Hvordan føltes den kølige passatvind mod huden ved daggry, når sukkerrørernes skarpe blade raslede i takt med trommerne fra markgangen? Hvad tænkte den unge hushjælp, når hun listede gennem de mørke brolagte gyder i Christiansted med en nathussedel i hånden – og hvad drømte en nyfrikøbt tømrersvend egentlig om, mens han bankede søm i et tag kun få år før friheden blev råbt ud ved Fort Frederik?
I denne artikel åbner vi ni håndskrevne vinduer til St. Croix i første halvdel af 1800-tallet. ”9 breve om hverdagslivet på St. Croix, 1800-1850” er ikke digtede fiktioner, men stemmer vævet af plantagejournaler, politiprotokoller, missionsdagbøger og andre originale kilder, som stadig gemmer duften af rom, saltvand og brændt sukker.
Fra markarbejderens solopgang til nyfrisens første skridt i et usikkert arbejdsmarked: hvert brev fører dig tæt på de mennesker, der bar øernes økonomi, kultur og håb – langt fra de officielle koloniale dekreters tørre ord. Her møder du:
- den handelskvinde der prutter om prisen på mangoer på Frederiksteds torv,
- sømanden der kæmper mod orkaner i Windward-passagen,
- og læreren der synger salmer på kreolsk dialekt i et lille moravisk skolehus.
Klar til at folde brevene ud? Tag med tilbage til en tid af tvang og trods, kreativitet og kærlighed – og opdag, hvordan helt almindelige cruzianske hverdage formede den historie, du måske troede, du kendte.
Brev 1: Markerne ved solopgang (ca. 1805) – en markarbejders stemme
Kære søster,
Solen løfter sig knapt over sukkerrørsmarkerne, før trommen kalder os sammen. Vi står dér – første, anden og tredje gang – skygger mod den lyserøde himmel. Jeg er i første gang nu; vi hakker, luger og binder de højeste stængler, mens duggen stadig køler vores hænder. Kl. fem giver overseeren tegn, og vi fordeles: de stærkeste forrest, de ældre og gravide bagest. Sådan siger reglementet af 1801, som de stadig læser højt fra, men piskens knitren minder os om, at papiret ikke altid beskytter ryggen.
Ved kl. otte ringer klokken fra møllen. Vi får et kvarters slurk af vandholdt melasse og brød, før feltarbejdet fortsætter. Forbuddet mod at hente flere mennesker over havet kom for to år siden, og plantagebøgerne viser, at de nu tæller os én for én hver måned. Missionær Brøderson skrev, at »besiddelsens rigdom hviler nu på de kroppe, der allerede er her«. Derfor presser de os ikke kun hårdere – de vogter også over gravide kvinder og over vores små børn, som skal blive til ny arbejdsstyrke. Når middagssolen brænder, marcherer vi mod kogehuset; duften af dampende sirup blander sig med sved og saltvind.
Eftemiddagen strækker sig fra kl. to til næsten solnedgang. De mindste i tredje gang samler tørrede blade til dyrefoder; de får fri et par timer før os, mens første gang hakker de sidste rækker færdige i det svindende lys. I dag noterede skriveren i journalen: »Arbejdets varighed 10 timer; ingen flugt, to piskeslag givet for forsømmelighed.« Tallene står sorte og tørre på siden – vores trætte skuldre står udenfor marginen.
Rationer og egen jord
Kolonialforordningen af 1792 krævede ugentlige udleveringer af 3 pund majsmel, 2 pund saltfisk og en halv pint rom pr. voksen. Plantagejournalerne fra Estate Sprat Hall viser, at mængden i 1805 ofte blev skåret ned med 20 %. For at dække hullet dyrker vi vores små provision grounds på den stenede skråning bag sukkermøllevingerne. Efter solnedgang – når kometen af myg allerede danser – går jeg og Nabijah derop med en lommekniv og en kop vand sparet fra kogehuset. Sød kartoffel, okra og kalebas spirer i små forhøjede bede, og når regnen svigter, bytter vi et par ektra rørsnitter for en spand vand fra mølledammen.
Søndagsmarkedet som lunge
Hele ugen lever vi for søndagen. Kronprinsens forordning om passersedler betyder, at vi må bære et stykke papir stemplet af forvalteren, hvis vi vil ind til Christiansted. Kl. fire om morgenen pakker vi kurve med peberfrugt, okra og de bittesmå rejer, vi fangede i mangroven lørdag nat. På det støvede torv foran Toldhuset lokker vi frie farvede, soldater og søfolk: »Tre styks for én bit!« Avisannoncerne fra december 1804 nævner netop disse priser. En god dag kan blive til et sølvstykke – nok til et stykke tøj, et lille stykke sæbe eller, hvis lykken tilsmiler, et par skilling lagt til side i kirken for en fremtidig manumission.
Disciplinens rytme
I missionsdagbogen fra Herrnhuterne står en observation fra maj 1805: »Trommens morgenslag, middagslag og aftenlag er øens hjerteslag.« Men der er også mørkere trommeslag: Arkivets straffeprotokoller noterer gennemsnitligt tre piskninger om ugen på mellemstore plantager. Efter forbuddet mod den transatlantiske handel frygter ejerne tabet af hver arbejdskrop; derfor erstattes de hårdeste straffe nogle steder med stokarbejde i kæder eller med at trække møllestenen rundt om gårdspladsen – et syn missionærerne beskrev som »en vandring uden ende«.
