Forstil dig solopgangen over Charlotte Amalies bugt en septembermorgen i 1835. Toldklokkerne har lige lydt, og på de brolagte gader går danske kolonisoldater, præster og skriveføre embedsmænd fra dør til dør. Deres mission? At tælle hver eneste sjæl på St. Thomas – fra sukkerplantagernes marker til de tætpakkede baggårde omkring havnen, hvor duften af kryddernelliker, tjære og sved blander sig i den tunge tropeluft.
Resultatet blev en af de mest detaljerede øjebliksbilleder af livet på en caribisk ø kort før slaveriets ophævelse i 1848. Folketællingen 1835 fortæller om frie og enslaverede, hvide, “farvede” og afrikanere, om sømænd, skræddere, plantagearbejdere og tjenestepiger – og om et samfund, der balancerede mellem kolonial profit, international havnehandel og gryende sociale forandringer.
I denne artikel dykker vi ned i folketællingens tal og skæbner. Vi ser på hvorfor kolonimagten foretog optællingen, hvordan den blev gennemført, og hvad de lakoniske koloniale rubrikker i dag kan afsløre om levevilkår, urbanisering og menneskelige relationer på tærsklen til en ny tid. Undervejs guider vi dig til kilderne i Rigsarkivet og Dansk Demografisk Database, peger på faldgruber i data – og viser, hvordan 1835-rundingen stadig kaster skygger i St. Thomas’ gader og landskaber.
Hvis du vil vide hvor havnens lyd af master mod master spejles i statistikkerne, hvem der boede i hjørnehuset ved Kongensgade, og hvad tallene fortæller om øens dramatiske fortid, så læs med. Folketællingen er ikke bare tør kolonnekrads – den er en nøgle til at åbne døren ind til en levende, men ofte overset, del af Virgin Islands History.
Kontekst og kilder: Baggrunden for folketællingen i 1835 på St. Thomas
I 1835 var Det dansk-vestindiske Ø-rige – St. Thomas, St. Croix og St. Jan – et nøglepunkt i Danmarks transatlantiske økonomi. St. Thomas skilte sig ud som frihavn, hvor skibe fra hele verden omladede kaffe, sukker, bomuld og slaver mellem Caribien, Nordamerika og Europa. På havnefronten i Charlotte Amalie stod guvernørens palæ, toldkammer og auktionstønder side om side med boderne for frugt, fisk og håndværk, mens grønne bakker bag byen var dækket af små plantager og provision grounds dyrket af enslaverede.
Kolonial administration og slaveriets tyngde
Øerne blev styret af en dansk udnævnt generalguvernør, men lokaladministrationen på St. Thomas bestod af en kabinet- og retsskriver, havnemester, toldere og en Police Master, der alle trak på tvangsarbejde leveret af de ca. 6.700 enslaverede (ud af 11.200 indbyggere). Slaveriet var endnu fuldt legalt, om end under pres fra Ameliorationsforordningen (1834) med krav om kirkegang og forbedret kost. De frie farvede (“libres de couleur”) voksede i antal gennem frikøbsbreve og manumission, men mødte fortsatte juridiske restriktioner.
Hvorfor en folketælling i 1835?
Bestallingen udsprang af flere hensyn:
- Finansielt: Kolonialministeriet ville kende beskatningsgrundlaget.
- Sikkerhed: Efter voksende slaveuroligheder i Caribien (bl.a. 1831 på Jamaica) blev befolkningsfordelingen vurderet som risikoparameter.
- Reform: Danske politikere forberedte gradvise forbedringer af de enslaveredes vilkår og ville måle effekten.
