8 markante retsopgør i Dansk Vestindien i perioden 1760-1917

Forestil dig Atlanterhavets saltvand stadig dryppende fra tøjet på en kaptajn, der netop er blevet ført i land i Charlotte Amalie, omgivet af ivrige vidner og et helt arkiv af hemmelige skibslogbøger. Eller tænk på lydmuren af bifald, da St. Croix’ kontraktarbejdere i 1878 lod sukkerrør stå i flammer og tvang guvernøren til at erklære undtagelsestilstand. Fra den første forbudte slavekonvoj efter 1803 til de juridiske spidsfindigheder om statsborgerskab ved salget til USA i 1917 har Dansk Vestindien været scene for nogle af imperiets mest opsigtsvækkende retsdramaer.

Denne artikel dykker ned i otte skelsættende retsopgør, der ikke blot afgjorde skæbner på øerne, men også kaster nyt lys over kolonimagten Danmark – og over grundbegreber som frihed, ejendomsret og statsborgerskab. Hvert opgør afspejler en brydningstid: fra kampen mod den ulovlige slavehandel, over de frie farvedes krav på rettigheder, til de brændende marker under Fireburn og de hektiske forhandlinger om øernes overdragelse til USA.

Gennem originale domsafsigelser, ankeskrifter og øjenvidneberetninger får du her et sjældent kig ind i de retssale, hvor kolonihistorien tog livsafgørende drejninger. Vores rejse begynder ved lovens frontlinje i 1803 – og ender ved den amerikanske fane, der blev hejst på regeringsbygningen i 1917. Tag plads på tilhørerbænken, og lad sagens akter folde sig ud.

Opgøret med den ulovlige slavehandel efter forbuddet i 1803

I foråret 1803 blev den sidste lovlige, dansk-flaggede slavekonvoj losset på St. Croix. Den 1. april samme år trådte kongelig anordning af 16. marts 1792 de facto i kraft og gjorde al videre indførsel af “afrikanere” til Dansk Vestindien strafbar. Afsnittet her følger de første retsopgør, der skulle omsætte forbuddet til praksis – og dermed definere koloniernes nye juridiske landskab.

1. Første generation af sager (1803-1810): Chok og tilpasning

1. Shooteren “Flyvende Hjort” (St. Thomas Land- & Søret, 1805)
   Sagens kerne: Skibet ankom fra Curaçao med henblik på at “transittere” 54 nyligt indkøbte afrikanere. Toldinspektøren fandt uoverensstemmelser i skibsbrev og lastliste.
   Bevisførelse: Retten krævede logbog, pas-protokol fra Willemstad samt vidneførsel fra kokken, der afslørede ombordstigning på Gullkysten.
   Afgørelse: Total konfiskation; kaptajn Niels Larsen idømt 3 måneders æresløs arrest og 2.000 rigsdaler i bøde. 54 personer erklæret “kronens frie hænder” og kontraktansat som soldaterarbejdere.
2. Briggen “Christiansborg” (St. Croix, 1807)
   Plantagehandleren H. Th. Reiersen havde forsøgt at indregistrere 73 afrikanere som “kabinpassagerer”. Retten afviste forklaringen som dolus (svig). Konfiskationen blev den første, der også ramte investorerne i København via arrest i deres oversøiske formue.
3. “Anna Catharina”-dommen (St. Jan, 1810)
   Præcedens: Ulovligt importeret arbejdskraft til en mindre sukkerfarm. Retten slog fast, at ikke kun søgående fartøjer, men enhver transportkæde kunne beslaglægges. Ejeren måtte udrede erstatning til kolonialbestyrelsen for forsørgelse af 27 befriede afrikanere.

2. Hvordan beviserne blev samlet

Kildetype	Typisk indhold	Problemer
Skibslogbog	Datoer, positioner, proviantering	Hvide felter, omskrevne sider
Last- & passagerlister	Antal “Negros”, værdifastsættelse	Systematisk underrapportering
Søfolks eden og vidneafhøringer	Sejlplan, havnebesøg, mandskab	Trusler, fælles økonomisk interesse
Havne- og toldjournaler fra nabokolonier	Transitoplysninger, toldafgifter	Manglende adgang pga. krig/neutralitet

Koloniretten udviklede et næsten kriminalteknisk fokus på kurs-inkonsistens (hvor afveg logbogen fra gængse sejlruter?) og på “fraværende døgn”, hvor skibet stod opført som værende til havs uden logført position. Disse metoder vandrede senere ind i dansk søret generelt.

3. Ankesagerne i københavn: Skærpet eller mildnet?

Mellem 1805 og 1825 blev i alt 11 domme appelleret til Henholdsvis Hof- og Stadsretten og videre til Højesteret:

• 7 domme blev stadfæstet med uændret straf.
• 3 domme blev skærpet, typisk ved forhøjede bøder (f.eks. “General Walterstorff”, 1819: bøde hævet fra 1.500 til 3.500 rigsdaler).
• 1 dom blev omgjort (briggen “Providentia”, 1814) fordi kronen ikke kunne bevise, at afrikanerne var bragt ombord efter 1. april 1803.

Ankeinstansernes praksis havde to vigtige konsekvenser:

1. De bandt den oversøiske søret tættere til metropolens retsopfattelse og fjernede ethvert håb om “lokal lempelighed”.
2. Bødeniveauet blev sat så højt (op til skibets fulde værdi), at forsikringsselskaber i Altona og København indførte eksplicit udelukkelse af slavehandlerisici. Det var et finansielt kvælertag på smuglingen.

