Forestil dig en solrig formiddag på havnefronten i Charlotte Amalie. Sejlskibenes master tegner sig mod den blå himmel, romduften blander sig med krydderier fra markedet, og blandt barhudede matroser og velklædte købmænd går mænd, kvinder og børn i lænker-men også i håb. Her udspiller sig et af de mest dramatiske kapitler i dansk kolonihistorie: kampen for frihed på Jomfruøen St. Thomas.
Mellem 1800 og 1848 blev over 3.000 mennesker på St. Thomas løskøbt eller frigivet af deres ejere. Bag hver eneste frihedsattest gemmer sig en historie om juridiske forordninger, økonomiske studehandler, moralske dilemmaer og menneskelig udholdenhed. Det er fortællingen om, hvordan kolonimagten strammede skruen med afgifter og klausuler-og om hvordan slaverne, med støtte fra kirker, søfolk og frie farvede netværk, vendte systemet imod sig selv.
I denne artikel dykker vi ned i lovteksterne, havneøkonomien og de personlige skæbner, der formede vejen til frihed frem mod den pludselige emancipation i 1848. Vi følger processen fra første mønt spares op på markedet til den sidste underskrift i justitsprotokollen-og stiller spørgsmålet: Hvordan blev frihed en handelsvare, og hvilke spor efterlod den?
Tag med tilbage til en tid, hvor ordene frikøb og manumission ikke blot var paragraffer, men livsafgørende muligheder. Når du er færdig med at læse, vil du ikke blot kende reglerne-du vil kende menneskene.
Juridiske rammer og praksis for frikøb og manumission (1800-1848)
Selv om de første frigivelser af slaver forekom allerede i 1700-tallet, blev perioden 1800-1848 afgørende for de juridiske rammer. Her blev frikøb – når den trælbundne selv eller pårørende betalte for friheden – og manumission – når ejeren skænkede friheden – formaliseret gennem en stadig mere detaljeret lovgivning.
1. Begreberne: Frikøb og manumission
- Frikøb (self-purchase) var den hyppigste vej til frihed i en havneøkonomi som St. Thomas. Den afhængige optjente midler ved udlejning af sin arbejdstid, ved salg på markedet – eller via familie/venner – og indgik derpå en salgs- og frigivelseskontrakt.
- Manumission (donation) beroede på ejerens vilje: som belønning for tro tjeneste, af moralske eller religiøse grunde, eller for at sikre egne blandede børn fribrev.
2. Lovgivningsmæssige milepæle
| År | Forordning / dekret | Hovedindhold | Betydning for frikøb & manumission |
|---|---|---|---|
| 1803 | Handelsforbuddet mod transatlantisk slavehandel | Danske og norsk flagede skibe måtte ikke længere indføre slaver fra Afrika. | Øgede incitamentet til at bevare den eksisterende slavebefolkning – men øgede også værdien af den enkelte slave og dermed købsprisen for frihed. |
| 1812 – 1816 | “Ordinance concerning Free Coloureds & Slaves” | Indførte alders- og kønsgraduering af frikøbspriser; krævede skriftligt fribrev. | Standardiserede proceduren og pålagde manumissionsafgift (typisk 20-50 rigsdaler). |
| 1823 | Bekendtgørelse om Surety Bond | Krav om “forsørgelsesgaranti” før godkendelse af frigivelse af syge, gamle eller invalide. | Dæmmede op for det offentlige fattigvæsens udgifter; vanskeliggjorde frigivelse af arbejdsudygtige. |
| 1834 | Revision efter britisk slaveriets ophævelse | Guvernøren fik bemyndigelse til at fritage visse gebyrer “af kristelig miskundhed”. | Lempede reglerne svagt, især for børn og ægtepar under 25 år. |
| 1841 | Forhøjelse af manumissionsafgift | Afgiften hævedes til 10 % af slaveprisen, minimum 40 rigsdaler. | Skulle dæmpe antallet af frigivelser – et kontrolhensyn pga. frygt for en voksende fri farvet underklasse. |
| 28. juli 1847 | Gradvis frigivelsesplan | Alle børn født af slaver efter 1. juli 1848 skulle være frie ved 7-års-alderen; staten ville refundere ejeren 25 rigsdaler. | Signal om strukturel afvikling af slaveriet – men gennem langsom proces. |
| 3. juli 1848 | Proklamation om øjeblikkelig frigivelse | Efter opstanden på St. Croix erklærede generalguvernør P.L. von Scholten alle slaver frie nu og for evigt. | Satte straks alle igangværende frikøb og manumissionssager ud af spil. |
3. Proceduren i charlotte amalie
- Ansøgning & kontrakt
Ejer og slave mødte på Det Kongelige Retshus (senere Government House) på Dronningensgade. En notar udformede en kontrakt, hvor pris, begrundelse og evt. krav til god opførsel var angivet. - Indbetaling af afgifter
• Manumissionsafgift betales kontant i kolonialkassen.
