Hvordan balancerer man en Robert statuette i den ene hånd og en fireårigs regnjakke i den anden – uden at tabe nærværet på gulvet?
Den prisbelønnede skuespiller Josephine Park er ikke bare kendt for at forvandle sig til alt fra hardcore ung pige i Doggystyle til fertilitetslæge i Netflix-hittet Skruk. I kulissen udspiller sig en anden historie: en hverdag med madpakker, skilsmisse, nye begyndelser og en dreng ved navn Nelson, som er ”frygteligt uimponeret” over mors kæmpeplakat på Israels Plads.
I denne artikel dykker vi ned i moderskabets mange lag, ansvarsfølelsens tyngde og den dyrebare kunst at være til stede, når lyset slukkes på settet, og legetøjet kalder derhjemme. Vi følger Josephine gennem prisregn, pauser, kærlighedsbrud og nye lattermilde scener, hvor sønnen ofte står på sidelinjen – nogle gange helt bogstaveligt med høretelefoner i et lydtelt.
Tag med, når vi folder historien ud fra første Arvingerne-replik til den seneste Oxen-optagelse, og mærk, hvordan livet på og bag kameraet smelter sammen med den rå, kompromisløse kærlighed til et barn.
Klar til at se kulisserne falde og mennesket træde frem?
Kort om Josephine Park: karriere, prisregn og familieliv
Josephine Park (f. 1987) hører til den nye generation af danske karakterskuespillere, der ubesværet pendler mellem biograf, flow-tv og internationale streamingtjenester – alt imens hun balancerer et aktivt familieliv.
Hun blev uddannet fra Skuespillerskolen ved Aarhus Teater i 2014 og fik kort efter sit gennembrud som den temperamentsfulde Isa i DR-succesen Arvingerne (2014-17). Rollen placerede hende solidt i offentlighedens bevidsthed og banede vejen for en regulær prisregn:
- Robert-prisen 2019 og 2020 – Bedste kvindelige birolle for DR3-serien Doggystyle
- Robert-prisen 2022 – Bedste kvindelige birolle for spillefilmen Venuseffekten
De seneste år har hun rykket helt frem i rampelyset med centrale hovedroller:
- Skruk / Baby Fever (Netflix, 2022)
- Sygeplejersken / The Nurse (Netflix, 2023)
- Forhøret (Viaplay, sæson 3, 2023)
- Oxen (TV 2 Play, 2023 – samt en annonceret sæson 2 i produktion)
I kulissen udspiller sig et mindst lige så travlt familieliv. Park er mor til sønnen Nelson (f. 2017) og var fra 2018 til 2023 gift med dramatiker og forfatter Kirstine K. Høgsbro. Ægteskabet gjorde hende samtidig til bonusmor for Høgsbros førstefødte. Ifølge nyere interviews (Femina, DR, ALT.dk) bor Park og sønnen nu hver for sig halvdelen af tiden, mens hun og eks-partneren praktiserer tæt co-parenting.
Samlet tegner der sig et portræt af en kunstner, som – midt i optagelser og prisfester – insisterer på nærvær både på settet og hjemme på stuegulvet.
Moderskab og ansvar: fra altomfavnende ansvarsfølelse til krav om nærvær
Da Josephine Park i 2017 blev mor til Nelson, taler hun om en forvandling, der føltes fysisk: ansvarsfølelsen “landede i kroppen”. I ALT.dk-interviewet fra marts 2023 – hvor sønnen var omkring fem år – beskriver hun, hvordan blikket på verden forskød sig fra karrierefremdrift til et næsten instinktivt fokus på barnets velbefindende. Alle valg måles nu mod spørgsmålet: “Er jeg dér, hvor han har brug for mig?”
Skuespillerlivet giver konstant anledning til fordybelse, men Nelson er, som hun formulerer det, en uforhandlerlig målepind for nærvær. Børn, siger hun, “køber ikke halvt ind” på en forælder, der kun er halvt til stede; de registrerer straks, hvis tankerne vandrer mod næste manuskript. I de øjeblikke trækker han hende bogstaveligt tilbage til gulvet, hvor legoklodser og pastagryder står og venter – og dermed til det konkrete nu, hun ellers kan miste i arbejdet.
Samtidig nægter hun at romantisere moderskabet som et sted uden plads til kunst. Tværtimod opfatter hun arbejdet som sit andet åndedrag: et frirum, hvor hun møder mennesker, materialer og følelser, der udvider det, hun kan give videre som mor. Park taler om to kompasser – familien og kunsten – der peger mod samme center: at være levende og nærværende over for den, man står over for, hvad enten det er en scenepartner eller et femårigt barn med tusch på hænderne.