4. Den præventive effekt – Tal og tendenser

Selv om mørketal er betydelige, viser samtidige statistik-protokoller fra Gouvernements‐kontoret på St. Croix en markant nedgang:

• 1803-1805: anslået 1.200 illicitte afrikanere indført.
• 1806-1810: 430.
• 1811-1820: under 100 – hovedsageligt via mellem-caribisk videresalg.

Nedgangen skyldtes ikke alene dommene, men også:

• Britisk flådekontrol i regionen efter 1807.
• Økonomisk usikkerhed på de planterier, der tidligere kunne absorbere nye slaver.
• Et gryende lokalt grænsepoliti bestående af frikøbte afrikanere (Free Coloured Constabulary), som kendte smuglernes netværk.

5. Juridisk arv

Retsopgøret mod den ulovlige slavehandel blev koloniernes første store test af repressiv lovgivning uden samtidig sociale reformer. Det lærte administrationen at:

1) bruge økonomiske incitamenter (bøder, konfiskation) frem for fysisk straf,
2) bygge sager på skriftlig dokumentcontinuum, ikke på hudfarve‐kategorier,
3) sende klare signaler til investorerne, ikke kun til søkaptajnerne.

Selv om lidt slavehandel fortsatte på omveje, lagde 1803-domspraksis fundamentet for en juridisk omgang med fri farvede og senere frigivne, som vi møder i 1830’ernes rettighedssager og helt frem til von Scholten-opgøret i 1848.

Rettighedssager for de frie farvede i 1830’erne

Før slaveriets formelle ophævelse i 1848 opstod der i 1830’erne et gradvist, men markant retsopgør om de cirka 5.000 frie farvedes stilling i Dansk Vestindien. Sagerne udsprang ofte af konkrete konflikter – en handelstilladelse afslået, et vidne nægtet adgang i retten, en arvesag forkastet – men fik hurtigt principiel karakter, fordi de blev anket helt til Vestindisk-Guineisk Retskammer i København. Nedenfor gennemgås de vigtigste tema- og præcedenssager, samt de forordninger de affødte.

---

1. Vidneførsel og procesadgang

1. The Crown v. Georges (St. Croix, 1830)
   En fri farvet skibsdreng, Pierre Georges, blev nægtet at vidne mod en hvid sømand for vold om bord. Lokaldomstolen henviste til den gældende ret, hvorefter kun “christne personer af europæisk herkomst” kunne afgive ed.
   Appel: Regnskabs- og Revisionskommissionen i København omgjorde dommen og fastslog, at “enhver fri person, der bekender sig til den kristne religion, er edelig”. Præcedensen åbnede retslokalet for frie farvede og blev indarbejdet i Placat af 3. april 1831.
2. Larsen v. Municipality of St. Thomas (1835)
   Den frie farvede købmand William Larsen klagede over, at han ikke kunne føre sag uden en europæisk “procurator”. Højesteret i København afgjorde, at procesfuldmægtig-kravet gjaldt for “beboere uden advokatkyndighed” – og at Larsen “qua næringsdrivende” besad fornøden kundskab til at føre egen sag. Afgørelsen udvidede princippet om partsautonomi.

2. Adgang til næring og håndværk

Sag	Kerneproblem	Afgørelse / Forordning	Betydning
Newton v. St. Thomas Handelsembede (1833)	Tilladelse til detailhandel i fornemme bykvarterer	Guvernørrådet stadfæstede ansøgningen; ordlyden “europæisk købmand” blev slettet i Kolonialanordning af 5. nov. 1834	Frie farvede kunne herefter drive forretning uden protektion af hvide “stråmænd”
Gov. Prosecutor v. Blacksmiths’ Guild (St. Croix, 1836)	Lærlingekontrakter, medlemskab af hvide laug	Højesteret ophævede laugets eksklusionsklausul	Åbnede håndværksfagene – især smede- og tømrerfag – for frie farvede

3. Ejendomsret og kontraktfrihed

• Estate La Grange Succession Case (1832-37): To frie farvede søstre, Christine og Juliette Hodge, arvede deres afdøde fars “husjord” i Frederiksted, men blev udfordret af plantageejeren, der hævdede, at jorden var “uafhændelig”. Retten i Christiansted anerkendte kvindernes skøder, men det var Højesterets kendelse af 4. marts 1837, der slog fast, at “farve og tidligere slavestatus ikke kan begrænse en fri persons ret til fast ejendom”.
• Michaelsen v. Georges (1838): En kreditkontrakt blev ugyldiggjort af den lokale dommer med begrundelsen “manglende rets-evne hos farvet debitor”. Ankesagen førte til cirkulære af 1839, som ligestillede frie farvede i obligations- og formueret.

4. Ligestilling i straffe- og arveret

1. Regina v. Anna Francis (1834): En fri farvet kvinde stod tiltalt for småtyveri. Strafferammen var langt hårdere for “personer af farve”. Højesteret tilsidesatte den lokale doms “korporlige revselse” og dømte fængsel in accordance with Dansk Lov 6-17-11, hvormed farve­differentierede straffegrader blev de facto afskaffet.
2. Tutbury Probate Appeal (1839): En arvesag, hvor en fri farvet enke blev forbigået til fordel for en fjern hvid slægtning. Højesteret udtalte, at arverettens tilbagefalds­regler er “farve-blinde”, hvis ægteskabet er kirkeligt tibestået. Kendelsen indskrev sig kort efter i Forordning af 12. juli 1840 om Arv & Testamente.