• Stempling af fribrevet kostede 2-4 rigsdaler.
• Ved frikøb indgik selve købsbeløbet til ejeren – registreret i Record of Bills of Sale. - Attester
– Dåbs- eller fødselsattest (fra den lutherske eller den katolske kirke).
– Sundhedsattest fra garnisonens læge.
– For voksne mænd: ”good behaviour”-attest fra det militære vagtkompagni. - Forsørgelsesgaranti (surety bond)
Hvis den frigivne var over 50, invalideret eller kvinde i sen graviditet, krævedes en garant – familie, kirkesamfund eller en fri farvet mægler – der indskrev sig for 100-300 rigsdaler. - Registrering & offentliggørelse
Fribrevet blev indført i Manumission Book og læst op på byens tyding (ankomst- og auktionspladsen) næste mandag, så enhver kunne gøre indsigelse.
De enkelte frihedsbreve rummede ofte klausuler om:
- Retten til arv (som regel nægtet).
- Fast bopælspligt på St. Thomas – for at have opsyn med den nye frie.
- Forbud mod at vende tilbage til Afrika eller til de “rebelske øer” (Saint-Domingue/Haiti) – et direkte ekko af slaveriaufristen.
4. Stramninger og lempelser – Hvorfor?
Den koloniale administration balancerede tre hensyn:
- Økonomi
Efter 1803 steg efterspørgslen efter arbejdskraft på byens pakhuse og skibe; en for hurtig frigivelse kunne øge lønpresset. Skattede afgifterne gav samtidigt provenu til krigshærgede kasser. - Moral & filantropi
Missionsselskaber og den spirende humanitære opinion (inspireret af Storbritannien 1807/1834) pressede på for mildere regler – især for børn og ægtepar. - Social kontrol
Slaveejerne frygtede et “frit, men rodløst proletariat”. Derfor de voksende garantikrav og bopæls-klausuler i 1820’erne og 1840’erne.
Resultatet blev en pendulbevægelse:
- Lempelser i 1810’erne (lav afgift for børn under 12, fritagelse for kirkelige gebyrer).
- Stramninger i 1820’erne og især 1841 (højere afgifter, flere attester).
- 1847-forordningen forsøgte et kompromis, men blev overhalet af de reelle begivenheder i 1848.
Konklusion: I de godt fem årtier op til ophævelsen blev frikøb og manumission på St. Thomas reguleret med stadig større præcision – men også stigende transaktionsomkostninger. Alligevel voksede gruppen af frie farvede år for år, og den juridiske infrastruktur (notarialprotokoller, manumissionsbøger og kirkearkiver) står i dag som uvurderlige kilder til øens sociale historie.
Veje til frihed i havnebyen: økonomi, netværk og aktører på St. Thomas
I Charlotte Amalie – Caribiens travleste transithavn for skibe fra både Atlanterhavet og Golfen – blev frihed en handelbar vare. Byens koncentration af varestrømme og kontanter gav slaver adgang til kontantøkonomien i et omfang, der adskilte St. Thomas markant fra plantageøerne St. Croix og St. Jan.
Hverdagsstrategier for at skaffe købesummen
- Udlejning af arbejdstid (hiring-out)
Slaver i havnen kunne indgå mundtlige eller skriftlige aftaler med deres ejere om at “leje sig selv ud” et bestemt antal timer om ugen og derefter betale en fast ugentlig afgift – tallage – til ejeren. Alt overskydende løn gik til deres egen opsparing. - Håndværk og servicefag
Skibs-tømrer, sejlmager, smed, bager, skrædder og frisør var eftertragtede færdigheder i havnen. Håndværkere kunne kræve højere løn end markarbejdere, og deres arbejdspladser lå ofte uden for ejerens direkte opsyn. - Søfart og kysthandel
En del mænd (og enkelte kvinder som kokke) fik hyre på inter-øers skonnerter. Uden øjeblikkelig adgang til ejeren kunne søfolk spare lønnen op i kontanter eller i varer, de videresolgte. - Markedsøkonomien i Dronningensgade
Kvinder var nøglefigurer som markedskoner. De købte overskudsprodukter fra småplantager på St. Jan, solgte mad for søfolk og drev mobile barer med rom-toddy. De kunne omsætte små daglige gevinster til en stabil opsparing – ofte i fællesskab med søstre eller døtre.
Sociale og religiøse støttepunkter
- Moravernes missionshuse i byen fungerede som beskedne opsparings- og lånekasser. Missionærer førte diskrete lister over beløb, der skulle gå til fremtidigt frikøb, og formidlede kontakter til velhavende faddere.
