen
St. Croix vågnede 03:00 om morgenen den 3. juli 1848 til lyden af conch-skaller og trommer, som kaldte plantagearbejderne sammen. I løbet af få timer forlod tusinder af enslavedes befolkning deres kvarterer – vesting – og samlede sig på den vestlige del af øen, hvor den karismatiske tømrer og trommeslager Moses “Buddhoe” Gottlieb stod klar med en klar plan: marchér mod Frederiksted, forlang øjeblikkelig frihed, og brug antal og samhold som forhandlingsstyrke.
Kronologien – Minut for minut (så tæt vi kan komme)
- Kl. ca. 04:00 – Buddhoe og hans medorganisatorer sender ryttere ud til sukkerplantagerne med besked: “Samles ved Slagteriet, march ved solopgang!”.
- Kl. 06:00 – Første større kolonne bevæger sig langs Centerline Road mod Frederiksted. Vidner taler om 2.000-5.000 deltagere bevæbnet med macheter, stokke og hjemmelavede bannere.
- Kl. 08:00 – For at demonstrere alvoren sættes ild til udvalgte sukkermarker ved plantagerne Mount Victory og North Side A. Flammerne kan ses fra byen; røgskyerne varsler, at oprøret ikke længere er hemmeligt.
- Kl. 09:30 – Demonstranterne når Frederiksteds bygrænse. Byens borgere, milits og plantageejere barrikaderer sig bag mure og i private hjem. Fort Frederik bemandes af blot et par dusin soldater.
- Kl. 10:00-11:00 – Buddhoe opstiller sine folk foran fortet, men giver ordre om at undgå plyndring af selve byen. Et frivilligt forbud mod vold skal understrege, at målet er frihed, ikke hævn.
- Kl. 11:30 – Rygter om voldsomheder får viceguvernør Egede Høyer til at sende en desperat besked til koloniguvernør Peter von Scholten i Christiansted: “Krise. Kom straks.”
- Kl. 13:00 – Von Scholten går om bord på dampbåden og krydser vestover i et kvælende tropeheat. Han har hørt om den gradvise frigivelsesplan, men ved også, at 9.000-12.000 mennesker nu er på gaden.
- Kl. 15:00 – Guvernøren ankommer til Fort Frederik. Han mødes af Buddhoe og en mægtig folkemængde, der synger “Free we want, and free we shall be!”. Fortets kanoner peger symbolsk mod havnen – ikke mod demonstranterne.
- Kl. 16:00 – Korte, intense forhandlinger: Buddhoe kræver øjeblikkelig og ubetinget frihed. Von Scholten, under pres fra militsen, plantageejerne og den voksende ild mod sukkermarkerne, indser situationens eksplosive karakter.
- Kl. 17:00 – Von Scholten træder frem på fortets balkong og erklærer på dansk og engelsk:
“Alle ufrie på de dansk-vestindiske Øer er fra dags dato frie.”
Spontan jubel bryder ud; trommer og mønter slås mod blikdåser. Nogle falder på knæ, andre omfavner fremmede i lettelse og eufori.
- Kl. 18:00- – Proklamationen trykkes i et midlertidigt trykkeri, kopier søges distribueret til Christiansted og St. Thomas. Natten falder på en ø, hvor slaveriet officielt er ophævet, men hvor ingen endnu ved, hvad morgendagen bringer.
Demonstrationens taktikker og symbolik
- Trommer & conch-skaller: Traditionelle kommunikationsmidler for at samle store grupper hurtigt uden at vække mistanke blandt plantageejere.
- Strategiske brande: Ild i markernes moden sukkerrør var både økonomisk pres og et visuelt signal til resten af øen.
- Ikke-vold i byen: Buddhoe forbød plyndringer for at sikre moralsk legitimitet og undgå militær modoffensiv.
Hvor mange deltog?
Samtidige kilder varierer: koloniforvaltningen talte omkring 8.000, mens britiske søofficerer, der lå for anker ud for Frederiksted, anslog 10.000-12.000. Det svarer til stort set hele den enslavedes befolkning på St. Croix.
