Fireburn 1878: Arbejderkampe og brand på St. Croix

Flammerne stod så højt, at man kunne se dem helt fra det stille hav. Natten mellem den 1. og 2. oktober 1878 blev himlen over St. Croix farvet ildevarslende rød. Det var ikke et vulkanudbrud eller et tropisk lyn, men arbejdere – mænd, kvinder og børn – der satte ild til sukkerplantager og pakhuse i desperation over årtiers uretfærdighed. Øjeblikket blev siden kendt som Fireburn, det voldsomste oprør i Dansk Vestindiens historie.

I centrum stod tre kvinder, der i folkemunde blev kronet til dronninger: Mary Thomas, Agnes Salomon og Mathilda McBean. Med brændende fakkel i hånd løsrev de sig fra kolonial tavshed og skrev blodrøde kapitler i Danmarks – og Caribiens – fælles fortid. Deres kampråb rungede mod murene på Fort Frederik, mens planteriernes undertrykte arbejderhære fulgte trop.

Men hvad fik et øsamfund til at koge over netop dén oktoberdag? Hvordan reagerede de danske myndigheder, da 50 plantager stod i flammer, og mere end halvdelen af Frederiksted lå i ruiner? Og hvorfor rækker ekkoet fra Fireburn helt frem til nutidens kontraktloven, mindesmærker i København og den årlige Contract Day-march på St. Croix?

I denne artikel dykker vi ned i de glemte kontraktbøger, øjenvidneberetninger og retsdokumenter, der afslører, hvordan slaveriets ophør i 1848 blot var begyndelsen på en ny, knusende hård epoke for øens sorte arbejdere. Følg med gennem askeskyer, retssale og mindekultur, og opdag hvorfor Fireburn 1878 stadig ulmer som en glød under danmarkshistorien.

Baggrund: Fra emancipation til kontraktarbejde (1848–1878)

Da generalguvernør Peter von Scholten kl. 16.00 den 3. juli 1848 erklærede »Alle ufrie ere fra nu af frie«, blev slaveriet formelt afskaffet på de dansk-vestindiske øer. Men friheden viste sig hurtigt at være stærkt betinget af ny lovgivning og af plantageejernes økonomiske interesser.

Fra frihedsdag til tvungne kontrakter

Plantageøkonomien på St. Croix stod og faldt med billig arbejdskraft til sukkerrørshøsten. Derfor pressede plantageejerne administrationen til hurtigt at indføre regler, der igen bandt de frigivne til jorden. Resultatet kom allerede året efter i form af den såkaldte Labor Act af 1849.

Labor act af 1849 – Slaveriet i nye klæder

• Årlige kontrakter: Alle landarbejdere skulle den 1. oktober (“Contract Day”) underskrive en 12-måneders kontrakt med én bestemt plantage. Brød man kontrakten, risikerede man bøder eller fængsel.
• Begrænset mobilitet: Arbejderen måtte ikke forlade plantagen uden skriftligt pas fra bestyreren og kunne tiltales for “vagabondering”, hvis hun eller han blev fundet på vejen efter kl. 21.
• Fines & forfeitures: Manglende fremmøde, “dovenskab” eller uautoriseret fravær blev straffet med lønfradrag, stocks (gabestok) eller fængsel i Fort Frederik eller Christiansteds fængsel.

Økonomisk ufrihed – Løn, gæld og plantagebutikker

Typiske daglønninger på St. Croix, ca. 1870

Arbejdstype	Mænd	Kvinder
Markarbejde (skæring, lugning)	18-20 ¢	12-15 ¢
Kedelhus / sukkermølle	22-25 ¢	–

Beløbene virkede lave allerede dengang. Samtidig blev en del udbetalt in natura – majsmel, sild og rom – eller i plantagesedler, der kun kunne bruges i plantagens egen butik. Systemet holdt arbejderne i en ond gældscirkel:

1. Varer i butikken var 25-50 % dyrere end i byerne.
2. Hvis lønnen ikke slog til, opstod kredit, der blev trukket fra næste uges løn.
3. Ved kontraktens udløb kunne ubetalt gæld tvinge arbejdere til at forny kontrakten samme sted.

Bolig og social kontrol

Plantageejerne udlejede små, kalkede sten- eller bræddehuse i de såkaldte estate villages. Huslejen – typisk 1-2 dollars om måneden – blev automatisk trukket fra lønnen. Kontrakten gjorde boligen betinget af ansættelsen; mistede man arbejdet, mistede man også hjemmet.

Den daglige overvågning blev varetaget af drivers (markfogeder) og politibetjente af afrikansk afstamning, som plantageejerne udpegede. Dermed blev tidligere slaver sat til at håndhæve reglerne over for deres egne familier og naboer – en strategi, der skabte dyb frustration og interne splittelser.