Et håb ved daggry
Når jeg ved solopgang ser sukkerbladene glitre som glas, tænker jeg på dig. Jeg gemmer frø fra de stærkeste okraplanter i et stykke lærred; måske får vi dem jord under fødderne, hvor trommen ikke kalder. Men indtil da følger dagene plantagens klokke: arbejde, rationer, bønnemøde, hug, søndagsmarked – og tilbage igen.
Skriv snart tilbage, hvis posten kan finde vej over bølgerne.
Din bror,
Kwasi
Brev 2: I tjeneste i Christiansted (1810’erne) – en hushjælp i byen
Christiansted, den 7. marts 1813
Kære søster,
Når sollyset om morgenen rammer de gule stenbygninger ved King Street, træder jeg allerede af sted med træskålen balancerende på hovedet. Madmor Fru Adams sender mig på dagens første ærinde, og politimanden ved byvagten nikker tavst, da jeg viser min passerseddel. Uden den risikerer jeg stokkeslag eller natten i det lille hjørnefængsel ved Toldhuset. Byforordningen af 1. maj 1809 kræver, at alle enslaved, der bevæger sig alene i gaderne, bærer denne seddel med navn, destination og klokkeslæt. Jeg vogter den som mit eget hjerte.
“Aftenen før kl. 8 må ingen slave ses på gaden, medmindre han ejer lovlig billet.”
(Uddrag af stadsfogedens forordningsplakat, Politiprotokol nr. 7, fol. 114)
Gårde, gader og gøremål
- King Street → Company Gade: hente saltet torsk hos Hr. Grevings købmandsgård.
- Company Gade → Hospital Street: aflevere madpakke til fruens søster og bringe hendes kulørte vasketøj med tilbage.
- Hospital Street → Steeple Building: hente fire brød á 1½ skilling stykket i bageriet i gården bag kirken.
Hver opgave er ført ind i husstandens udgiftsbog. I marginen noterer madmor det opskrevne beløb til mig selv – 3 skilling om måneden i småpenge, et sjældent privilegium, som hun siden fradrager på regningernes bagside (Udgiftsliste, Adams bo, 1812-1814).
Nathuset og udgangsforbuddet
Ved solnedgang låser stuepigen Maryanne døren til nathuset, det lille plankeskur i baggården, hvor jeg og to andre piger sover på kærnefyldte sække. Når byvagten trommer 9-slaget, må alle fakler slukkes. Overtræder vi udgangsforbuddet, fører patruljen os til ‘The Cage’ ved straffen af 12 piskeslag ifølge Politireglement, §18.
Vask, ild og gryder
| Ugedag | Hovedopgave | Tidspunkt | Kilde |
|---|---|---|---|
| Mandag | Tøjvask ved Gallows Bay | 04:30-11:00 | “Laundry roll”, Adams husholdning |
| Onsdag | Madlavning (ærtesuppe, maize-boller) | 10:00-14:00 | Køkkendagbog, 1813 |
| Fredag | Skure gulv & pudse messing | 12:00-17:00 | Politiinspektion, fol. 87 |
Ved vandkanten står vi skulder ved skulder og skolder lagner i den store kobbergryde, mens tampere (håndværkere) passerer med deres værktøj på vej til havnebyggeriet. Mødrene råber råd om at fjerne stearinpletter med varm aske; rådene vandrer hurtigere end rømmede slavers rygter.
Mødet med autoriteterne
- Politisyn: En gang om måneden inspicerer stadsfogeden gårdene. Sidst noterede han en rusten ildtang; madmor betalte 1 rigsdaler i bøde.
- Håndværkere: Smeden Mingo, en fri farvet, fik lov at reparere vores jernkedel. Jeg serverede kold maubysaft og hørte ham fortælle om drømmen om egen smedje på Queen Street.
- Lazaret-vagten: Ved koppeudbruddet sidste år krævede han, at alle i huset fik vaccination hos Dr. Kofoed, ellers “føre dem til hospitalet under arrest.”
Når køkkenlugten blander sig med drømmene
Efter sidste opvask bærer jeg kullet brød til bagtrappen og gemmer mit eget lille stykke sorgenfri-brød i forklædelommen. Søndag, når klokkerne fra St. John’s Kirke kalder til gudstjeneste, tillader madmor, at jeg besøger moravisk menighed i New Street. Men løftet om hvile er skrøbeligt – et spædbarn kan vågne, en patrulje kan spørge efter sedlen.
Alligevel husker jeg dine ord: “Når man går, lægger vejen sig under fødderne.” Så går jeg, fra gård til gade, med byens støv i skoene og stjernerne som sjældne vidner til mine egne tanker.
Din hengivne søster
Rebecca
Brev 3: En fri farvet tømrersvend (1820’erne) – håndværk og håb
Kære kusine Anna,
Du bad mig fortælle, hvordan det er gået mig siden jeg fik mit manumissionsbrev for tre år siden, så her følger nogle linjer fra mit værksted i Christiansted. Jeg håber, at mine ord kan bære både lugten af frisk fyrretræ og lyden af høvlen, der slider ufortrødent, helt til St. Thomas, hvor du nu tjener i et butikshus på Kongensgade.
Fra slavemark til værksted
Min frihed blev indløst den 4. november 1819, da plantageejer J. G. Møller kvitterede for 300 rigsdalere i St. Croix’ Skifte- og Justitsprotokol (nr. 12, fol. 237). Pengene kom fra morfars små sukkerlodder og fra de byggelønninger, jeg hemmeligt havde lagt til side, når jeg blev lejet ud til bygningsarbejde i byen. Selve dokumentet fylder kun én side, men for mig skiller det livet i to lige så klart som højtiden skiller dag fra nat.
