Slaveriets ophør den 3. juli 1848 gav de slavegjorte i Dansk Vestindien juridisk frihed. På St. Croix betød det dog ikke et frit arbejdsmarked. Plantageøkonomien fortsatte, og myndighederne indførte regler, der bandt landarbejderne til årlige kontrakter.
Arbejdsreglementet af 26. januar 1849 blev en central ramme for livet på plantagerne frem mod Fireburn-oprøret i 1878. Det fastlagde både pligter og vederlag, men gav arbejderne langt mindre råderum, end ordet kontrakt kan antyde i dag.
Fra frigivelse til arbejdsreglement
Efter frigivelsen ønskede plantageejerne fortsat adgang til arbejdskraft til sukkerrørsdyrkningen. De frigivne ønskede løn, større selvbestemmelse og mulighed for at bestemme over deres familie- og arbejdsliv. Disse interesser stod ofte i modsætning til hinanden.
En ordning om årskontrakter blev indført allerede den 29. juli 1848. Den fungerende generalguvernør Peter Hansen udstedte derefter det provisoriske arbejdsreglement den 26. januar 1849. Reglementet samlede reglerne for forholdet mellem landarbejdere og plantageejere.
Årskontrakten og skiftedagen
Kontrakterne skulle løbe i tolv måneder regnet fra 1. oktober. Opsigelse fra begge sider skulle ske i august og indføres i plantagens journal. Arbejderen skulle have en skriftlig bekræftelse.
Inden kontraktens udløb kunne forholdet blandt andet ophæves ved en aftale indgået i politimesterens nærværelse eller ved politimesterens afgørelse på gyldige grunde. Kontrakten skulle indgås i vidners nærværelse og registreres i plantagebogen.
Ordningen gjorde den årlige skiftedag til et vigtigt tidspunkt. For den enkelte husstand var arbejde, bolig og adgang til jord tæt forbundne beslutninger. Et ønske om at flytte kunne derfor få følger langt ud over selve lønnen.
Løn efter tre arbejdsklasser
Reglementet fastsatte daglønnen efter arbejdsklasse:
- Første klasse: 15 cents pr. arbejdsdag.
- Anden klasse: 10 cents pr. arbejdsdag.
- Tredje klasse: 5 cents pr. arbejdsdag.
Lønnen skulle udbetales ugentligt. Arbejdsklassernes betydning skal forstås i sammenhæng med plantagens vurdering af den enkeltes arbejdsevne og opgaver.
Beløbene er lovens fastsatte satser, ikke dokumentation for alle faktiske udbetalinger gennem tre årtier. For at undersøge en bestemt plantage må man sammenholde reglementet med lønbøger, journaler og eventuelle klager.
Bolig og jord som del af vederlaget
Arbejderne og deres børn skulle have brug af et hus eller en bolig. Plantagen skulle stå for opførelse og vedligeholdelse, mens beboeren skulle holde orden. Bygningens stand og beboerens daglige orden var dermed forskellige ansvarsområder.
Første- og andenklassesarbejdere havde ret til en jordlod. Reglementet angiver 30 fod i kvadrat, eller op til 50 fod i kvadrat ved en lod, der ikke blev ombyttet. Det betyder sidelængder, ikke et areal på kun 30 eller 50 kvadratfod. Tredjeklassesarbejdere havde ikke samme ret til en jordlod.
Bolig og dyrkningsjord gav mulighed for at opretholde en husstand, men knyttede samtidig familiens levevilkår til arbejdsforholdet. En kontraktkonflikt kunne derfor handle om både kontanter, hjem og madforsyning.
Arbejdstid og disciplin
Reglementets almindelige plantagearbejde var fastsat til fem dage om ugen. Udgangspunktet var arbejde fra solopgang til solnedgang med en times frokostpause og to middagstimer fra klokken 12 til 14. Der var også mulighed for at begynde klokken 7 uden den særskilte frokostpause.
Arbejderne kunne ikke frit vælge eller nægte de opgaver, de blev anvist, medmindre de var ansat til en bestemt slags arbejde. En klage over urimelige krav gav ikke i sig selv ret til at forlade arbejdet. Politimesterens rolle viser, hvor tæt arbejdsforhold og myndighedskontrol hang sammen.
Forhandling og modstand
Juridisk frihed fik forskellig praktisk betydning alt efter adgang til arbejde, bolig og egne ressourcer. Arbejderne søgte bedre vilkår og kunne forsøge at skifte plantage eller finde anden beskæftigelse, men årskontrakten begrænsede mulighederne.
Lovteksten fortæller først og fremmest, hvordan myndighederne ønskede forholdene ordnet. Den fortæller ikke alene, hvordan mennesker faktisk handlede. Konkrete strejker, navngivne forhandlere og lønstigninger skal derfor underbygges med samtidige sager; de kan ikke udledes af kontraktordningen.
Fireburn og tiden efter 1878
Den 1. oktober 1878 brød Fireburn-oprøret ud i Frederiksted og bredte sig til plantagelandet. Utilfredshed med arbejdsvilkår og den begrænsede frihed efter 1848 er central for forståelsen af oprøret. Mary Thomas, kendt som Queen Mary, blev en af dets mest kendte skikkelser.
Oprøret blev slået ned, men 1849-reglementet fortsatte ikke uændret til 1917. Det blev ophævet ved tyendeloven af 24. oktober 1879. Den nye ordning gav formelt friere aftaler om løn og arbejdstid, men bevarede straffebestemmelser og tvang over for landarbejderne. Fireburn var derfor et brud i arbejdsreguleringen, uden at kampen for faktisk selvbestemmelse var afsluttet.