Spændingerne op til 1878

I 1870’erne faldt verdensmarkedsprisen på sukker kraftigt, og plantageøkonomien var presset. I stedet for lønforhøjelser reagerede ejerne med yderligere bøder, længere arbejdsdage og øget gæld. Samtidig blev det stadig tydeligere for arbejderne, at “friheden” fra 1848 i praksis var blevet erstattet af en juridisk tvangstrøje.

Kontraktdagen 1. oktober udviklede sig derfor til en årlig protestdag, hvor kolonner af arbejdere marcherede mod byerne for at forhandle – eller true sig til – bedre vilkår. Rygterne om mulige lønforhøjelser i 1878, men også om nye stramninger, skabte en særdeles eksplosiv stemning.

Denne kombination af økonomisk desperation, juridisk ufrihed og social indignation danner baggrundstæppet for den begivenhed, der senere skulle blive kendt som Fireburn – det mest omfattende arbejdseroprør i Dansk Vestindiens historie.

1. oktober 1878: Fireburn bryder ud i Frederiksted

Den 1. oktober 1878 – Contract Day – begyndte som så mange andre år med, at arbejdere fra plantagerne samledes i Frederiksted for at forhandle næste års kontrakter. Men samfundets frustrationer – 29 års uligevægt mellem formel frihed og reelt tvangspræget kontraktarbejde – kogte over netop denne dag og antændte det, der siden blev kendt som Fireburn.

Fra forhandling til oprør

1. Morgenstunden: Flere hundrede markarbejdere, især kvinder, indfandt sig på byens torv foran toldbygningen for at kræve højere løn og bedre vilkår. Rygtet spredtes om, at sukkerplantørerne ville fastholde de gamle satser.
2. Midt på dagen: Ordensmagten forsøgte at opløse forsamlingen. Stenkast og verbale sammenstød brød ud, og enkelte arresterede blev ført til Fort Frederik. Dette greb ses i dag som gnisten, der satte resten i brand.
3. Eftermiddag: Da soldater trak sig tilbage bag fortets mure, eskalerede uroen. Demonstranterne brød ind i handelsbutikker og offentlig ejendom for at destruere gældsprotokoller og kontraktpapirer – symboler på plantageøkonomiens kvælertag.
4. Aften og nat: I ly af mørket blev fakler båret til omliggende plantager. Kort efter stod sukkermøller, lagerbygninger og beboelseshuse i flammer. Øjenvidner beskrev en “ildring”, der langsomt omkransede Frederiksted.

Fort frederiks dobbeltrolle

Det massive 1700-talsfort, der havde vogtet mod sørøvere og senere holdt slaver i fangekældre, blev nu et omdrejningspunkt. For de kystnære arbejdere var fortet et magtsymbol – her opbevaredes våben, herfra udgik tropperne. Samtidig søgte civile plantageejere tilflugt bag murene, mens de oprørske masser lukkede dem inde som i et omvendt fængsel. Militæret skød varselsskud fra bastionerne, men tøvede med at forlade sikkerheden – et vakuum, der gav befolkningen tid til at brede ilden.

Kvinderne i front – “dronningerne”

Navn	Kendte tilnavne	Rolle under Fireburn
Mary Thomas	“Queen Mary”	Ledede marcher gennem byens gader, brugte sang og trommer til at samle folk; krediteres for at opildne til systematisk nedbrænding af plantager.
Axeline Elizabeth Salomon	“Queen Agnes”	Tog kommando ved indgangen til fortet, formidlede krav om lønforhøjelse; organiserede bevægelsen mod de centrale sukkerlagre.
Mathilda McBean	“Queen Mathilda”	Skabte forbindelser til arbejdergrupper uden for byen, så ilden spredte sig østpå til plantagerne Good Hope, Prosperity og La Grange.

Kvinderne brugte “royale” titler som strategi: De markerede lederskab, men viste også en ironisk inversion af det koloniale hierarki. Vidner beretter om, at “dronningerne” stod i forreste række med macheter og fakler, mens mange mænd fulgte som støtte.

Ødelæggelsernes omfang

• Cirka 80-90 sukkerplantager blev helt eller delvist afbrændt på St. Croix’ vestlige og centrale bælte.
• I Frederiksted by nedbrændte over 50 private forretningshuse, kontorer og lagerbygninger.
• De samlede materielle tab anslås af samtidige kilder til mindst 800.000 dollars (1878-værdi) – et svimlende beløb, der svarede til flere års ø-eksport.
• Trods ildstormen blev kun et begrænset antal hvide koloniembedsmænd dræbt; størstedelen nåede at søge beskyttelse bag fortets mure eller flygte til skibe på reden.