Lærling hos tømrermeister Jensen
For at slå rod som reel håndværker måtte jeg optages i byens snedker- og tømrerlaug. Lærlingetiden er fastsat til fire år i laugsartiklerne (officielt trykt 1816), men Meister Jensen lod mig nøjes med tre, eftersom jeg “allerede kunne svinge en stemmejern som en fuldbåren svend”, som han skrev i renomméet, der fulgte min ansøgning til guvernementssekretæren. Laugskontingentet – to rigsdalere årligt – betaler jeg nu selv, for jeg har endelig fået mit svendebrev stemplet og fikset.
Arbejdsdagene begynder før solen farver havnen rosa. Jeg fører tilsyn med to lærlinge, hvoraf den ene er en ung mand fra plantagen Diamond. Han er stadig enslaved, så hans ejer modtager halvdelen af lønnen i psd. (psd = pesos), præcis som det fremgår af lønningslisten i Magistratens kassebog. På den måde mødes fri og ufri stadig i samme spåner.
Skatter og licenser
At være fri farvet er dog en gave med pris. Hvert kvartal går jeg til toldboden og afleverer min kapitationsskat: 1 rigsdaler og 5 skilling – dobbelt så meget som en hvid svend betaler, men heldigvis mindre end de fire rigsdalere, som mange handlende kvinder på markedet pålægges. Vil jeg påtage mig større byggerier, kræves en særlig næringslicens fra Viceguvernøren (se Forordning om Næringsmidler, 1822). Den kostede mig yderligere 12 rigsdalere, men gav adgang til at underbyde de hollandske mestre på tagarbejde – en investering, der allerede har tjent sig hjem.
Drømmen om egen jord
Jeg sparer nu til en lille grund uden for byzonen, på vejen mod Strawberry Hill. Men matriklen kan kun overdrages med Kolonialregeringens accept; fri farvede må ikke uden videre eje jord over en tord land, står der i Rådstuens resolution fra 1818. Jeg har dog gode udsigter, for i folketællingen 1821 figurerer allerede 37 fri farvede som ejere af baggårdshuse i Christiansted.
Grænserne i hverdagen
Ingen forordning kan dog ændre hudens farve. Når jeg går op ad Company Street om aftenen, er det med passerseddel i lommen; udgangsforbuddet kl. 22 gælder stadig alle farvede, frie som bundne. På kroen må jeg tage plads i det bageste rum – med mindre mesters ejersøn selv byder mig til bords. I retten, hvor jeg af og til optræder som vidne om byggesammentrækninger, må mine udsagn sværges “med hånd på hjerte” frem for Bibelen, da loven ikke tillader farvede at aflægge ed som hvide.
“At bygge et hus er som at bygge sin egen fremtid,” siger Jensen. “Men vær varsom, Svenn; træet knækker nemt dér, hvor åren løber modsat.”
Hans ord gælder også samfundet. Jeg har set hvide mestre, som ikke tåler at en farvet svend får ros, og jeg har oplevet, at en hvid enkefrue netop bragte mig et brændtankerum at reparere, fordi jeg reddede hendes altan under den seneste storm. Grenserne er hårde – men de har revner.
Et blik fremad
Når jeg høvler kanter på et dørpanel, forestiller jeg mig, at der en dag står mit eget bomærke på oversiden: tre sammendrogne skibsnøkler, som oldefar bar på sin tromme. Måske vil jeg til den tid have ansatte lærlinge, der bærer lønposer hjem uden at skulle knække mønterne med nogen plantageejer.
Indtil da fortsætter jeg med at spinke og spare. Guvernørens nye bekendtgørelse om huslejeskat træder i kraft ved nytår, og jeg må betale – men jeg betaler som en fri mand. Det samme gør jeg for kirken, for tøjet på min ryg og for notatskriveren, der fører denne blyantsstump over papiret.
Hils din mor. Sig hende, at jeg sender en glimrende fyrretræskiste, når jeg næste gang får fragt til Charlotte Amalie. Den er sat sammen med tre svalehalesamlinger – solide som håbet selv.
Din hengivne fætter
Samuel P. Hodge
Tømrersvend af fri farvet stand
Christiansted, den 17. juni 1824
Brev 4: Forvalterens rundtur (1825) – sukker, kredit og vejr
Estate Morningstar, St. Croix, den 17. oktober 1825
Ærede Hr. Proprietær,
Jeg sender Dem hermed min fjerde månedsrapport, udarbejdet efter dagens rundtur fra vindmøllen på højdedraget til kogehuset ved dammen. Sukkersaften strømmer atter igennem kobberkarrene, men regnskabsbøgerne vidner desværre om lige så stærke strømme af kredit, der løber ud af kassen.
1. Vindmøllen – Maskineriets hjerte
Bladene på den nye hollandske mølle blev sat i gang kl. 4 i morges. Trods den friske passat måtte vi standse tre gange, da de gamle jernringe, indkøbt hos J. de la Motta & Søn i Christiansted, ikke længere spænder til. Vores regnskabsbog folio 47 viser en udestående saldo på 742 rigsdaler til samme handelshus – en gæld, der vokser i takt med møllens slid.