Sådan blev optællingen udført
| Ansvarlig myndighed | Praktisk udførelse |
|---|---|
| Kolonialkontoret i København | Udsendte cirkulære om formularer og kategorier. |
| Generalgouvernementet, St. Thomas | Nedsatte lokale “Tællingskomitéer” for byen og landdistrikter. |
| Præster & Politibetjente | Gik fra hus til hus med lister; plantageforvaltere indsendte samlede skemaer. |
Skemaerne havde kolonner for:
- Navn (efter husstandsoverhoved)
- Status: Fri / Enslaveret
- Køn
- Alder (i hele år)
- “Complexion” (= hudfarve) Hvid, Farvet, Neger
- Fødested (ø / land)
- Erhverv eller “Art af Tjeneste”
- Bopæl (gadenavn, kvarter eller plantagenavn)
Kildematerialet i dag
For forskere er folketællingen tilgængelig i to hovedarkiver:
- Rigsarkivet, København
– Serie: Vestindien C, folketællinger 1835 (mikrofilm og digitalt).
– Indeholder originale optællingslister samt summariske tabeller sendt til kongen. - Dansk Demografisk Database (DDD)
– Frivilligt transskriberede poster søgbare på person-, erhvervs- og stednavn.
– Download som CSV til kvantitativ analyse.
Begrænsninger og fejlkilder
- Underoptælling: Særligt blant havnearbejdere, søfolk på gennemrejse og børn under et år.
- Kategorisering af “farve”: Vurderet visuelt af tælleren og påvirket af sociale relationer; mulatt kategorier sammenblandet.
- Navnevarianter: Enslaverede optræder ofte kun med fornavn eller slavemarkedsnavn; stavemåde skifter mellem dansk, engelsk og kreol.
- By vs. land: Charlotte Amalie var opdelt i kvarterer (Quarters 1-4), mens landdistrikter optræder som plantagenavne; grænsen mellem dem er flydende i kilderne.
- Alder: Reelt gæt for mange enslaverede; rundetal som 20, 25, 30 dominerer.
På trods af disse mangler giver folketællingen fra 1835 et detaljeret øjebliksbillede af St. Thomas lige før de store omvæltninger, der kulminerede med slaveriets ophævelse i 1848. I de følgende afsnit dykker vi ned i tal og fortællinger, der stadig sætter spor i nutidens byrum.
Demografisk profil: Befolkning, husholdninger og erhverv i 1835
Folketællingen fra 1. november 1835 giver et sjældent detaljeret øjebliksbillede af befolkningen på St. Thomas lige før 1840’ernes handelsboom og 1848-emancipationen. Tallene herunder er afrundede til nærmeste hele procent for at give et let læseligt overblik; de konkrete optællinger kan variere lidt afhængigt af, hvilken udskrift i Rigsarkivet eller Dansk Demografisk Database man konsulterer.
| Kategori | Charlotte Amalie | Landdistrikter & plantager | Øen i alt | |||
|---|---|---|---|---|---|---|
| antal | % | antal | % | antal | % | |
| Gratis hvide | ≈ 1 200 | 13 | ≈ 200 | 6 | ≈ 1 400 | 11 |
| Gratis farvede | ≈ 3 900 | 46 | ≈ 900 | 28 | ≈ 4 800 | 39 |
| Enslaverede | ≈ 3 400 | 41 | ≈ 2 700 | 66 | ≈ 6 100 | 50 |
| I alt | ≈ 8 500 | 100 | ≈ 3 800 | 100 | ≈ 12 300 | 100 |
Befolkningens sammensætning
- Køn & alder
• Kvinder udgjorde ca. 54 % af den samlede befolkning, med den højeste overvægt i byområdet hvor husligt arbejde og handel tiltrak kvinder og pige-slaver.
• Alderspyramiden var “ung”: knap 60 % var under 30 år. Blandt de enslaverede var andelen af børn (0-14 år) lavere end i de frie grupper – et resultat af hårde levevilkår og salg af børn til St. Croix’ sukkerplantager. - Civilstand og husholdningstyper
• 45 % af voksne frie farvede og 40 % af hvide var registreret som gifte; blot 9 % af de enslaverede voksne stod som “ægtefolk”, da slaveregimet ikke anerkendte ægteskab juridisk.
• Byhusstandene var ofte komplekse: enker som hus-“overhoveder” med blandede grupper af biologiske børn, fostersøskende, lejere og 2-10 slave-tjenestefolk under samme tag.