“før” og “efter” i samme øjeblik
| Umiddelbart før kl. 17:00 | Umiddelbart efter kl. 17:00 |
|---|---|
| Slaveri lovfæstet siden 1733. Plantageøkonomi afhængig af tvangsarbejde. Kun langsom frigivelsesplan til 1859. |
Alle tidligere slaver er juridisk frie. Plantageejere usikre, sukkerhøsten truet. Von Scholten har overtrådt instrukser – fremtid uviss. |
Den 3. juli 1848 stod St. Croix som epicenter for den hurtigste og mest omfattende afvikling af slaveriet i den dansk-styrede verden. Dagen endte uden større blodudgydelser – en sjælden begivenhed i den atlantiske slaverihistorie – men den var langt fra slutningen på øens sociale kampe. Som vi skal se i næste afsnit, begyndte forhandlingerne om arbejdsregler og løn allerede morgenen efter.
Aktørerne og stemmerne: Buddhoe, von Scholten og lokalsamfundet
Moses Gottlieb, med tilnavnet “Buddhoe”, var en fri farvet tømrer og trommeslager fra Estate La Grange på St. Croix. Samtiden kaldte ham en “clever and daring man”, og nyere historikere ser ham som en strateg med militære erfaringer fra den lokale milits, hvor han havde gjort tjeneste, før farvede blev udelukket fra korpset.
- Netværk og kommunikation: Buddhoe udnyttede øens veludbyggede tromme- og signalsystem, såkaldt “talking drums”, til at mobilisere slaverne fra plantagerne vest for Frederiksted i dagene op til 3. juli.
- Mål: Hans erklærede målsætning var øjeblikkelig og betingelsesløs frigivelse – ikke blot en fremskyndelse af den 12-årige frigivelsesplan, som kolonimyndighederne drøftede.
- Taktik: Ifølge et øjenvidnebrev fra den danske præst G. F. Møller “strukturerede Buddhoe optoget som et regiment med faner forrest og trommer bagest”, hvilket mindskede panik hos de tusinder, der marcherede mod Fort Frederik.
“Han befalede sine folk, at ingen hvide skulle røres, thi vor sag er frihed, ej blod.”
Den modererede brug af vold – sukkermarkerne blev antændt, men byen blev skånet – omtales af historikeren Hugh Thomas som “en bevidst demonstration af styrke, ikke et forsøg på hævn”. Dermed pressede Buddhoe guvernøren uden at fremmedgøre frit farvede eller europæiske sympatisører i Frederiksted.
Generalguvernør peter von scholten – Pragmatiker i skæbneøjeblikket
Peter von Scholten havde siden 1827 søgt reformer, men mødte hård modstand fra plantageejere og det københavnske kommercekollegium. I 1847 fik han gennemført en gradvis frigivelseslov, der reelt udsatte fuld frihed til 1859.
| Handling | Samtidig vurdering | Senere historikere |
|---|---|---|
| Rejser fra Christiansted til Frederiksted 3. juli for at møde de protesterende. | Plantørerne kritiserede ham for “ufornuftig blødsødhed”. | Ses i dag som forsøg på at forhindre en blodig konfrontation. |
| Udsteder frihedsproklamationen kl. ca. 16:00 fra Fort Frederiks balkon. | Nogle embedsmænd anså det for “ulovlig kapitulation”. | Forskere peger på mangel på militærkapacitet: 44 soldater mod 8-10.000 oprørere. |
“Der må ikke falde et skud – jeg vil hellere sætte min ære til side end se blod flyde.”
Hvorvidt beslutningen var moralsk funderet eller ren realpolitik diskuteres stadig. Neils Brimnes konkluderer, at von Scholten “mente oprigtigt, at slaveriet var økonomisk og menneskeligt uholdbart, men han handlede først resolut, da Bajonetterne pegede på ham”.