2. Kogehuset – Hvor sødmen fordamper
I kogehuset står tre kedler. Den midterste fik en revne under orkanen i september; jeg lod smeden lappe den for 18 daler, noteret under “uventede reparationer”. Arbejdsstyrken i nattevagten er reduceret, da fever endnu hærger blandt de ældre markarbejdere. Jeg sendte bud efter den tyske læge, Dr. Kronitsch, der forlanger kontant betaling – et krav, jeg kun kan imødekomme ved at forlænge kredittiden hos købmændene med yderligere 60 dage.
3. Gælden – Tal der trykker
- Til købmand P. Bentzon: 1.204 rd. for tønder saltet flæsk, sild og mel.
- Til smedemester R. Hammer: 136 rd. for knive til sukkerrørene.
- Til skibsreder Hartvig: 312 rd. – fragten af 18 puncheons rom til St. Thomas, endnu usolgt.
I alt 1.652 rd., hvilket overstiger sidste års samlede høstudbytte efter fradrag af told.
4. Vejret – Hukommelsen om orkanerne 1819 & 1825
Orkanen den 21. oktober 1819 væltede ¼ af vores stokke. Jeg vedlægger kopi af daværende stormrapport, der viste, hvor hurtigt skuldrene på vores folk atter rejste de knuste felter. I år, blot seks år senere, gjorde den seneste orkan større skade på tage end på mark, men vandtårnet ved kogehuset slog revne, og 9.000 gallons sirup måtte hældes ud. Sådanne tab er ikke prissat i bøgerne, men mærkes i sjælen.
5. Arbejdskraft – Hænder søges
Efter forbuddet mod den transatlantiske handel hyrer vi løsarbejdere fra naboplantagerne i høsttiden. Kontrakterne, optegnet i justitsprotokollen, lyder på 16 skilling om dagen plus to mål majs. Det er mere, end vi gav før, men uden disse hænder standser møllen. Jeg har også indgået aftale med Moravermissionen om at sende en diakonisse hver anden uge for at pleje de syge i de små slavehytter. Hun noterer navn, alder og sygdom i sin dagbog, som jeg planlægger at koble med mine egne lister, så vi kan beregne det reelle produktivitetstab.
6. Håb om bedre tider
Når vinden er gunstig og kedlerne hele, kan vi stadig udkoge 8 hogsheads om ugen. Hvis markedet i Liverpool betaler den nuværende kurs, vil forårsafskibningen kunne nedbringe gælden med en tredjedel. Jeg overvejer tilmed – som Deres gode nabo på Estate La Grange – at forsikre både mølle og kogehus. Policetilbuddet fra Lloyd’s ligger på 3 %, dyrt men måske vores eneste værn mod stormenes luner.
Deres hengivne
J. P. Holm
Forvalter
Kilder i margen: Regnskabsbog 1823-25; korrespondance med J. de la Motta & Søn (17/9-25); ’Report on the Hurricane of 1825’, Gov. Archives, Christiansted.
Brev 5: Torvedag i Frederiksted (1830’erne) – en handelskvindes dagbog
Frederiksted, søndag før solnedgang, 1836
Kære søster Anna,
Endnu en travl torvedag er forbi. Jeg skriver til dig, mens brisen fra havet stadig bærer duften af ristet fisk og rom ind gennem jalousierne. Du bad mig fortælle, hvordan en sådan dag former sig – så her følger mine notater, mens minderne er friske og skålen med kvass stadig er lun.
Morgendisen og de første handler
Allerede før klokken slog fem, ankom jeg til Kongensgade. Skyggerne fra de gamle tamarindetræer lå lange over brolægningen, og vi kvinder delte hurtigt pladsen mellem os – ingen behøver skænderi, når alle kender den usynlige streg fra sidste søndag.
- Frugt: Jeg lagde mine mauballer øverst – de sælger bedst, når skallen skinner gylden i det første daglys. Fire for ½ rd.
- Fisk: To spande sugar-bird og én med små snapper, hentet ved kysten kl. 3 i morges. Isen fra ishusets blokke holdt dem kølige; uden den kunne vi ikke tage fuld pris.
- Færdigretter: Min fungi med okra og de søde cassava-kager blev som vanligt anrettet i lerfade, dækket med bananblade for at holde på dampen.
Inden klokken otte kom toldbetjent Petersen forbi. Han noterede mit skøn over varernes værdi i sin lille bog. Ifølge de nye satser – trykt i St. Croix Avis den 4. maj i år – betaler jeg 2 sk. pr. spand fisk og 1 sk. pr. dusin frugt ved indførsel til bygrænsen. Kvitteringen skal vises, hvis patruljen senere spørger.
Prisforhandlinger og byens rytme
Straks efter kirkeklokkerne ringede til første gudstjeneste, dukkede plantagens folk op. De har mønter sjældnere end byen, men de bytter gerne:
- En håndfuld guavabær for tre friske æg;
- En kurv strimlet guinea-græs (godt til dyrene) for en cassava-kage;
- Små stykker kul brændt i egen mile for en skive saltet fisk.
Senere kom Ms. Dunlop fra West Street – hun tilbyder altid at betale på kredit, men jeg holder mig til kontant. De gamle toldlister fra 1832 viste, hvordan mange kvinder som jeg endte i gæld over en enkelt regntung sæson. Jeg har lært at sige: Betal i dag, så spiser vi begge i morgen.
Netværket mellem land og by
Du husker måske Joseph, muldyrmanden, som bringer sukker til havnen? Når hans vogne vender tomme tilbage til Estate Williams, fylder han dem med kokosnødder, majs og yam fra landarbejdernes køkkenhaver. Han stiller det på min plads – til gengæld får han middag og lidt rom. Avisspalterne kalder det ulovlig petites trade
, men vi holder hjulene i gang.