---

Opsamling: fra spredte domme til kodificeret reform

Sagerne ovenfor banede vejen for Forordning om de frifarvede af 28. maj 1834 og den efterfølgende Generalkollegial-Instruks af 1842. Kombinationen af:

1. højesteretsafgørelser der ophævede lokale farvebestemmelser,
2. kongelige cirkulærer der gjorde afgørelserne gældende i hele kolonien,
3. og et voksende lag af veluddannede frie farvede advokater og købmænd,

skabte på under ti år en næsten fuldstændig civil- og strafferetlig ligestilling – på papiret. Den praktiske virkning blev begrænset af sociale barrierer og af, at slaveriet fortsatte for langt størstedelen af øernes befolkning. Ikke desto mindre udgjorde 1830’ernes rettighedssager det juridiske fundament, som frigørelsen i 1848 senere kunne hvile på.

Retsopgøret efter 1848-frigivelsen: sagen mod guvernør Peter von Scholten

3. juli 1848 lod generalguvernør Peter von Scholten alle slaver på de tre øer vide, at de med øjeblikkelig virkning var frie borgere. Hans berømte ord – “Nu er I alle frie; I er nu Kongens frie undersåtter” – standsede mere end 180 års institutionaliseret slaveri, men udløste samtidig et langvarigt rets- og ansvarsspørgsmål, der kom helt til Højesteret i København.

Fra proklamation til rigsretlig proces

1. 4.-8. juli 1848 – Von Scholten træder tilbage og sejler til St. Thomas, hvor han indsætter viceguvernør Garde som fungerende øverstbefalende.
2. 21. juli 1848 – Ankommer til København. Plantageejerne indgiver straks klager over økonomisk ruin, tab af “arbejdskraft” og brud på kolonilovgivningen.
3. 31. oktober 1848 – Kong Frederik VII nedsætter en Undersøgelseskommission bestående af to højesteretsdommere og en auditør fra marinen. Kommissionen får til opgave “at klarlægge begivenhedernes forløb samt spørgsmaalet om guvernørens retmæssige handlefrihed”.
4. 1849 – 1852 – Over 150 vidner afhøres i København og på øerne; der indhentes 12 kasser skriftlige beviser (ordrer, breve, logbøger, regnskaber).
5. 20. januar 1853 – Kommissionen anbefaler en krigsretslig tiltale for “magtoverskridelse, forsømte foranstaltninger til opretholdelse af ro og orden samt forvoldelse af store stats- og private tab.”
6. februar 1854 – maj 1855 – Sagen behandles af Højesteret som særligt krigsrettigt forum. Retten er sammensat af 15 dommere; proceduren optager 28 retsmøder.
7. 8. maj 1855 – Von Scholten frifindes i alle hovedanklager; retten fastslår dog, at proklamationen “formelt var ultra vires”, men at ekstraordinære omstændigheder gjorde handlingen nødvendig og rimelig.

Nøglepunkter i den juridiske argumentation

Anklagemyndigheden

Forsvaret

Von Scholten handlede uden bemyndigelse i strid med instruksen af 1834, der krævede hjemmel fra Kongen til at ændre slaveriets juridiske status. Han svigtede sin pligt til at værne om privat ejendom og offentlig orden; urolighederne på St. Croix kunne være nedkæmpet med militær magt. Proklamationen udløste et provenutab for staten (manglende slaveregisterafgifter) og et formuetab anslået til 4 mio. rigsdaler for plantageejerne.

Instruksen gav guvernøren krisetidshjemmel til “alle nødvendige foranstaltninger” for at beskytte liv og ejendom. Rapporter fra St. Croix viste, at slaverne allerede var i åben opstand; et militært sammenstød ville have kostet hundredvis af liv. Von Scholten handlede med henblik på at “bevare ro og forhindre blodsudgydelse”, hvilket Kongens undersåtter har forrang for frem for ejendomsretten. Ødelæggelserne, ikke proklamationen, forårsagede plantageejernes tab; disse skader kunne ikke tilskrives guvernørens beslutning.

Hovedspørgsmål om kompetence, orden og ansvar

• Kompetence: I hvilken udstrækning kunne en kolonial embedsmand afvige fra fast lovgivning under force majeure? Højesteret fastslog, at kompetencegrænsen forskydes i nødtilstand, men understregede, at det er domstolen – ikke guvernøren – der efterfølgende bedømmer omstændighederne.
• Offentlig orden: Retten accepterede, at Øernes små militære styrker (219 soldater) ikke kunne kontrollere 5.000 væbnede slaver – proklamationen var derfor “mindsteindgrebsprincip”.
• Personligt ansvar: Von Scholten slap for erstatningspligt, men dommen åbnede for, at staten kunne blive sagsøgt i civile søgsmål – hvilket fik stor betydning for kompensationsopgøret 1848-53.

Politiske følger i kolonien

1. Frifindelsen styrkede de frie tidligere slavers opfattelse af, at deres frihed var uigenkaldelig. Det dæmpede “planters’ councils” krav om nyindførsel af tvangsarbejde.
2. Guvernørens efterfølgere indførte dog hurtige arbejdsregulativer (1850) for at bremse massefraflytning fra plantagerne. Disse blev legitimeret ved von Scholten-sagen som eksempel på, at staten måtte sikre ro og produktion.
3. Von Scholten selv blev en folkehelt blandt de tidligere slaver, mens han blandt mange plantageejere forblev persona non grata.

Politiske følger i københavn

• Rigsdagens debat: Sagen faldt sammen med Grundlovens tilblivelse (1849). Flere nationalliberale pegede på koloniernes “autoritære særstatus” og krævede øget parlamentarisk kontrol med oversøiske beslutninger.
• Juridiske reformer: Koloniministeriet fik i 1855 ordre til at modernisere kolonilovgivningen; det førte til den nye Vestindiske Lov af 1856, som blandt andet fastsatte klare nødbemyndigelser for guvernører.
• Erstatningskomplekset: Plantageejernes forurettelse over frifindelsen øgede presset for statsstøtte. Hovedparten af den endelige kompensation finansieredes gennem statsobligationer – et belastende efterspil for den danske statskasse.
• Salgsdiskussionen: Von Scholtens sag blev første gang nævnt som et argument for at afhænde kolonierne; kritikere spurgte, om Danmark havde råd eller legitimitet til fortsat at være kolonimagt.