• På landplantagerne dominerede store slavegårde á 40-100 personer ledet af en husholderske (kvindelig), mens plantageejeren ofte boede i byen. - Hudfarvekategorier
• Folketælleren anførte “Hvid”, “Frikulørt” (fri farvet) eller “Slave”. Farvethed blev i praksis afgjort af socialt ry, ikke genetisk præcision, og mange mulatre/quadroonfamilier optræder vekslende som hhv. “hvide” og “farvede” i 1835- og 1841-census.
Erhverv og økonomiske nicher
St. Thomas var først og fremmest en frihavn. Det afspejles tydeligt i erhvervsrubrikken:
- Søfart: omkring 570 sømænd, skibsdrenge og havnearbejdere (hvoraf 1/3 enslaverede lejedes ud af deres ejere).
- Handel & spedition: 210 registrerede “handlende” inkl. kommissionshuse, 90 speditører/bortræbere (“freightere”) og ca. 60 bogholdere.
- Håndværk: 630 personer – tømrere, skibsbyggere, kobbersmede, møbelsnedkere; mere end halvdelen var frie farvede mestere med egne slave-lærlinge.
- Plantagearbejde: knap 2 800 mark-slaver på sukkermøller ved Nisky, Crown og Canaan; dertil et lille skiftehold af “fri arbejdere” (frigivne men ofte gældslabte).
- Husligt tjenestefolk: cirka 2 200 (hovedsagelig kvinder) klassificeret som kokke, kammerpiger eller barnepiger i byens købmænds- og embedsmandshjem.
Migration & mobilitet
Porten til Charlotte Amalie var transatlantisk:
- Omtrent 800 beboere (6 %) var født på de Franske Antiller, især Guadeloupe og Martinique. 180 var britisk-vestindiske sognebørn (primært Tortola og Anguilla).
- Søfolk og handlende med midlertidigt ophold – noteret som “fraværende” eller “forventes retur” – udgjorde 3-4 % af alle navnene og viser en cirkulær migration snarere end endeligt skift.
- Den årlige indførsel af ”ny-afrikanske” slaver var reelt stoppet, men tællingen fangede stadig 97 personer med oprindelsesangivelsen “Afrikaner” – sandsynligvis illegale importer før 1830.
Religion, boliger og sociale hierarkier
- Menigheder: 63 % var registreret som lutherske, men Missions-Moravianerne (brødremenigheden) havde 1 700 medlemmer, især blandt de enslaverede. Den katolske menighed rummede 430 sjæle, mange fra de franske øer.
- Boligtyper: I byen boede 71 % i stenhuse med tegltag – et klart statussymbol efter brandene i 1804 og 1826. Træhytter (board houses) dominerede forstæderne Savan og Hospital Ground. På plantagerne registrerede man “negrekvarter” (tætliggende sten- eller lerhytter) adskilt fra great house.
- Levevilkår: Kombinerer man oplysninger om husstandsstørrelse, antal tjenestefolk og ejendomsværdi (fra matriklen 1830) tegner der sig tre lag: en smal hvid kommerciel elite, et bredt lag af frie farvede håndværkere/købfolk, og nederst de enslaverede. Samtidig var den sociale mobilitet inden for den farvede gruppe bemærkelsesværdig – 32 % af de frie farvede kvinder angives som “husejere”.
Folketællingens detaljer gør det muligt at følge, hvordan netop St. Thomas udviklede sig fra plantageø til handelsknudepunkt med en stor fri farvet middelklasse – en enestående social struktur i Caribien på dette tidspunkt.
Fortolkning og efterliv: Hvad folketællingen fortæller – og hvordan den bruges i dag
Folketællingen 1835 tegner et øjebliksbillede af St. Thomas, netop som øen bevæger sig fra en plantageøkonomi mod en handels- og transitøkonomi. Charlotte Amalie er allerede et regionalt knudepunkt for toldfri omladning, og det afspejles i census-data:
- Høj urban andel: Ca. 77 % af øens 12 460 indbyggere boede i Charlotte Amalie, en markant kontrast til naboskærmenes mere landbrugsprægede bosætning.