I eftermiddag, mens solen bagte kajen, lå der fem skonnerter på reden. Deres matroser kom dryssende efter toldklarering: én købte en hel fad fungi for 12 sk., en anden gav mig et stykke blåt Manchester-stof for seks hænder fulde mauballer. Sådan krydser varer og historier hinanden – fra plantagens lerjord til dansk bord i København, om Gud vil.
Afgifter og myndigheder
Midt på dagen kiggede konstabel Kjeldsen forbi med sin kobberplade. Han mindede os om forbuddet mod handel efter solnedgang (byforordning af 14. november 1833). Den som snylter på mørket, risikerer fire dage i stocks. Jeg pakkede derfor sammen, da klokkerne slog seks, og bragte de usolgte snappere til saltedsinket. Hvis ikke de ryges i nat, er de værdiløse i morgen.
Dagens regnskab
| Vare | Solgt mængde | Pris pr. enhed | Indtægt |
|---|---|---|---|
| Mauballer | 48 stk. | 4 for ½ rd. | 6 rd. |
| Snapper | 22 stk. | 2 sk. | 44 sk. |
| Fungi-retter | 15 fade | 1 rd. | 15 rd. |
| Cassava-kager | 30 stk. | 3 sk. | 90 sk. |
| Sum kontant | 21 rd. 34 sk. | ||
(Herfra skal trækkes told og 4 rd. til Joseph for transport.)
Et glimt af kulturen
Før jeg sluttede, sang Pastor Learie og hans Sabat-kor “Steal Away” ved hjørnet, mens børnene slog takten på trommer hugget af svinefade. Det får byens frøkner til at fnise bag silkefanerne, men deres kokkepiger køber min fungi – så jeg klager ikke.
Jeg vedlægger et klip fra Royal Danish American Gazette, hvor mine velkrydrede fiskeretter
roses af en anonym skribent. Om det sælger mere? Måske. Men stoltheden kan ingen toldkrone tage.
Nu går jeg til ro. I morgen skal jeg til kongelig kontor for at fornye mit petit patent. Fire rigsdaler og to skilling – ikke billigt, men billigere end at blive jaget væk af toldbetjentenes fløjter.
Skriv snart, og fortæl hvordan markedet i Christiansted arter sig. Sig til mor, at hendes gamle messinggryde stadig giver mine kager den rette skorpe.
Din hengivne søster,
Margrethe Elisabeth
Handelskvinde på Frederiksteds torv
Kilder: Toldlister for Frederiksted (1834), St. Croix Avis 4/5 1836, Royal Danish American Gazette 12/7 1835, søndagsmarkedsbeskrivelser i Mission Archives, tavle 56.
Brev 6: Skole og salmesang (1830’erne) – en moravisk lærer skriver hjem
Christiansted, den 17. juni 1834
Velsignet være Frelserens navn! Jeg skriver til jer i Herrnhut med lydende bølger fra Caribiens Hav som baggrund og med børnenes sagte salmesang endnu klingende i gårdens skygge. Meget er anderledes her på St. Croix, men dagene følger alligevel en rytme af læsning, salmevers og samvær, hvor vi – efter bedste evne – forsøger at binde evangelium og hverdagsnytte sammen.
1. Skolestuen i sukkerrørenes skygge
Vores lille skole ved New Herrnhut-missionen viser i sin dagbog, at 37 børn deltager fast: 21 piger og 16 drenge. Ifølge School Report No. 4, 1834 fordeler aldersgrupperne sig sådan:
| Alder | Antal elever | Bemærkninger |
|---|---|---|
| 6-8 år | 12 | Begynder at stave på engelsk og dansk |
| 9-12 år | 18 | Kan læse udvalgte bibeltekster |
| 13-15 år | 7 | Får oplæring i skrivning og regning, når arbejdet tillader det |
Undervisningen foregår oftest før solopgang, mens plantagerne endnu er stille, og igen sent på eftermiddagen, når markarbejdet slutter. Jeg har medbragt tre kasser med ABC-bøger fra København, men de fleste børn foretrækker de håndskrevne tavler, hvor salmevers kombineres med stavelsesøvelser – en metode anbefalet i missionsbrevene fra brødrene på Antigua.
2. Salmesang som bro mellem sprog
Her forenes dansk, engelsk og kreolsk. Når vi synger “Kom, Jesu, vær vor hytte”, svarer flere af pigerne spontant med omkvædet på kreolsk. I begyndelsen forsøgte jeg at fastholde det danske ordlyd, men missionsdagbogen af 2. februar 1834 viser, at børnenes egen rytme øger både hukommelse og fremmøde. Nu lader jeg første og sidste vers være på dansk, mens midterversene flyder på deres modersmål. Det har givet salmesangen en varme, der fylder stuen og gården udenfor.
3. Kirkebøgernes tavse vidnesbyrd
Jeg fik for nylig adgang til Christiansteds kirkebog 1830-1833. Blot tre sider afslører:
- 27 dåb af børn født på plantagerne Orange Grove og Lower Love.
- 5 vielser, hvoraf to noteres med bemærkningen “med ejerens samtykke”.
- Navngivning følger ofte et tre-delt mønster: europæisk fornavn – gammeltestamentligt mellemnavn – plantageinitialer som efternavn (f.eks. Anna Rachel OG).