Denne dobbelthed – altomfavnende ansvar over for et barn og en vedvarende drivkraft mod scenen – er blevet hendes balancepunkt. Hun kalder det “at have begge ben i den virkelighed, der tæller”, og tilføjer, at når arbejdsdagen er slut, er det ikke priser eller premierefester, men den lille hånd i hendes, der verificerer, om hun lykkes.
At få hverdagen til at gå op: optagelser, pauser og at have barnet med på arbejde
Josephine Park har efterhånden accepteret, at der er to gearsætninger i hendes arbejdsliv: enten kører optageplanen på højt blus fra tidlig morgen til sen aften, eller også holder hun helt fri og er «mor på fuldtid». Det er en vekselrytme, der – som hun fortæller til BILLED-BLADET – passer overraskende godt til en deleordning, hvor hun har sønnen Nelson halvdelen af tiden.
Når gearskiftet går i optage-mode, tager hun ofte Nelson med: han har siddet i regirummet under Skruk, spist filmcatering på Sygeplejersken og – senest – fulgt med, mens hun optog anden sæson af krimithrilleren Oxen i efteråret 2024. Hvis kalenderen strammer, trækker hun ham ind imellem ud af skole et par dage: «Han lærer mere af at være sammen med mig på et filmhold, end han gør af tre staveopgaver», siger hun med et skævt smil. Og det lader til at være gensidigt; Nelson er efter eget udsagn «frygteligt uimponeret» over morens store plakater – han var langt mere fascineret af at besøge hendes gamle folkeskole end af en Skruk-reklame på Israels Plads.
Friperiode-gearet blev for alvor sat i spil i begyndelsen af 2025. Efter endt Oxen 2-optagelse lagde hun kalenderen død i to hele måneder; ingen audition-mails, ingen pressemøder, bare morgenmad på altanen, Nintendo-kampe i stuen og spontane udflugter til Amager Strand. «Jeg vil gerne give ham den dér fornemmelse af, at jeg ikke kun er til stede, når jeg har fri – men at jeg vælger at have fri med ham», forklarede hun i interviewet fra 1. februar 2025.
Den selvvalgte pause bekræfter et mønster, hun først opdagede, da Nelson var lille: arbejdet giver hende energi og identitet, men pausen er nødvendig for, at sønnen kan «lære mig at kende på en helt anden måde», som hun formulerer det. Derfor er hun ikke bange for at sige nej til projekter – og alligevel kender alle på settet den lille regel, Josephine skriver øverst i sin kontrakt:
«Hvis jeg har ham den uge, må han komme og kramme mig, uanset om vi ruller eller ej.»
I praksis bliver hverdagen altså et parløb mellem uforudsigelige transportdage, lange ventetider i traileren og stille stunder derhjemme, hvor nærvær er vigtigere end næste rolle. Eller som Josephine opsummerer det til sidst i interviewet: «Jeg er skuespiller hele livet, men jeg er kun nogens mor i ham her barndommen – så den rolle får førsteprioritet.»
Skilsmisse, ny kærlighed og co-parenting: familiekabalen i praksis
Familiekabalen i Josephine Parks liv har rykket sig markant hen over få, men begivenhedsrige år. Året 2015 blev skelsættende; under en branchefest i kølvandet på Reumert-triumfen mødte hun dramatikeren Kirstine K. Høgsbro – et møde Park siden har beskrevet som et øjeblik, hvor «alt omkring os larmede mindre»DR, 20.12.2020. Herefter gik det hurtigt:
- 2017 – parret bliver forældre til sønnen Nelson, mens Park allerede fungerer som bonusmor til Høgsbros ældste dreng.
- 2018 – bryllup på Københavns Rådhus, flankeret af kolleger og familie.
I takt med at karrieren voksede, voksede også presset på privatfronten. Ifølge Park var arbejdsrejserne, uforudsigelige tidsplaner og to kreative kalendere faktorer, der stille og roligt sled på ægteskabet. I december 2023 bekræftede hun, at de to havde besluttet at gå hver til sit. Meldingen faldt samtidig med, at hun købte sit eget rækkehus i Valby – et klart signal om en ny begyndelseSe og Hør, 13.12.2023.
«Vi ville hellere skilles, mens vi stadig havde stor respekt for hinanden, end blive siddende i noget, der til sidst ville gøre os bitre.» – Josephine Park til Se og Hør
Co-parenting i praksis
Efter bruddet har forældreskabet fået sin egen struktur: Nelson bor cirka halvdelen af tiden hos hver forælder, og Park har været åben om, at Google-kalenderen ligger fast oppe på køleskabet, så alle – inkl. bonusstorebror – kan se, hvem der henter og bringer. Når hun er på optagelse, følger sønnen indimellem med, eller også flytter optagelederens call-sheet sig efter hendes «mor-uger». I perioder uden produktioner forvandler hun sig bevidst til “hjemmegående fuldtidsmor”, som hun selv formulerer det.