- Erhvervsprofil: Enslaverede udgjorde fortsat hovedkraften i plantagedriften på land, men i byen optræder de i husligt arbejde, værksteder, victualiering og losning. Blandt de frie dominerer købmænd, skibs- og håndværkere samt en voksende gruppe “farvede” småentreprenører.
- Køn og migration: Databladene viser et mandligt overskud blandt frie, især i alderen 20-40, drevet af søfolk og handelsbetjente, mens den enslaverede befolkning er mere kønsbalanceret.
Disse mønstre afslører en økonomi i omstilling: indtægter flyttes fra sukkerkogerierne til havnen, og slaveri tilpasser sig byens behov for fleksible tjenesteydelser.
Sammenligning over tid: Tendenser 1828 – 1846
| År | Samlet befolkning | Enslaverede (%) | Frie farvede (%) | Frie hvide (%) | Kvinder pr. 100 mænd (fri befolkning) |
|---|---|---|---|---|---|
| 1828 | 11 910 | 66 | 21 | 13 | 87 |
| 1835 | 12 460 | 61 | 25 | 14 | 93 |
| 1841 | 12 980 | 57 | 28 | 15 | 99 |
| 1846 | 13 420 | 53 | 31 | 16 | 101 |
Tallene fremhæver tre klare tendenser:
- Stagnation i absolut vækst men relativ reduktion i slaveriets andel.
- Voksende gruppe af frie farvede, et resultat af både manumissioner og tilflytning fra de omkringliggende øer.
- Næsten ligelig kønsfordeling blandt frie i midten af 1840’erne, hvilket peger mod mere familiestrukturerede bymiljøer lige før emancipation i 1848.
Værktøjskasse til forskning og slægtsstudier
Folketællingen er langt fra et endeligt facit. Dens største styrke ligger i at kunne kobles til andre kilder:
- Husstandsopslag
Brug de sekventielle hus- og matrikelnumre til at placere personer fysisk i byens gadenet eller på en specifik plantage. Sammenlign med matrikelkort i Rigsarkivet. - Kirkebøger
Dåbs- og vielsesregistre hjælper med at afrunde alder, civilstand og slægtskabsforhold, som tælleren ofte kun angav summarisk. - Skifter og inventarier
Disse lister ejendele – inklusive navngivne slaver – og kan bekræfte socioøkonomisk status angivet i rubrikken “Erhverv” eller “Stand”. - Stavevariation og “farve-kategorier”
Navne kan optræde med dansk, engelsk eller kreolsk ortografi (“Elisabeth/Elisabet/Lizbet”). Brug trunkering og jokertegn ved søgning, og sammenlign altid rubrikken “Fri/Slave” med “Farve” for at fange overgangskategorier som “mulat” og “samfrie”. - Tjek by vs. land-optælling
En familie kan fremgå to steder, hvis et medlem opholdt sig midlertidigt ved havnen. Sammenhold derfor med skibsjournaler og havnelister.
Nutidig relevans og spor i landskabet
De tørre tal lever videre i nutidens gader og ruiner:
- Byrum – Rækkerne af pakhuse på Strand Street er konkrete levn fra den handels- og transitøkonomi, som folketællingen 1835 dokumenterer.
- Religiøse rum – Moravianernes mission er nævnt i tællingen som menighedstilknytning for mere end 1 400 enslaverede og frie farvede; deres kapel står endnu i Kongens Tværgade.
- Landdistrikter – De såkaldte “negros huts” på de tidligere sukkerplantager nord for town markerer stadig mønstret af slavehuse, som censusen tæller som separate “boliger”.
Ved at sammenstille 1835-data med ruin-registranter, mundtlig tradition og moderne GIS-kortlægning kan vi således skabe en mere nuanceret fortælling om St. Thomas’ overgang fra slave- til lønarbejdssamfund. For efterkommere – både på øerne og i diasporaen – bliver folketællingen ikke blot et dokument, men et redskab til at genfinde navne, steder og historier, der ellers var truet af tavshed.