Mens dåb normalt foregår tidligt søndag morgen, ser jeg i notaterne, at tirsdagsdåb bliver hyppigere i regntiden, hvor markarbejdet gør søndag udmattende. Vi noterer det i missionsdagbogen som et tegn på, at arbejdsrytmen former religiøs praksis.
4. Spændingsfeltet: Mission versus lokal tro
Det jordnære liv filtrerer uundgåeligt ind i skolestuen:
- To gange i denne måned bragte elever amulettlignende kalabasser med indrislede symboler. Jeg måtte vælge mellem at forbyde dem straks eller lade dem forklare betydningen. Jeg valgte det sidste. Resultatet er nedskrevet i dagbogen 9. maj: “Når Mester lytter, lægger barnet amuletten frivilligt bort.”
- Bedstemor-fortællinger ved brønden om aftenen blander bibelske figurer med lokale ånder som Duppy. Børnene stiller næste morgen spørgsmål, der sætter mine katekismus-svar på prøve. Jeg noterer deres ord for at oversætte dem til missions-skolerapporterne – men ofte må jeg indrømme, at tro ikke lader sig rubricere i tabeller.
I brevvekslingen fra Herrnhut foreslås det, at vi fastholder en strengere linje mod ‘observationer af hedensk art’. Men jeg ser, at en blid hånd når længere end et løftet pegefinger. Når vi sammenligner skolerapporterne fra 1831 og 1834, er fraværet faldet fra 42 % til 19 %. Den lokale pastor tilskriver det “lærerens villighed til at lade børnene sætte toner på himmelske ord”.
5. Håb for fremtiden
I mine stille stunder bladrer jeg i en nyindbundet kopibog, hvor hver elev har skrevet sit navn og sin yndlingslinje fra en salme. Under det skæve stearinlys står:
“We shall walk in the light of the Lord.” – skrevet med rystende, men beslutsom hånd af Mary Grace, 10 år.
Når jeg ser det, ved jeg, at arbejdet – trods støvet, varmen og de uundgåelige konflikter – bærer frugt. En smule læsefærdighed kan blive nøglen til nye muligheder, særligt for pigerne, som ellers næppe får adgang til plantagens regnskabsbøger eller byens småforretninger.
Må Herren bevare jer alle. Jeg længes efter brochens klang i Zinzendorfsalen, men her klinger tropevinden gennem palmebladene som svarsalme. Og i morgen tidlig gentager vi øvelsen: A – B – C, Amen.
Jeres hengivne broder
Johann Friedrich Krause
Moraviansk lærer og kateket
Brev 7: Mellem øerne med last (1830–40’erne) – en sømands rejse
Christiansted, den 3. november 1838
Kære søster Anna,
Jeg skriver til dig fra kahytten på schooneren “Maria Charlotte”, mens mængden af sække med råsukker for en kort stund har givet plads til mit skrivebræt. Vinden har lagt sig, og Mungo – den ældste matros – pudser lanternen, så jeg kan se mit blæk.
Fra st. Croix ud i caribiens små og store havne
Vores rute er sjældent den samme to ture i træk, men oftest bevæger vi os i en trekant:
- Christiansted → Charlotte Amalie (St. Thomas) – hvor sukkeret fra plantagerne her på St. Croix omlæsses til større britiske og amerikanske skibe.
- St. Thomas → San Juan (Puerto Rico) / Road Town (Tortola) – for at hente tømmer, saltet kød og kalksten til byggerierne hjemme.
- Tilbage til Frederiksted – hvor vi anløber toldhuset, betaler afgift og udlosser rom til de mindre jomfruøer.
Afhængigt af ordrerne sejler vi også helt til Port-au-Prince eller ned mod La Guaira i Venezuela, men disse længere togter kræver tilladelser, som guvernøren nu er mere varsom med at udstede.
Varerne i lasten – Og i lommen
Når du i din butik i Christiansted udmåler sirup, kan du hilse kunderne og sige, at sisternen sikkert har ligget på vores dæk. Denne uge førte vi:
- 232 puncheons rom (à 110 gallon)
- 1.140 sække råsukker (ca. 300 tons)
- 48 tønder mel fra Baltimore
- Desuden private kolli: to symaskiner, fire kasser bibler til missionen og en stabel aviser fra New York
For hver tur får jeg 18 rigsdaler i hyre samt “privilege goods” – en lille plads i lasten, hvor jeg kan tage varer toldfrit med hjem. Jeg bruger den på stumper af lærred, som jeg sælger videre til syerskerne ved Sunday Market.
Regler, papirer og andet tovtrækkeri
Siden toldforordningen af 1834 kræver toldskriver Mr. Høst tre sæt identiske fragtpapirer, før han lader lastbommen svinge. I Charlotte Amalie er det værre: dér holder briterne øje med, at vi ikke bryder deres Navigation Acts. Vi skal derfor:
- Indlevere manifest ved ankomst
- Få lasten besigtiget af kontrolbetjenten
- Betale 5 % havneafgift, før der losses
Blot én manglende signatur – og lasten kan arresteres. Kaptajn Berg har altid pungen klar til “smørepenge”; uden dem står vi dagevis for svaj.
Storme, stilhed og gamle sømandsråd
Du spørger, hvorfor mit seneste brev var seks uger undervejs. Svaret står skrevet i skibsdagbogen:
“20. sept. 1838, kl. 4 om morgenen. Passatvinden dør ud; mørke skyer over Anegada. Kl. 9: brat kuling fra syd, barometer falder. Reber til tredje reb, lænser for at undgå orkanens øje.”