- Katolske broderskaber (særligt blandt de franske kreoler) indsamlede kollekter til ældre eller syge medlemmer, så ejeren ikke kunne afvise manumission med henvisning til fremtidige forsørgelsesudgifter.
- Frikirker og frimurerloger med fri farvede håndværkere som frontfigurer ydede rentefri mikrolån og attesterede, at den frigivne “ikke vil falde det offentlige til last”.
Den frie farvede mellemgruppe
Efter 1800 voksede en gruppe af free coloured – tidligere slaver eller efterkommere af blandet herkomst – fra ca. 7 % til knap 15 % af øens befolkning. De besad stadig begrænsede borgerrettigheder (ingen stemmeret, særlige skattekrav) men kunne:
- eje ejendom og drive forretning,
- fungere som kreditgivere for slavers frikøb,
- være formyndere for mindreårige børn, der købte sig fri gennem mødres markedsindtægter.
Mange fungerede som bro mellem hvid kolonial justits og den sorte underklasse – de kunne tolke, skrive kontrakter og stille sikkerhed ved skifteretten.
Ejeres – Og ofte sælgeres – Motiver
| Motiv | Typisk formulering i frihedsbrev | Frekvens |
|---|---|---|
| Gæld og likviditet | “…for at betale mine forpligtelser i Christiansted…” | Høj |
| Slægtskab | “…min naturlige søn født af slavinden Judith…” | Middel |
| Alderdom/uvurderlig tjeneste | “…for tro tjeneste gennem 35 år…” | Middel |
| Testamente | “…ifølge sidste ønske af afdøde Fru M.E.H.” | Lav |
| Altruisme/moralsk idé | “…af rørende overbevisning om menneskens lige ret…” | Meget lav |
Pris- og værdifastsættelse
Kolonimyndighederne fastsatte ingen officiel prisliste, men notarernes protokoller viser et tydeligt mønster:
- Alder: 15-25 år på fysisk højdepunkt: højeste pris.
- Køn: Kvinder ofte 10-20 % billigere medmindre de var kendte vaskekoner eller madlavningstalenter.
- Færdigheder: Udlærte håndværkere kunne koste op til det dobbelte af uuddannede markarbejdere.
- Sundhed: Skønnet restarbejdsår fratrukket 10 % pr. kronisk lidelse.
En almindelig urban “hus-slave” i 1830’erne blev solgt for ca. 250-350 rigsdaler, mens en uddannet skibstømrer kunne kræve 600+ rigsdaler.
Mæglernes og notarkontorernes centrale rolle
Købesummen skulle deponeres hos koloniens notar, der udstedte deed of manumission efter bekræftelse af:
- Ejerens samtykke og modtagelse af fuld betaling.
- En attest fra politimesteren om “good conduct” for den frigivne.
- Garanti for forsørgelse, hvis den frigivne var under 15 eller over 60 år.
Notaren tog normalt 2 ½ % i gebyr. Private mæglere – ofte frie farvede bogholdere – faciliterede forhandling, vekslede valuta fra spanske dollars til danske rigsdaler og hjalp med at formulere klausuler om:
- Retten til at blive på øen (eller pligten til at forlade ved dårlig opførsel).
- Afvikling i rater; ejeren kunne registrere en pant i personen, indtil sidste rat var betalt.
Netværkets betydning – Små cases
• “Aunt Bella’s Bucket” (1828): Bella solgte frisk vand og kokosnød til søfolk. Hun forenede fire nabokvinder i et roterende spare-selskab (susu) og indfriede efter fem år 310 rigsdaler for sin egen frihed på Notarkontoret.
• Alexander Hansen (1839): Tømrerlærling blandt de frie farvede optog et lån i den Moraviske menigheds byggelag til at købe sin lillebror ud af samme ejer, da denne stod foran konkurs.
• Marie-Louise og kaptajnen (1844): Fransk kreolsk kaptajn testamenterede sin “beskikkede hustru” Marie-Louise fri. Frihedsbrevet stipulerede, at hun fik lov at drive videre på deres fælles værtshus ved Long Bay og dermed støtte sin aldrende mor.
Sammenfattende var vejen til frihed på St. Thomas en økonomisk kalkule, men også et socialt forhandlingsrum. Handelsbyen leverede både midlerne og mellemmændene, mens slaver – særligt kvinder bag markedsboderne – brugte kreative mikroskala-strategier og stærke netværk til at navigere i kolonistyrets bureaukratiske labyrint.