Langtidseffekten

Dommen mod von Scholten er i dansk retshistorie et af de tidligste eksempler på, at nødret kan retfærdiggøre tilsidesættelse af formelle lovregler, når borgernes liv og sikkerhed står på spil. Samtidig illustrerer den, hvor komplekst det var at føre koloniale sager for danske domstole – med vidner, beviser og politiske interesser spredt over tre kontinenter. Frifindelsen lukkede ikke munden på kritikerne, men den lagde et juridisk fundament for både kompensationsopgøret 1848-53 og de senere debatter om arbejdsregulativer og statsborgerskab, der kulminerede ved salget til USA i 1917.

Kompensationsopgøret 1848–1853: plantageejernes krav mod staten

Mens jubelen over Emancipationsproklamationen den 3. juli 1848 endnu rungede i gaderne på St. Croix, St. Thomas og St. Jan, rejste planternes ejere et helt andet spørgsmål: Hvem skulle erstatte deres tab af “arbejdskraft”? I de følgende fem år blev kolonien hjemsøgt af et omfattende kompensations- og taksationsopgør, der på afgørende vis prægede både retsudvikling og økonomi.

1. Lovgrundlaget og de første skridt

1. 4. august 1848: Den midlertidige guvernementsordre om “Expropriation for The Public Good” fastslog statens erstatningspligt, men udskød selve taksationen.
2. 3. december 1848: Lov nr. 73 i København bevilligede 3 millioner rigsbankdaler til formålet og nedsatte tre taksationskommissioner – én på hver ø.
3. 1849: Et cirkulære pålagde ejerne at indsende komplette slavelister fra december 1847 samt dåbs-, syge- og strafferegister for hver person.

2. Dokumentationskrav og værdifastsættelse

Kommissionerne udarbejdede en taksationsskala bestående af syv alders- og kønskategorier (prime field hand, domestic, child …). Værdien steg eller faldt efter:

• Helbredsoplysninger (f. eks. yaws eller kronisk reumatisme)
• Faglige kvalifikationer (smed, tømrersvend, sukkerkoger)
• Disciplinær historik (gentagne piskningstakster trak ned)

Skalaen gav et grundbeløb; herefter justerede de lokale kommissærer ud fra plantagens indberetninger og ordensmagten bekræftede identiteten. Metoden skulle sikre “objektivitet”, men åbnede for en række juridiske tvister.

3. Centrale tvistetyper og eksemplariske sager

Sag	Problemstilling	Afgørelse	Precedens
Estate La Grande Princesse v. Kolonistyrelsen (1850)	Uenighed om 17 “maroons” (undvegne) på listen	Højesteret slog fast, at ejeren bar bevisbyrden for fysisk tilstedeværelse 3. juli 1848	Undvegne slaver udelukkes konsekvent fra erstatning
James Finlay & Co. (1851)	Krav om højere sats for 26 kvalificerede “boilers”	Kommissionens satser stadfæstet – ingen særtarif	Faglighed kunne kun påvirke 10 % opad
Mary’s Fancy v. Crown (1852)	Forsinket indsendelse af kirkebogsdata	Formfejl ikke fatal, hvis “skyld i forsinkelse ikke kan lægges ejeren til last”	Åbnede for visse indrømmelser i procesøkonomien

4. Udbetalingsproceduren og finansielle effekter

Erstatningen blev udbetalt i tre rater (1850-52) i rigsbankdaler gennem den kongelige kasse på St. Thomas. Men størstedelen af midlerne blev pantsat direkte videre til europæiske kreditorer, som i årtier havde ydet lån mod slavernes “værdi” som sikkerhed. Denne konvertering fra arbejdskraftlån til pengelån gav:

• Likviditet til modernisering – enkelte plantager investerede i vakuum-panner og jernbanespor.
• Spekulation i ejendom – landejendomme skiftede hænder, ofte til danske handelsfirmaer som kom ned med kontanter.
• Skævvridning mellem øerne – St. Croix fik 68 % af erstatningen, St. Jan blot 4 %, hvilket prægede udviklingen af småbrug på sidstnævnte.

5. Præcedenser og retslige følger

1. Bevisbyrdeprincipper: Domme fra både kolonial Landsret og Højesteret cementerede, at “besidderen dokumenterer selv”. Princippet gled senere ind i dansk taksationsret (bl.a. i jernbanelovene i 1860’erne).
2. Vurdering af “immaterielle tab”: Krav om kompensation for tabt framtidig arbejdskraft blev afvist – en fortolkning, der også prægede erstatningsretten ved ophævelse af hoveri i Danmark 1854.
3. Kollektiv søgsmåls-adgang: 27 ejere på St. Thomas gik i 1851 sammen om et gruppepåbud til Højesteret – en af de tidligste danske “class actions”.

6. Sociale og ejendomsretlige konsekvenser

Kompensationsopgøret påvirkede kolonien langt ud over retssalene:

• Kapitaludstrømning: Cirka 40 % af midlerne forlod øerne inden 1855 via vekselbureauer i København og London.
• Massetvangsauktioner: De ejere der ikke fik fuld erstatning pga. procesfejl, røg ofte på tvangsauktion. 15 % af St. Croix’ jordskifter skete 1850-60.
• Nye ejerlag: Frie farvede håndværkere og immigrerede portugisere fra Madeira købte mindre parceller, hvilket gradvist svækkede det gamle plantageoligarki.