Orkanen gik hen over Tortola; vi slap med et revnet forsejl, men så ramte stilheden – det frygteligste ved orkaner, siger de gamle. Tre døgn lå vi drivende, før vinden igen fandt os.
Arbejdsdagene ved kajen
Når vi først er fortøjet ved molen i Frederiksted, begynder det hårdeste slid:
- 06:00 – Toldsynet: fire mand tæller sække og puncheons.
- 07:30 – Stevedores fra plantagerne ankommer; de får 12 skilling pr. dag.
- 10:00 – Solen bager. Vi deler vand fra regnbeholderen og rom målskåret af kaptajnen.
- 14:00 – Lasten er i pakhuset; vi kalker skibssiden mod pæleorm.
- 18:00 – Kystvagten låser portene til toldhuset, og vi får landlov én time.
Ved solnedgang færger vi ofte passagerer over til Carenage-stranden; dér står konerne og sælger fiskesuppe, brødfruit og ingefærøl – én skilling skålen.
Hvad logbøgerne ikke fortæller
Skibsloggen noterer nok breddegrader og vindstyrke, men aldrig sangene. På nattevagten synger viequenses, kru boys fra Liberia og dannebrogsmænd ligeså – “Leave Her, Johnny” og “Santianna”. Trommen af bølger mod borden sætter takten.
Og når du næste gang hører klokken slå otte i Vor Frue Kirke, så husk: På samme slag løfter jeg måske et reb, et bøjeanker – eller pennen, for at skrive til dig.
Hils mor og sig, at kokosnødderne, hun bad om, er stuvet forstavn; de kommer med første lejde.
Din hengivne bror,
Jens Peter Myhre
Matros ombord på “Maria Charlotte”
Brev 8: Livets faser på landet (1840’erne) – en ung kvindes fortælling
Kære søster,
Jeg skriver til dig fra det lille hus bag sukkermarkernes grønne væg, hvor papegøjerne skræpper i brødfrugttræerne, og hvor tiden måles i kedelens damp fra kogeriet nede ved møllen. Meget er forandret siden vi var børn, men livets gamle rytme – fødsel, sygdom, heling – styrer stadig dagene her på landet i 1840’ernes St. Croix.
Om at vente et barn
Da jeg for tre måneder siden mærkede de første spæde spark, sendte bestyreren straks bud efter jordemoderen, Mistress Eliza Bastian. I jordemoderprotokollen fra West End, 1844 står hendes navn ført under adskillige plantager; hun går hver uge en runde på æselryg og noterer alder, tidligere fødsler og “husets tilstand”. Jeg ved, at protokollen senere afleveres til kolonilægen i Christiansted, men for mig er hendes rolige hænder den egentlige tryghed.
Når vi mødes, masserer hun blidt min lænd med en salve af rosmarin og svinefedt og synger den gamle hymne “Bliv hos mig”. Hun siger, at sangen hjælper både krop og ånd – og så holder hun sig inden for de religiøse rammer, som myndighederne tolererer. Efter Forordningen mod “overtroisk praksis” af 1842 må hun ikke længere anråbe forfædres ånder eller binde koralperler over min mave, sådan som hendes mor gjorde. Embedslægen kan bøde hende to rigsdaler, hvis han hører om det. Alligevel hvisker hun til mig, at “gamle midler lever i stilhed”. Hun har givet mig en lille pakke tørret nissi (ocimum basilicum) – mod kvalmen, naturligvis.
Sygdom og sundhedspleje
Vi har været velsignet med færre febere denne sæson. Sundhedsberetningen til generalguvernøren for 1845 roser de nye grøfter, som leder brakvand væk fra markerne. Men hoste og forkølelse tager stadig folk. På min nabohytte ligger den gamle markarbejder Samson; han kureres med et afkog af guavablad, rom og brændt sukker. Sådan har det altid været, men lægen fra Frederiksted forlanger, at alvorlige tilfælde bliver indskrevet i hans “Koppe- og Feberjournal”. Det betyder, at vi må bære syge til klinikken for at få en officiel attest, før de kan få fri fra arbejdet.
Nogle aftener samles vi kvinder og lapper hinandens minder: ar efter macheter, bristede navlestrenge, sløje led. Jeg holder især af at blande cassia alata i kokosolie – den virker som salve på ringorm. Plantageforordningen af 1838 befalede, at ejeren skulle uddele “saltkød, majs og to alen lærred” hver uge, men den taler ikke om medicin. Derfor cirkulerer opskrifterne fra hånd til hånd, som vores hemmelige breve.
Ritualer i hverdagen
Ved solnedgang banker vi risene fri for avner på den flade sten bag huset. Mens vi arbejder, synger vi sange på kreol, og børnene klapper takten. Når jeg hæver stemmen i omkvædet, mærker jeg barnet sparke igen, som om hun allerede danser. Søndag morgen iklæder jeg mig mit bedste kalkklæde og går til moravernes klassehus. Her læser bror Andreas fra salmebogens side 52, “Jesu, jeg hviler mig”. Skoleprotokollen fører min tilstedeværelse under rubrikken “kvindfolk, frit og umyndigt”, men jeg ved, at hver stavelse jeg staver frem, giver mig større handlekraft.
Efter gudstjenesten mødes vi på markedspladsen. Jeg sælger bunter af okra og tre små flasker pepa siwo – peberdryppet melasse, godt mod maveonde. Myndighederne har indført en afgift på seks skilling for hver flaske rom, men ingen regler for de små husråd, og det er sådan, jeg sparer til barnets første kjole.