Natten den 1. oktober ebbede flammerne ikke ud – de blussede op igen de følgende to døgn. Først da forstærkninger ankom fra St. Thomas og fra amerikanske og britiske krigsskibe, kunne ilden bringes under kontrol. Fireburn havde da allerede skrevet sig ind i historien som Dansk Vestindiens største arbejderopstand og en af de mest destruktive bybrands-katastrofer i Caribiens kolonitid.

Myndighedernes reaktion, krigsret og retssager

Da røgen fra de brændende plantager stadig hang over Frederiksted den 2. oktober 1878, reagerede de danske kolonimyndigheder med en hastighed og hårdhed, som afspejlede både panik og ønsket om at statuere et eksempel.

Undtagelsestilstand og militær indgriben

1. 02. oktober 1878 kl. 05.30: Den fungerende generalguvernør Janus August Garde telegraferede fra Charlotte Amalie på St. Thomas og beordrede martial law (krigsretstilstand) over hele St. Croix. Alle civil­retlige beføjelser blev sat ud af kraft.
2. Landmilitsen mobiliseres: Ca. 60 mand af det lokale Vestindiske Gendarmerikorps blev indsat omkring Fort Frederik, mens yderligere 140 soldater – heriblandt en kanon­affutage fra den danske orlogskorvet Fylla – ankom fra St. Thomas den 3. oktober.
3. Skud­vekslinger og nedkæmpelse: Sammenstød fandt sted ved plantagerne Lower Love, Burg» og La Grange. Rapporter nævner artilleri­grep fra søsiden for at holde demonstranter væk fra Frederiksteds havnefront.

Ifølge de officielle lister – der dog ofte under­rapporterede sorte tab – blev 30-35 arbejdere dræbt og omtrent 50 såret. På myndig­hedssiden omkom to gendarmer, mens ti blev kvæstet.

Masseanholdelser og overfyldte celler

Med øen under krigsret blev vilkårlige hus­ransagninger hverdag. I løbet af få dage var mere end 400 personer – heraf et over­vægt af kvinder – interneret i kældre under forterne i Frederiksted og Christiansted. Fangecellerne var så overfyldte, at fangerne måtte stå op og skiftevis sove på gulvet.

Krigsret i christiansted

Domstolene i Dansk Vestindien var normalt civile, men krigs­retstilstanden overførte al jurisdiktion til en militærdomstol ledet af major C. F. S. Castonier. I perioden 14. oktober – 22. november 1878 gennem­førtes 167 separate sager. Processerne varede ofte mindre end 15 minutter:

Udfald	Antal domme	Eksempler
Dødsdom (efterfølgende omstødt)	12	Mary Thomas, Agnes Salomon
Livsvarigt tugthus	36	Mathilda McBean, Susanna Abrams
Tidsbestemt fængsel (1-15 år)	93	Flertallet af mandlige arbejdere
Bøder & piskeslag	26	Mindrebemidlede kvinder

Dødsdommene vakte uro i København, hvor både aviser og folketings­politikere frygtede en gentagelse af de brutale straf­eksekveringer fra slave­opstande i 1700-tallet. I sidste øjeblik blev alle henrettelser ændret til tugthus på livstid.

Deportation til københavn

Den 30. april 1882 forlod dampskibet S/S Thingvalla Charlotte Amalie med 34 livstidsfanger – heriblandt “Queen” Mary, Agnes og Mathilda – under bevogtning af to gendarmer. Ruten gik via Halifax til København, hvor kvinderne blev indsat i Christianshavn Tugthus og mændene i Horsens Straffeanstalt. Danske medier omtalte dem sensationelt som “de sorte amazoner”.

Først i 1887, efter intenst lobbyarbejde fra den vestindiske præst Ferdinand John, fik de fleste Fireburn-fanger deres straffe nedsat til 12 år og blev overført tilbage til St. Croix. Mary Thomas døde dog i fængslet i 1905 og vendte aldrig hjem.

Sammenfatning

• Indførelsen af undtagelsestilstand gjorde det muligt for myndighederne at handle uden juridisk modspil.
• Masseanholdelser og summariske militær­sager demonstrerede kolonimag­tens frygt for gentagne arbejder­oprør.
• Deportationen til Danmark markerede første – og eneste – gang at personer dømt i Dansk Vestindien afsonede lange straffe i moderlandets fængsler.

Myndighedernes hårde kurs knækkede på kort sigt Fireburn-opstanden, men afslørede samtidig, hvor skrøbelig plantage­økonomien var uden slavelignende tvang. Netop denne erkendelse skulle blive afgørende for de arbejds­reformer, der fulgte i årene efter.