7. Afslutning på opgøret

I februar 1853 afleverede den sidste kommission sin beretning til Finansministeriet. Selvom størstedelen af sagerne nu var afgjort, kom efterslæt helt frem til 1860, primært i form af ankesager om renteberettigelse. Den juridiske læring – især standardiseret taksation og streng bevisbyrde – blev senere kopieret i andre danske kolonier og i hjemlige ekspropriationssager.

Konklusion: Kompensationsopgøret efter frigivelsen var mere end en simpel afregning mellem stat og plantageejere; det blev et laboratorium for modernisering af dansk erstatnings- og taksationsret og satte i praksis punktum for den klassiske plantageøkonomi i Dansk Vestindien.

Arbejdsregulativer og kontraktstridigheder på St. Croix 1850–1870

Efter frigivelsen i juli 1848 stod plantageøkonomien på St. Croix uden det tvangssystem, som havde holdt arbejdskraften på markerne i mere end to århundreder. Regeringen svarede i første omgang med “Provisional Labor Act” af 26. september 1849, senere afløst af den reviderede Labour Ordinance af 24. december 1853. Begge forordninger lagde rammerne for kontraktarbejdet og blev genstand for talrige retssager i perioden 1850-1870. De vigtigste konfliktfelter var løn, flyttefrihed og brugen af løsgænger- og tugthusbestemmelser til at håndhæve arbeidsdisciplinen – et opgør, som gradvist flyttede magten fra plantagekontoret ind i kolonirettens retssale.

“contract day” – Én dag om året til at skifte arbejdsgiver

Ordningen indebar, at alle arbejds­kontrakter automatisk udløb den 31. december. På Contract Day den 1. januar kunne arbejderen frit indgå ny kontrakt – i princippet med hvem som helst, i praksis ofte under pres fra plantageejeren, der truede med huslejestop eller politianmeldelse. Retten blev derfor hurtigt forum for tvister om:

1. Gyldigheden af kontrakten – var den indgået frivilligt?
2. Lønnens størrelse – især spørgsmålet om naturalier vs. kontantløn.
3. Flytte­frihed – havde arbejderen overholdt opsigelses­fristen, og måtte han tage sin familie med?

Klassiske tvistetemaer – Og hvad domstolene afgjorde

År & sag	Hovedspørgsmål	Domstolens afgørelse	Præcedens
Mary James vs. Estate La Grange (1852)	Kunne en arbejdskvinde kræve kontantløn frem for “ground provision”?	Ja; retten slog fast, at naturalier kun var lovlige tillæg, ikke erstatning.	Åbnede for udbredt overgang til løn i dollars og cents.
Governor v. Samuel Hodge (1856)	Vagrancy-lov anvendt mod arbejder, der forlod plantagen midt i kontraktperioden.	Kendelse: 14 dages tugthus var lovligt, men flogging blev underkendt.	Indskrænkede fysisk afstraffelse, øgede brug af fængsel.
Charles Emanuel vs. Estate Bethlehem (1864)	Måtte plantagen nægte udlevering af opsparet “back pay” pga. påståede skader på høsten?	Nej; arbejderen havde ret til fuld løn, mens erstatningskrav skulle anlægges særskilt.	Styrkede arbejders beskyttelse mod modregning.
The Crown v. “Queen” Mathilda McBean (1870)	Oprørs­tilskyndelse under lønforhandlinger – ordensforstyrrelse eller kontraktstrid?	Kvinde­rettens nævninge frikendte for “incitement”, men idømte bøde for ulovlig forsamling.	Anerkendte arbejdernes ret til kollektive møder på offentlig grund.

Løsgængerparagraffen som disciplinært værktøj

Plantagerne udnyttede § 5 i Vagrancy Act 1857, der tillod op til 30 dages fængsel for “simuleret arbejdsløshed”. I praksis blev bestemmelsen brugt mod:

• Arbejds­mænd, der forlod marken før solnedgang uden tilladelse.
• Kontrakt­løbere, der søgte høje­rer løn på naboplantagen.

Retssager i 1860’erne afslørede dog en stigende skepsis hos dommerne. I Crown v. Victor Emanuel (1868) blev beviskravet skærpet: plantagen skulle påvise forsæt til lediggang, ikke blot fysisk fravær.

Fra pisk til fængsel – Afvikling af plantagejustitsen

Selv om korporlig straf formelt var afskaffet for frie personer, gav § 10 i 1849-forordningen mulighed for “moderate blows” som disciplin. Fire opsigtsvækkende sager (1850-55) tvang dog koloniledelsen til at reagerer:

1. Rachel McIntosh-sagen: 12 stokkeslag for manglende fremmøde; dommer afviste plantagens ret.
2. Estate Rust-sagen: 37 arbejdere pisket kollektivt; guvernøren fjernede forvalteren.

I 1862 blev enhver form for piskning af kontraktarbejdere forbudt, og i 1873 blev loven helt renset for passager om fysisk avstraffelse. Retspraksis havde dermed presset den lovgivende magt.

Arbejdsdomme, der formede koloniretten

Fra 1850 til 1870 afsagde Police Court og den særlige “Stipendiary Magistrate Court” over 3.000 kendelser i arbejdsforhold. Tendensen er klar:

• Fra paternalistisk kontrol til kontraktualisme – arbejderen blev kontraktpart, ikke “underdanig”.
• Højere beviskrav ved påstået misligholdelse af arbejdskontrakten.
• Gradvis anerkendelse af kollektive rettigheder – især forsamlingsfrihed og retten til at vælge talspersoner.