Lovens faste skygge
Vi lever med kolonimagtens paragraffer i ryggen. I retsprotokollen fra juli 1843 kan du læse om naboen Claras bøde: hun blev grebet i at “fremmane ånder” under en natlig trommedans. Jeg husker den aften – trommen lød varm og god, men soldaterne fra La Grande Princesse stormede ind og slæbte hende bort. Siden da holder folk trommen dæmpet, og vores sange må lyde sagte efter mørkets frembrud.
Alligevel, kære søster, findes der rum for glæde. Når månen står høj, og sukkermøllens vinger er standset, kravler vi kvinder uden for hytten, spreder et stykke lærred ud og lægger os på ryggen. Vi tæller stjerner, og jeg lærer de unge piger, hvordan man gætter barnets køn på mådens position. Måske er det bare gammel overtro; måske er det håb forklædt som stjernestøv.
Snart er det tid
Mistress Bastian har lovet at komme igen, så snart sukkerrørene blomstrer – det tegner til begyndelsen af oktober. Hun siger, at jeg skal have en “ren snor” klar til at binde navlestrengen og et lille stykke ingefær til at tygge, når veerne tager til. Jeg tænker på mor, som fødte mig netop i ingefærduft; slægten bæres videre i krydderiernes varme.
Når mit barn kommer, vil jeg skrive igen og fortælle, hvordan det gik. Indtil da lader jeg denne beretning hvile mellem siderne i min salmebog, hvor den – måske engang – vil blive fundet af et barnebarn, der ønsker at vide, hvordan livets faser foldede sig ud på landet her på St. Croix.
Med kærligt sind
Din søster
(underskriften er sløret af sirupspletter – så hverdagen stadig klæber til papiret)
Brev 9: Friheden og dagene efter (1848–1850) – en nyfris erindring
Kære kusine Anna,
Jeg skriver til dig med pennen tung af minder, men hjertet let. Den 3. juli 1848 stod vi tæt sammen foran Fort Frederik, da guvernør von Scholten fra bastionen proklamerede: Alle ufrie ere fra dette Øjeblik frie.
Jeg hørte ordene skylle hen over pladsen som den bølge, der bryder sukkerrørenes slør i blæst. Nogle faldt på knæ, andre lo, andre græd – alle sansede vi, at intet nogensinde ville blive det samme.
Dagen efter friheden kom imidlertid skriften på papir. I byen gik rygtet hurtigt om, at Arbejdsreglementet af 1849 var under udarbejdelse. Avisen St. Croix Avis trykte uddrag, og præsten læste dem højt i kirken, for mange af os havde endnu ikke lært at læse selv. Reglementet slog fast, at:
- Vi var frie, men bundet til at tegne årlige arbejdskontrakter med plantageejere, hvis jord vi boede på.
- Mindstelønnen blev sat til 10 cents om dagen for voksne mænd, 6 cents for kvinder, halvdelen til børn.
- Bolig, brændsel og et lille stykke jord til køkkenhave fulgte fortsat arbejdet, men kunne modregnes i lønnen.
- Bevægelsesfrihed forelå først, når kontrakten var udløbet, og alle skyldige bøder var betalt.
Jeg gik sammen med min bror Peter til forvalterens kontor på La Grange. Han stak os et trykt ark med rubrikker til navn, alder og tidligere ejer
. Med rystende hånd skrev Peter sit nytagne efternavn, Jameson, for at mindes vor far, James, som døde i roemarkernes kvælende varme år tilbage. Jeg skrev Mary Ann, uden det navn slavneregistret havde hængt på mig.
Forhandlingerne var korte. Forvalteren pegede på taksterne: 40 cents om ugen plus boligen. Vi pegede på stormens ødelæggelser i ’47, der havde lagt markerne brak og kogehuset i ruiner, og spurgte, om ikke en bedre løn ville komme alle til gode, når sukkersaften løb igen. Han rystede på hovedet. Vi fik dog lov til at beholde vores ged og de fire rækker kassava bag huset.
Fordi jeg var kendt for at lægge kloge hænder på syge naboer, søgte jeg også arbejde som jordemoder. Reglementet krævede pas udstedt af politimesterens kontor i Frederiksted, når jeg bevægede mig fra plantagen til byen. Én nat standsede vagten mig trods papirer. Jeg protesterede, men blev ført til domhuset; retsprotokollen den 14. maj 1850 noterer blot: Mary Ann Jameson idømmes 25 cents i bøde for løsgængeri.
Det var, hvad en hel tredages løn devalueredes til i lovens tørre sprog.
Dog spirer frø af sand frihed. Søndagene er vore egne; markedet foran tollboden summer af nyfrie, der sælger bananchips, roemel og kurve flettet i måneskin. Vi deler nyheder om plantager, hvor forhandlingsfællesskabet har presset lønnen op til 60 cents. En gruppe mænd samler skillinger til at købe en gammel sloop og sejle egen rom til St. Thomas, hvor tolden er mildere.
Jeg har gemt en trykt kopi af guvernørens proklamation i et klæde under madrassen. Hver gang frygten hvisker, at alt kan blive taget fra os, udfolder jeg papiret og lader mine fingre følge de blæktykke bogstaver. Frie. Ordet føles stadig nyt på tungen, men det står dér, sort på hvidt, under kongens segl – og under Guds himmel.
Din hengivne kusine,
Mary Ann Jameson
Frederiksted, den 22. november 1850