Hvordan holder man fast i sine minder, når de langsomt glider én af hænde? Det spørgsmål står lysende klart i “Jeg er stadig Alice” – filmen der ikke blot gav Julianne Moore en velfortjent Oscar, men også satte tidlig Alzheimers på dagsordenen verden over.
I denne artikel dykker vi ned i alle medvirkende – fra stjernespækkede hovedroller som Moore, Alec Baldwin og Kristen Stewart til de små, men mindeværdige cameos, der tilsammen bærer fortællingen om sprogprofessoren Alice Howland. Vi giver dig samtidig de vigtigste fakta, produktionstal og tematiske nedslag, så du får hele historien bag kameraet med.
Sæt dig godt til rette: Uanset om du allerede har set filmen, eller om du først skal opdage den på din næste flyvetur mod Jomfruøerne, vil du her finde nye detaljer, der gør “Still Alice” endnu mere vedkommende. Klar til at møde familien Howland – og skuespillerne, der giver dem liv?
Medvirkende i ‘Jeg er stadig Alice’ – fra hovedroller til cameos
Filmens kreds af skuespillere er relativt lille, men de dækker hele følelsesregistret – fra Alzheimers første forvarsler til de rå, sidste konsekvenser for Alice og hendes pårørende. Julianne Moore bærer fortællingen som Alice Howland, men netop fordi historien er så intim, afhænger den af et ensemble, der hele tiden reagerer ægte på Alices forandringer. Nedenfor får du et hurtigt overblik over, hvem der spiller hvem, og hvordan de knytter sig til hinanden.
Howland-familien – Filmens følelsesmæssige epicenter
-
Julianne Moore – Alice Howland
Prisbelønnet hovedrolle (Oscar, Golden Globe, BAFTA & SAG). Se især forelæsningen på Columbia, hvor hun mister ord midt i en sætning; videodagbogen, hvor hun instruerer sit fremtidige jeg; og den rørende is-scene med Lydia, hvor sproget glipper, men kærligheden består. -
Alec Baldwin – John Howland
Ægtemanden, som kæmper for at støtte Alice, mens hans egen karriere som forsker trækker i den modsatte retning. -
Kristen Stewart – Lydia Howland
Yngste datter, spirende skuespiller i L.A. Hendes oprørske natur bliver uventet en styrke, når hun ender som Alices mest tålmodige omsorgsperson. -
Kate Bosworth – Anna Howland-Jones
Ældste datter, corporate jurist og nybagt mor; hun bærer desuden det arvelige Alzheimer-gen, hvilket sætter familien i et genetisk krydspres. -
Hunter Parrish – Tom Howland
Mellemste barn, medicinstuderende; fungerer som rationel modpol, når familien diskuterer behandlingsmuligheder. -
Shane McRae – Charlie Howland-Jones
Annas mand, med mere begrænset skærmtid, men han illustrerer, hvordan sygdommen river i de svigerforhold, der ”kun” har kendt Alice som professor og svigermor.
Læger, kolleger og øvrige nøglefigurer
- Stephen Kunken – Dr. Benjamin: Neurologen, der diagnosticerer Alice og vender tilbage til opfølgende kognitive tests.
- Orlagh Cassidy – Alices praktiserende læge: Første professionelle møde med sygdommens mistanke.
- Seth Gilliam – Prof. Frederic Johnson: Universitetets afdelingsleder, der gradvist må tage Alices undervisning fra hende.
- Daniel Gerroll – Eric Wellman: Konferencevært, der introducerer Alice til hendes sidste store keynote.
- Quincy Tyler Bernstine – Plejehjemsleder: Repræsenterer den institutionelle verden, som venter i sygdommens sidste fase.
- Erin Darke – Jenny: Alices doktorand, hvis akademiske fremtid også rammes af mentorenes forfald.
Mindre roller & cameos
Filmen rummer en håndfuld små, men atmosfæreskabende indslag – de fleste ulisterede i rulleteksterne:
- Cal Freundlich & Charlotte Robson som unge musikere til Johns juleoptræden.
- Rosa Arredondo som konferencefacilitator, der hjælper Alice med præsentationen lige før hukommelsen svigter på scenen.
- Jean Burns (Olga) og Zillah Glory (Masha) fra Lydia-teaterstykket ”Tre Søstre”, der spejler søskenderelationerne i Howland-familien.
- Diverse uncredited pinkberry-ekspedienter, journalister og konferencegæster, der tilsammen giver New York-miljøet sin hverdagsrealisme.
Til sammen udgør castet en troværdig, næsten dokumentarisk helhed. Hvor Moores portræt fanger sygdommen indefra, er det især de intime scener – Annas fødsel, Lydias oplæsning af Angels in America, Johns forsøg på at holde gang i smalltalken – der viser, hvordan hele gruppen hjælper publikum med at forstå, hvad Alice er ved at miste. Det er netop det fine samspil, der gør, at Jeg er stadig Alice stadig føles både personlig og universel.
Fakta, produktion og tematik
Still Alice havde amerikansk biografpremiere og varer 101 minutter. Genremæssigt er der tale om et intenst drama, og selv om filmen i Danmark fik titlen Jeg er stadig Alice, er originalsproget engelsk, og produktionen er fuldt ud amerikansk.
Instruktørduoen Richard Glatzer og Wash Westmoreland – på det tidspunkt ægtepar både privat og professionelt – førte an på settet. De fik opbakning fra producertrioen James Brown, Pamela Koffler og Lex Lutzus, mens selskaber som Shriver Films, Killer Films og Big Indie Pictures (samt de mindre krediterede BSM Studio og Lutzus-Brown) finansierede og distribuerede projektet. Kombinationen af uafhængig finansiering og stjernespækket cast gav filmen både kreativ frihed og bred gennemslagskraft.
Manuskriptet er baseret på Lisa Genovas bestseller fra 2007, der beskriver en universitetsprofessors kamp med tidlig Alzheimers. Glatzer og Westmoreland insisterede på autenticitet: De talte med neurologer fra Columbia University, besøgte plejefaciliteter og interviewede patienter, således at både Julianne Moore og de øvrige skuespillere kunne indfange sygdommens nuancer uden karikaturer. Resultatet er en minutiøs skildring af tab af sprog, identitet og autonomi – alt set gennem Alices højtuddannede perspektiv.
Der blev optaget on-location i New York med særligt fokus på Upper West Side og universitetscampusser for at understrege fortællingens akademiske rødder. Kameraet ligger ofte tæt på skuespillerne med korte fokusskift, så publikums oplevelse spejler Alices egen desorientering; et bevidst stilgreb der understøtter tematikken om gradvist hukommelsestab.
Filmen blev mødt af stående applaus på Toronto International Film Festival og har siden høstet en række priser: Julianne Moore vandt Oscar, Golden Globe, BAFTA og SAG-prisen for Bedste kvindelige hovedrolle – en sjælden quadruple-crown som cementerede hendes præstation som én af årtiets mest anerkendte. Den fortsatte relevans skyldes ikke alene den rørende familiehistorie, men også den voksende globale bevidsthed om demenssygdomme. Jeg er stadig Alice giver et menneskeligt ansigt til statistikkerne og fungerer stadig som referencepunkt for både pårørende, sundhedsprofessionelle og filmelskere, der søger fortællinger om værdighed midt i sygdommens brutalitet.