Eftervirkninger: Lovændringer, erindring og betydning i dag

Fireburn var et så voldsomt brud med den eksisterende Labor Act af 1849, at kolonistyret ikke længere kunne ignorere arbejdernes krav. Allerede i november 1878 nedsatte guvernør Garde en kommission, og resultatet blev to centrale reformpakker:

1. Labor Act af 9. maj 1879
   
   • Afskaffede den automatiske forlængelse af års­kontrakten den 1. oktober, hvis arbejderen ikke selv mødte frem for at forhandle.
   • Nedsatte de plantage­bøder, der hidtil kunne æde hele månedslønnen.
   • Åbnede – på papiret – mulighed for at forlade plantagen uden skriftlig tilladelse.
2. Amendments af 11. juni 1880
   
   • Indførte en minimumsløn og fjernede krav om betaling i plantage­butikkerne.
   • Overførte arbejds­konflikter fra politiet til særlige Arbejdsdomstole, hvilket begrænsede godsejernes magt.
   • Tilskyndede til måneds- og dagsløn i stedet for årskontrakter – et afgørende skridt mod frit lønarbejde.

Selv om reformerne langt fra indfriede alle forventninger, markerede de et strukturelt skift: St. Croix gik fra tvungne kontrakter til en – om end skrøbelig – arbejds­marked­søkonomi, hvor arbejdere i højere grad kunne forhandle deres egen arbejdskraft. Økonomisk accelererede de første udstykninger af mindre landbrug, mens sukker­plantagerne måtte tilpasse sig efter en mere mobil arbejdskraft.

Mindekultur på st. Croix: Contract day som kollektivt erindringsrum

Dato	Ritual	Symbolik
1. oktober	Parader gennem Frederiksted, sange om Queen Mary, farverige kostumer og trommer.	Genopfører marchen mod Fort Frederik og branden i 1878.
Gudstjenester	Lokale kirker læser navne på faldne og fanger fra Fireburn.	Forener religiøst og politisk minde.
“Torch walk” om aftenen	Fakler bæres gennem gaderne; unge fortæller historien.	Flammen som både ødelæggelse og frigørelse.

I dag fungerer Contract Day som et lokalt modnarrativ til den tidligere koloniale fejring af “Forordningsdagen”. Officielle taler fra guvernøren ledsages af street food-boder og Quelbe-musik, hvilket knytter højtiden til både kamp og kreolsk kultur. I skolen er Fireburn flyttet fra en fodnote til pensum, og aktivister bruger dagen til at diskutere nutidige spørgsmål om løn, jord og klimaretfærdighed.

“i am queen mary” – Danmarks første koloniale monument

Den 31. marts 2018, præcis på 101-årsdagen for salget af Dansk Vestindien til USA, afslørede kunstnerne Jeannette Ehlers (DK) og La Vaughn Belle (VI) en seks meter høj statue foran Statens Museum for Kunst i København. Skulpturen gengiver Mary Thomas siddende på en sukkerskærm, bevæbnet med en fakkel og en machete – to ikoniske redskaber fra Fireburn.

• Første monument i Danmark, der anerkender modstanden mod dansk kolonialisme.
• Produceret af sorte kvinder for at give stemme til sorte kvinders kamp.
• Har medført debat om museers ansvar, gadenavne og erstatnings­krav.

Den midlertidige installation blev i 2023 taget ned grundet bygnings­arbejde, men planer om en varig bronzestatue understreger, at Fireburn nu er blevet del af det danske offentlige mindelandskab – ikke kun et karibisk anliggende.

Fireburns tvær-atlantiske betydning

Sammenlignet med slaveriets ophør i 1848 har Fireburn længe stået i skyggen af den danske masterfortælling. Alligevel viser nyere forskning, at 1878-oprøret slog en bro mellem post-emancipationskampene i Caribien og de tidlige arbejder­bevægelser i Europa. Flere aspekter gør begivenheden unik:

1. Det var et kvindeledet oprør, hvilket kaster nyt lys på køn og kolonialisme.
2. Oprøret påvirkede lovgivning direkte – sjældent i kolonihistorien, hvor militær undertrykkelse ofte var endestationen.
3. Fireburn binder Danmark til den bredere afro-karibiske tradition for post-slavery rebellion sammen med Morant Bay (Jamaica 1865) og La Plaine (Martinique 1870).

Konklusion

Med reformerne i 1879-1880 rykkede Fireburn de sociale og juridiske grænser for, hvad frigjorte arbejdere kunne kræve, og åbnede for en gradvis overgang til moderne lønarbejde. I dag er oprøret indlejret i både St. Croix’ og Danmarks kollektive hukommelse: fra Contract Day-parader til monumenter i København og akademiske debatter om kolonial arv. Fireburn er ikke blot fortid – det er en levende reference­ramme for nutidens diskussioner om racisme, lighed og historisk ansvar.