Konklusion

Retsopgørene om arbejdsregulering på St. Croix 1850-1870 trak en tydelig linje fra post-emancipationsplantagernes autoritære disciplin til en mere moderniseret arbejdsret. Domstolene blev arena for at afprøve, udfordre og langsomt nedbryde resterne af slaveriets tvangssystem. Resultatet var et nyt – om end skrøbeligt – retsprincip: arbejdet skulle være baseret på frivillige aftaler, indgået og håndhævet under offentlig, ikke privat, autoritet.

Fireburn 1878: undtagelsestilstand, krigsret og massedomme

I begyndelsen af oktober 1878 brød arbejderopstanden – kendt som Fireburn – ud på St. Croix. På få døgn antændtes over 50 plantager og store dele af Frederiksted gik op i flammer. Kolonistyret reagerede med øjeblikkelig undtagelsestilstand og indførte militær lov, hvilket satte den ordinære retspleje ud af kraft og banede vejen for et markant – og kontroversielt – retsopgør.

Undtagelsestilstand og suspension af de civile domstole

1. 4. oktober 1878: Viceguvernør Søren L. Møller erklærede state of siege. Alle forsamlinger blev forbudt, udgangsforbud indført, og hæren fik udvidede beføjelser til at anholde uden forudgående dommerkendelse.
2. Militære kommissioner: To såkaldte «Field Courts» (én i Frederiksted, én i Christiansted) erstattede de almindelige politi- og landfogedretter. De bestod af tre officerer og én auditør, der både fungerede som anklager og juridisk rådgiver.
3. Ekspeditionsjustits: Sager blev typisk behandlet inden for 24-36 timer fra arrestation til domsfældelse – ofte udelukkende på grundlag af militærets rapporter og vidneudsagn fra plantageejere.

Massearrestationer og sigtelser

I alt blev ca. 450 personer arresteret i løbet af oktober-november 1878. Anklagerne fordelte sig som følger:

Anklagepunkt	Antal sigtede
Brandstiftelse (arson)	128
Oprør/forræderi (rebellion, sedition)	212
Tyveri/plyndring	71
Drab eller grov vold	17
Andet (ulovlig samling, nægtet arbejde m.m.)	ca. 30

Krigsretterne og domsafsigelserne

• 12 summariske henrettelser ved skydning fandt sted mellem 6. og 14. oktober, efter særligt hurtige «drumhead»-processer.
• 55 dødsdomme blev afsagt af de militære kommissioner i løbet af oktober-december, men størstedelen blev efterfølgende konverteret til fængsel på livstid af guvernøren efter råd fra justitiarius i København.
• 147 personer modtog fængselsstraffe fra 6 måneders hårdt arbejde til 15 år.
• Cirka 180 anholdte blev løsladt med advarsler, fordi der manglede skriftligt bevis eller på grund af pres fra plantageejerne, som ønskede arbejdskraften hurtigst muligt tilbage.

De fire ‘dronninger’ – Symboler og syndebukke

Særligt mediedækningen – både i kolonien og i København – fokuserede på fire kvinder, som hurtigt fik tilnavnet ‘Queens of the Fireburn’:

1. Mary Thomas (Queen Mary)
2. Axeline Elizabeth Salomon (Queen Agnes)
3. Mathilda McBean (Queen Mathilda)
4. Susanna Abramsen (Queen Susanna, el. Bumme)

De blev anklaget for at have opildnet til brand og for at være ledere af optøjerne. I januar 1879 idømte militærretten dem death by hanging. Efter omfattende appelkorrespondance blev straffen omgjort til livsvarigt tugthus, og kvinderne blev deporteret til Danmark i april 1880.

Ankesager til højesteret i københavn

Med undtagelsestilstandens ophævelse i februar 1879 fik de dømte – i hvert fald på papiret – adgang til ordinær appel:

• 45 sager blev indbragt for Den Kongelige Højesteret. Kun i 6 tilfælde blev dommene helt omstødt; de øvrige blev stadfæstet eller blot mildnet.
• Et tilbagevendende tema var, om militærretterne overhovedet havde kompetence til at dømme civile for almindelige forbrydelser. Højesteret anerkendte kompetencen, men udtalte, at bevisførelsen i flere sager «næppe ville have holdt for en ordentlig civile ret» – uden at det førte til frifindelser.
• Dommer Udsen-betænkningen fra 1881 mente, at summariske henrettelser var i strid med de kongelige anordninger fra 1863; betænkningen fik dog ingen retlig konsekvens for allerede fuldbyrdede straffe.

Deportationer og fængsler i danmark

I alt blev 38 dømte sendt til Danmark:

• De fire ‘dronninger’ og 12 mandlige medfanger kom til Christianshavns Straffeanstalt.
• Senere overførtes de fleste til Horsens Statsfængsel for at aftjene hårdt arbejde («slavestens­hakning»).
• Enkelte døde i fangenskab, mens flertallet – herunder Mary, Agnes og Mathilda – benådedes i 1887-88 og returnerede til St. Croix, hvor de ifølge kilderne fortsat var overvåget af politiet og underlagt meldepligt.

Lovændringer og langsigtede konsekvenser

1. Arbejdsreglement af 1. oktober 1880: indførte forbedrede, men stadig strikse regler om løn, opsigelse og flytte­frihed – et direkte svar på oprørernes krav.
2. Politi­forordning af 1881: udvidede ordens­mag­tens ret til at opløse forsamlinger, men med undtagelser for fredelige arbejder­møder; et kompromis, som blev tilskrevet kritikken af militær­magten i 1878.
3. Domstolsreform 1882: gjorde det fremover umuligt at etablere militær­retter uden forudgående godkendelse i København – en klar reaktion på Fireburn-proces­sernes utilsigtede signalværdi.
4. Skade­løsholdelses­lov 1883: fastsatte, at staten skulle dække en del af plantage­ejernes tab mod, at de investerede i arbejder­boliger; rets­opgøret fik dermed også økonomisk efterspil.