Ny kærlighed på tværs af øresund
Lykken bankede uventet på igen i november 2024, hvor Ekstra Bladet kunne afsløre, at Park danner par med Ruth Reid – en dansk-skotsk indholdsredaktør hos Netflix, bosat i StockholmEkstra Bladet, 08.11.2024. Afstanden København-Stockholm kalder hun selv «en sund balance mellem at savne og at ses», og hun understreger, at Nelson allerede har mødt – og godkendt – Ruth.
I interviews pointerer Park, at det at være mor nu fungerer som filter for nye relationer: alle potentielle partnere skal først og fremmest kunne rumme, at «jeg kommer i et sæt på tre». Ruth bor stadig hovedparten af tiden i Sverige, men parret har ifølge Park en “flydende weekendordning”, hvor Stockholm, København eller filmset kan være base, alt efter hvor skuespilleren arbejder.
En ny normal
I dag beskriver Josephine Park familien som et lappetæppe af relationer: to hjem, bonusbørn, ekskone og ny kæreste – men med barnets tryghed som samlende midte. Hun drager en parallel til sit arbejde:
«På et filmset er alles funktioner forskellige, men sidste klap på kassen kræver, at vi koordinere minutiøst. Sådan tænker jeg også vores familie nu – et crew, hvor alle spiller en rolle for at få fortællingen til at gå op.»
Dermed står co-parenting, ny kærlighed og et krævende karriereliv ikke som modsætninger, men som tre ben på samme taburet – og det, synes Park, kan bære både barn, kunst og kærlighed.
Nærvær gennem sorg og kunst: når livet ændres, og relationer bærer
Sorgen flyttede ind i Josephine Park, da hun i 2019 mistede sin storesøster. I ALT.dk-interviewet beskriver hun, hvordan tabet i begyndelsen lagde et tæppe over alt: ”Det var som om verden blev én tone – og den var dyb og mørk.” Alle kræfter gik til at få hverdagen til at køre, så Nelson stadig oplevede en mor, der var der, selv om hun indeni følte sig fraværende.
Langsomt voksede små sprækker af lys frem, og de kom især fra kunstens side. Hun satte Joan Didions Et år med magisk tænkning på natbordet, lyttede til musik i mol, og oplevede, at andres ord om sorg skubbede til hendes egne: ”Når nogen tør sige det højt, bliver det muligt selv at trække vejret igen.” I samme periode vendte hun tilbage på scenen – først med forestillinger på Aarhus Teater, siden med kameraet tæt på i Doggystyle og Skruk. Arbejdet blev, som hun forklarer i Femina, et holdepunkt:
“Jeg er nødt til at møde andre mennesker og spejle mig i deres historier – ellers stivner jeg.”
Netop mødet med andre blev en motor for nærvær:
- Kunstnerisk rum som frirum: På settet forhandler hun konstant følelser – ikke kun sine egne, men også de fiktive. Det træner det nærvær, der hjemme omsættes til at lytte til et seksårigt barns historier om Pokémon og robotter.
- Moderskab som jordforbindelse: Nelson mærker straks, hvis hun glider væk i tanker om næste scene eller pressenotat. Han kræver ærlig kontakt og ”kalibrerer mig til nuet”, som hun formulerer det.
- Sorgen som kompas: Erfaringen af alt at kunne ændre sig på et øjeblik minder hende om at sige ja til legeaftaler, selv når manus ligger åbent. ”Man kan altid læse videre, men man får ikke tiden igen,” fortalte hun ALT.dk.
I dag beskriver hun balancen mellem kunst og familieliv som to ræb udspændt parallelt: det ene holder hende fast, det andet trækker hende fremad. Når én af dem strammes – en premiere, et dødsfald eller en skilsmisse – tager hun bevidst fat i det andet. Under optagelserne til Sygeplejersken gik hun direkte fra natoptagelser til morgenmad med sin søn; kontrasten hjalp hende til at ”lande” igen.
Det er også derfor, hun prioriterer pauserne højt. I 2025 holdt hun flere måneder fri, ikke fordi hun ville væk fra arbejdet, men fordi hun havde lært, at nærvær kræver tomrum. Hun og Nelson brugte dagene på at cykle i Søndermarken og lytte til Sufjan Stevens – musik, der for Josephine forener blid melankoli med håb.
Resultatet er et moderskab, hvor sorg, kunst og hverdag ikke modsiger hinanden, men sammen skaber et sted at stå. Arbejdet åbner vinduerne – familien holder fast i gulvet.