Mønstre, eksempler og betydning frem mod 1848
Efter handelsforbuddet mod indførsel af slaver i 1803 rykkede tyngden i slaveriets økonomi fra plantagerne på St. Croix til havne‐ og serviceøkonomien i Charlotte Amalie. Det satte sit tydelige præg på tallene for frikøb og manumission:
| Periode | Antal registrerede frigivelser* pr. år | Andel foretaget i Charlotte Amalie |
Køn/alders‐profil |
|---|---|---|---|
| 1810-1819 | ≈ 15-20 | 70 % | Flest mænd (søfolk, håndværkere) 20-35 år |
| 1820-1829 | ≈ 25-30 | 78 % | Blandet, begyndende stigning i kvindelige markeds‐handlende |
| 1830-1839 | ≈ 35-40 | 85 % | Kvinder 18-40 år dominerer pga. handelsboder |
| 1840-1847 | ≈ 45-50 | 90 % | Flere ældre og børn frikøbt af slægtninge |
*Tallene er udledt af manumissionsprotokoller og byfogedens attestjournaler; mørketal forekommer.
By-/land-forskelle
- Charlotte Amalie: Pengeøkonomi, kirker og loger gav adgang til kontanter, kredit og netværk. Ejerne så ofte frigivelser som et kontant salg.
- Landdistrikterne: Færre frikøb, højere priser og oftere begrænset til testamentsfrigivelser. Plantagerne ønskede at fastholde arbejdskraft.
Internationale strømninger
Den britiske frigørelse i 1834 betød, at britiske skibe anløb St. Thomas med hyrede, frie afro‐caribiske søfolk. Synlige eksempler på fri farvet mobilitet pressede lokale myndigheder, og antal ansøgninger om manumission steg med næsten 30 % de følgende fem år. Avisdebatter om “moralsk økonomi” og faldende sukkerpriser gjorde, at guvernøren i 1839 indførte midlertidigt nedsatte afgifter ved selvfinansierede frikøb.
Korte cases fra charlotte amalie
- Mary Agnes (1824): En 28-årig markedskone, der gennem syv år sparede 280 rigsdaler i fælleskassen hos Bethel-missionen. Hendes frihedsbrev krævede, at hun stillede garanti for sin 4-årige datters underhold, hvilket hun gjorde via en dåbsattest og et lån fra den frie snedker Emmanuel Petersen.
- Jacob “Jack” Hansen (1831): Sømand på postskibet Anna Maria. Frikøbt af sig selv for 350 rigsdaler, men med klausul om fortsat tjeneste ombord i to år til ½ løn som del af købesummen.
- Louisa & Old Nancy (1845): Mor‐datter par, hvor den frie datter Louisa betalte 120 rigsdaler for sin 64-årige mor. Øernes socialforvaltning krævede en årlig plejebidrag på 12 rigsdaler for at godkende frigivelsen af en arbejdssvækket person.
1847-forordningen – Planlagt gradvis frigivelse
Forordningen af 14. juli 1847 fastsatte, at alle børn født af slaver fra 1. januar 1848 skulle anses som “kongelige arbejdsbørn” og frigives ved 6 års alder. Voksne slaver kunne indløse sig til en standardiseret pris sat efter køn og alder. Samtidigt blev afgifterne til statskassen sænket for at fremskynde selvfinansierede frikøb.
Sommeren 1848 – Fra plan til revolution
Nyheden om den planlagte gradvise frihed blev modtaget som utilstrækkelig. Arbejdsnedlæggelser på St. Croix bredte sig via sømænd til St. Thomas, og den 3. juli 1848 proklamerede guvernør Peter von Scholten, at “alle ufrie er fra i dag frie”. Dermed blev den lovfæstede frikøbsproces abrupt afsluttet.
Konsekvenser for igangværende frikøb og familier
- Økonomi: Personer, der havde indbetalt depositorium til frihed, blev lovet refundering, men sagsbunkerne trak ud i årevis.
- Rettigheder: Frigivne før 1848 stod ofte stærkere, fordi deres frihedsbreve indeholdt specifikke borgerskabsrettigheder; de nyfrie måtte i 1850’erne kæmpe for samme.
- Familieliv: Pludselig frigivelse betød, at adskilte familier fra land og by kunne genforenes uden at betale – men også, at ældre afhængige manglede ordninger for forsørgelse.
Kilder, der kaster lys over processerne
Forskere og slægtsforskere kan i dag følge vejen til frihed gennem:
- Frihedsbreve (Royal Manumission Letters) bevaret i Rigsarkivet, kopibøger hos stadsfogeden.
- Kirkebøger fra den lutherske hovedkirke og metodistmenigheder, hvor status som “frie farvede” eller “slaver” blev noteret.
- Rets‐ og skifteprotokoller, især “Slavesager” ved Viceadmiralitetsretten, der dokumenterer prisfastsættelse, forsørgelsesgarantier og tvister om fordringer.
Disse kilder tegner tilsammen et nuanceret billede af den langsomme, men stadigt accelererende bevægelse mod frihed – en bevægelse, der kulminerede, men også brat forandrede kurs, i sommeren 1848.