Plantageejere og milits – Privilegier under pres
Koloniens ca. 200 plantageejere udgjorde en lille, men magtfuld klasse. Mange var fraværende, boende i København eller på St. Thomas. De tilstedeværende samledes 3. juli på Hotel Royal i Christiansted, hvor de tryglede regeringen om at sende skibe og tropper.
- Militsen: I teorien bestod den af 1.200 mand, men kun én batallion på 60 hvide soldater var kampklar. Frit farvede var blevet udelukket i 1840’erne – en beslutning, som nu lammede forsvaret.
- Strategi: Flere ejere ønskede militær indgriben fra den franske og britiske flåde, der lå for anker ved St. Thomas; andre søgte forhandling.
- Økonomisk frygt: Breve fra planter J. C. Kragh beskriver “panik over investeringer på 200.000 rigsdaler, nu truet af aske og oprør”.
Byens borgere, frie farvede og kirken – Kølvandet af håb og uro
Frederiksted og Christiansted husede en betydelig gruppe frie farvede håndværkere, handlende og kvinder, der solgte mad på torvet. De blev bro mellem slaver og kolonistyret:
- De fungerede som tolke under forhandlingerne ved Fort Frederik.
- Kirkerne – især den moraviske – tilbød ly til hvide familier, men også mødeplads for slaverne efter proklamationen.
- Mange frie farvede mænd meldte sig frivilligt til at patruljere gaderne natten mellem 3. og 4. juli for at forhindre plyndring.
En anonym dagbog ført af “E.L., en kreolsk kvinde”, fortæller:
“Da orden blev givet, jublede vi. Nogle græd, andre faldt på knæ. Men vi kendte frygten for, at plantørerne ville vende tilbage med hævn.”
At forstå dynamikken – Samtidens kilder og senere fortolkninger
Sammenstillingen af samtidige beretninger viser, at alle grupper handlede rationelt ud fra egne risici:
- Buddhoe balancerede mellem at vise styrke og bevare moral legitimitet.
- Von Scholten valgte det mindste onde for at forhindre blodudgydelse og økonomisk kollaps.
- Plantageejere og milits prioriterede ejendom over menneskeliv, men var taktisk handlingslammede.
- Lokalsamfundet søgte først og fremmest stabilitet – frihed uden kaos.
Nyere forskning – fx Gunvor Simonsens mikrostudier af forhørsprotokoller – nuancerer billedet af et enigt slavekollektiv. Der var interne spændinger mellem markarbejdere, husholdningsslaver og de frie farvede, men 3. juli 1848 blev et sjældent øjeblik, hvor “koloniens mange stemmer konvergerede om det samme ord: frihed”.
Dermed fremstår emancipationen på St. Croix som resultat af et komplekst samspil mellem organiseret modstand, politisk pragmatisme og social forhandling – ikke som én mands gerning, men som en kollektiv præstation, der fortsat kaster lange skygger over øernes historie og mindekultur.
Efterspil og arv: fra Arbejdsregulativet af 1849 til nutidens mindekultur
De umiddelbare følger af proklamationen
Efter guvernør Peter von Scholten den 3. juli 1848 havde erklæret alle slaver i de dansk-vestindiske øer for frie, fulgte et par hektiske døgn på St. Croix. Sammenlignet med andre caribiske emancipationer forløb overgangen overraskende fredeligt. Allerede den 4.-5. juli sikrede lokale militspatruljer og flådefartøjet Ørnen ro og orden i Frederiksted og på de omgivende plantager. En række brande i sukkermarkernes tørre rør blev hurtigt slukket, og krav om hævn over plantageejerne ebbede ud, da de frigivne ventede på konkrete retningslinjer for deres nye frihed.
Von scholten – Fra helteglorie til hjemkaldelse
På selve dagen havde von Scholten fremstået som den resolutte frigører, men i de efterfølgende uger kom hans beslutning under hård kritik fra plantageejerne og fra København. Den 8. juli telegraferede han sin afskedsbegæring, og den 14. juli forlod han St. Croix med kurs mod Europa. Bag ham efterlod han et kolonialt system i dyb identitetskrise – og et jurisk vakuum, som hurtigt måtte udfyldes.