Samlet vurdering: Fireburn-rets­opgøret demonstrerede, hvor hurtigt kolonistyret kunne tilsidesætte de almindelige retsprincipper, når ejendoms­orden og arbejds­styrke var truet. Samtidig tvang de mange ankesager og den hjemlige debat i Danmark regeringen til at moderere både straffe­udmåling og fremtidig lovgivning. Oprøret og det efterfølgende juridiske efterskælv blev derfor en skærings­linje mellem den gamle plantage­justits og begyndelsen på en – om end ujævn – bevægelse mod større retssikkerhed for øernes arbejdere.

St. Thomas’ havne- og kulstauer-sager 1892–1894

Da kuldamperne i 1890’erne for alvor satte tempoet for St. Thomas’ transithavn, blev arbejderne, der skovlede kul ombord – de såkaldte kulstauere – koloniens vigtigste, men også mest udsatte arbejdsstyrke. Kronisk lave akkordlønninger, usikre kontrakter og manglende politisk stemme banede vejen for en række strejker i 1892-1894, som hurtigt udviklede sig til juridiske prøvesager om forsamlings- og foreningsfrihed.

Baggrund: Havnen som konfliktzone

• 1888: Ny Police Ordinance begrænser offentlige møder, med krav om forudgående tilladelse fra politimesteren.
• 1891: Dampskibsselskaber indfører differentieret akkord, hvilket reelt sænker kulstauernes løn med 10-15 %.
• April 1892: 480 kulstauere nedlægger arbejdet. Strejkeledere arresteres efter anklage om “obstruction of commerce”.

Retsopgøret folder sig ud

Koloniens domstolssystem bestod af Police Court (under en politimester-dommer), Vestre Kriminalret og en appelinstans i København. Nedenstående sager blev skelsættende:

Sag	Hovedanklage	Dom  /  Udfald	Præcedens
The Crown vs. Joseph Emanuel et al. (maj 1892)	Ulovlig forsamling & brud på Police Ordinance §7	6 måneders fængsel; én frifundet pga. manglende bevis	Afgjorde at “arbejds-møde på offentligt plad” = offentlig forsamling
Rederiforeningen vs. James Blake (august 1892)	Kontraktbrud og økonomisk tab for rederi	Blake dømt til 30 dages fængsel + erstatning á 40 $	Indførte “no work, no pay”-princippet ved strejke
The Crown vs. Hannah van Buren (januar 1893)	“Riotous assembly” og opfordring til vold	Frifindelse i Vestre Kriminalret	Fastslog, med henvisning til Dansk Straffelov 1866 §87, at talen som sådan var lovlig
Appeal of Emanuel (Kbh. Højesteret, april 1894)	Appel over dom for ulovlig forsamling	Delvis stadfæstelse, men straf nedsat til 3 mdr.	Præciserede at kolonial politi skal bevise “offentlig uro” – ikke blot manglende tilladelse

Kerneargumenter i retssalene

1. Foreningsfrihed vs. sammensværgelse: Forsvarerne påkaldte §92 i den danske Grundlov om foreningsfrihed, mens anklagemyndigheden hævdede, at kolonien ikke var underlagt samtlige grundlovsrettigheder. Retten endte med en mellemposition: foreningsdannelse var ikke ulovlig, men strejkeledere kunne dømmes for “conspiracy to obstruct trade”.
2. Offentlig orden: Politimesteren søgte at udvide Police Ordinance til også at dække gårde, baggyder og endog private værksteder, men domstolene indskrænkede rækkevidden til egentlige offentlige pladser og gader. Dermed fik arbejderne et vist spillerum til interne møder.
3. Kontraktret & erstatning: Rederierne krævede dagbøder, når kulstauere udeblev. I flere domme fastslog retten, at bøder kun kunne idømmes, hvis arbejdsaftalerne udtrykkeligt var skriftlige. Eftersom kun 12 % af arbejderne havde sådanne aftaler, begrænsede dommene arbejdsgivernes krav.

Politiske og sociale efterdønninger

Selv om flere strejkeledere måtte afsone fængselsstraffe, viste dommene, at politiets vide skøn blev indskrænket af retspraksis. Myndighederne reagerede med en ny Harbour Labour Ordinance (december 1894), der:

• krævede fællesforhandling før lockout eller strejke,
• indførte et lønråd med to arbejder- og to rederirepræsentanter,
• anerkendte arbejderkomitéer som legitime forhandlingsparter.

I praksis: Hvad blev ændret?

De juridiske afgørelser fra 1892-1894 omformede magtbalancen i havnen:

1. Arbejderne fik – om end indirekte – ret til at organisere sig, så længe møderne foregik på privat grund eller med forudgående anmeldelse.
2. Arbejdsgiverne måtte nu bevise kontraktforhold for at kunne kræve erstatning; mundtlige aftaler var ikke tilstrækkelige.
3. Myndighederne fik et klarere regelsæt, men mistede det ubegrænsede skøn til at opløse alle former for forsamling.

Dermed blev kulstauer-sagerne et vendepunkt, hvor domstolene – for første gang siden Fireburn 1878 – anerkendte arbejderkollektivets eksistens som juridisk faktor. Retten lagde grundstenene til den mere formaliserede arbejdsret, som fulgte i de sidste danske år og videre ind under amerikansk styre.