Moses “buddhoe” gottlieb – Helten der blev udvist
Revolutionens organisator, Moses “Buddhoe” Gottlieb, blev først hyldet som folkets leder, men blot få dage senere arresterede kolonimyndigheden ham. De frygtede hans fortsatte politiske indflydelse og ønskede at sende et signal til andre potentielle agitatorer. Efter kortvarig fængsling i Christiansted blev Buddhoe den 3. november 1848 udvist fra øerne med skib til Trinidad – uden retssag og uden mulighed for at vende tilbage. Hans videre skæbne er sparsomt dokumenteret, men i folkemunde forblev han symbolet på urokkelig modstand og kollektiv handlekraft.
Arbejdsregulativet af 1849 – Frihed på kontrakt
Det største slag mod de nyfrie kom den 26. januar 1849, da det såkaldte Labour Act – på dansk Arbejdsregulativet – trådte i kraft. Hovedpunkterne var:
- Alle tidligere slaver skulle indgå årskontrakter med deres hidtidige plantageejer senest 1. oktober hvert år.
- Lønnen fastsattes centralt og var lav – omkring 12-16 cents om dagen – og kunne delvist udbetales i naturalier.
- Arbejderen måtte ikke forlade plantagen uden passerseddel; brud på kontrakten straffedes med fængsel og pligtarbejde.
- Børn født efter 3. juli 1848 skulle arbejde gratis for plantagen fra 6-års alderen indtil de fyldte 18 år.
Regulativet cementerede et system af tvungen mobilitet og økonomisk afhængighed, der mindede om slaveriet. Først efter Workers’ Rebellion i 1878 (Fireburn) blev reglerne gradvist liberaliseret, og fuld kontraktfrihed fik arbejdere på St. Croix reelt først i 1915.
Mindekultur og fejringen af den 3. Juli i dag
Emancipationsdagen er i dag en af De Amerikanske Jomfruøers vigtigste højtider. Hvert år den 3. juli samles folk fra hele øgruppen i Frederiksted til:
- Sunrise-ceremoni ved Fort Frederik, hvor guvernøren og lokale præster læser von Scholtens proklamation op.
- Parade gennem Strand Street – ofte med unge klædt som Buddhoe, Maroon-krigere og Danske soldater fra 1848.
- “Freedom Concert” i Buddhoe Park med Quelbe-musik, trommedans og poetry slam om slaveriets arv.
- Kransenedlæggelse ved Freedom Statue på River Road, rejst i 1998 i anledning af 150-året.
Historiske stop på din rejse til st. Croix
| Sted | Hvad kan du opleve? | Praktisk info |
|---|---|---|
| Fort Frederik | Originale kasematter, von Scholtens kontor og kanonerne hvor frihedsproklamationen blev læst op. | Åbent tirs-lør 9-16, entré ca. 5 USD. |
| Buddhoe Park | Statue af Buddhoe, mosaikmur med emancipationsmotiver og informativ lydguide om 1848-marchen. | Gratis adgang døgnet rundt. |
| Estate Whim Museum | Bevaringsværdig sukkerplantage med slavehytter, kogehus og rundvisninger om sukkerøkonomien. | Åbent man-lør 10-15, guidede ture kl. 11 og 13. |
| Danish West India & Guinea Company Warehouse (Christiansted) | Interaktiv udstilling om transatlantisk handel og slaveri, inklusive originale afrikanske trommer. | Åbent ons-sø 10-16, lukket mandag og tirsdag. |
Uanset om du ankommer på Emancipationsdagen eller en helt almindelig tirsdag, kaster disse steder lys over den komplekse arv fra 1848. Fortællingen om Buddhoe, von Scholten og de tusinder af navnløse arbejdere lever videre i murværket, i musikken og i øboernes selvforståelse – og gør et besøg på St. Croix til meget mere end sol og strand.