Salget til USA 1916–1917: suverænitet, statsborgerskab og ejendomsret

Efter to forgæves forsøg i 1867 og 1902 lykkedes det i 1916 den danske og den amerikanske regering at nå frem til en Konvention om overdragelse af de dansk-vestindiske øer. Danmarks rigsdag godkendte traktaten 22. december 1916, mens det amerikanske senat – efter hårde forhandlinger om Monroe-doktrinen og militærstrategi i Caribien – først stemplede aftalen igennem 17. januar 1917.

Ratifikationen: Forfatnings- og folkeretlige knaster

1. Folkeafstemningen i Danmark
   • Som et led i tidens demokratiske strømninger afholdt Danmark 14. december 1916 en rådgivende folkeafstemning. 283.000 stemte for, 158.000 imod; den politiske legitimitet var dermed sikret, men afstemningen havde ingen retslig binding på USA.
2. Suverænitetens skifte
   • Ifølge konventionens artikel I skulle alle regeringsrettigheder overgå til USA pr. 31. marts 1917, kl. 16.00. Overdragelses-ceremonien fandt sted på Fort Christian (St. Thomas) og på Christiansted (St. Croix) – markeret med dobbelt flagnedhaling og skudsalver, et ritual med tydeligt folkeretligt præg.
3. Gælds- og kompensationsopgør
   • USA indvilgede i at betale 25 mio. guld-dollar til Danmark. Beløbet dækkede dels kolonirelateret statsgæld (≈ 14 mio.), dels en generel kompensation til den danske statskasse.
   • Alle lokale offentlige krav (kommunale lån, toldrestance m.m.) forblev dog øernes egen byrde – et forhold, der allerede i 1920’erne affødte søgsmål fra kreditorer, som mente sig stillet ringere under den nye administration.

Overgangsret: Hvordan sikres retlig kontinuitet?

Konventionens artikel II fastslog princippet om status quo ante:

«Alle gældende love, administrative anordninger og domme forbliver i kraft, indtil de ændres af kompetent myndighed under USAs lovgivning.»

I praksis betød det, at vestindisk lovkompleks fra 1906, inklusive Den almindelige Lovbog for de vestindiske Øer, fortsatte uændret de første år. Dog opstod der hurtigt gråzoner:

• Strafprocessen – den danske nævningeinstitution kolliderede med USAs «jury of peers». Midlertidige forordninger i 1917-18 indførte føderale retsgarantier, men lod domstolene bestå.
• Toldtariffer – USA ophævede straks de danske toldsatser og implementerede amerikansk tariflov, hvilket udløste søgsmål fra importører, der havde kontrakter baseret på de gamle satser.
• Valuta – den danske DVG blev i løbet af 1917-1918 konverteret til amerikanske dollars til kurs 1 $: 1.036 DVG. Tvister om kursdifferencer fandt vej til de lokale domstole og senere 3rd Circuit Court of Appeals.

Statsborgerskabsspørgsmålet

Det mest omstridte retsspørgsmål var øboernes politisk-borgerlige status:

1. Art. VI i konventionen gav alle indfødte og lovligt domicilerede mulighed for at bevare dansk statsborgerskab ved personlig erklæring over for en dansk konsul inden for ét år – færre end 100 personer benyttede sig heraf.
2. US-statsborgerret fulgte ikke automatisk af overtagelsen. I stedet blev befolkningen United States nationals (ikke-statsborgere med amerikansk beskyttelse).
   • Først med Organic Act of 1917 (31. marts 1917) fik øboerne et «territorial» statsborgerskab, men stadig uden fuld forfatningsretlig dækning.
   • Fuld føderal naturalisation kom først i 1927 gennem Jones-Shafroth Act amendments.

Ejendomsret og kontrakter

Problemfelt	Typisk tvist	Domstolenes praksis (1917-1920)
Plantagejord solgt under dansk lov	Køberkrav på tinglysning i danske realregistre	Domstolene accepterede danske skøder som fuldt gyldige; ny registrering blev indført i 1919 uden krav om re-validisering.
Hypoteklån i danske kroner	Valutakurser og forfaldstid efter konvertering til USD	Kursen fastsat efter Nationalbankens gennemsnit april 1917; morarenter beregnet i USD.
Arv og testamente	Dansk arvelov vs. US territorial law	«Most favorable law»-princip: dødsdato afgør – dansk ret ved dødsfald før 31.3.1917, US-ret efter.

De første retlige justeringer under amerikansk styre

• Organic Act 1917 – skabte en civilregering med en udnævnt guvernør og en lovgivende forsamling (Colonial Council) med begrænset kompetence.
• Virgin Islands Codes (1921-1924) – samlede dansk og amerikansk ret i kodificerede bind, fx Title 22: Taxation and Finance, hvor toldfrihed for intern vareudveksling blev slået fast.
• Federal District Court for the Virgin Islands (1936) – erstattede de gamle «Police Courts» og åbnede mulighed for at føre sager direkte ved føderale instanser.

Konklusion: Et overgangsopgør med lang hale

Overdragelsen til USA var retsligt set en kontinuitetshandling – gamle love bestod, men under ny suverænitet. Ikke desto mindre rejste perioden 1916-1917 principielle spørgsmål om statsborgerskab, ejendomsbeskyttelse og gældsforhold, som først fandt fuld afklaring flere årtier senere. De tidligste domme efter transferen blev præcedens for, hvordan USA fremover håndterede territoriale erobringer – fra Puerto Rico til Guam – og udgør derfor et centralt, men ofte overset kapitel i de dansk-vestindiske øers retshistorie.