Forestil dig København i slutningen af 1600-tallet. På havnen knager træsko mod de slidte brosten, mens kanelduft, rå sukker og sveden tjære blander sig i en eksotisk symfoni. Europas stormagter kappes om de nye verdenshav – og midt i det hele kaster Danmark sit eget handelskort på bordet: Det Vestindisk-Guineiske Kompagni.
Med ét pennestrøg får det nyslåede selskab ret til at handle toldfrit, opkræve afgifter og anlægge koloni hvor som helst fra Afrikas palmeklædte Guineakyst til de caribiske øer badet i sol og sukkerkristaller. Fra de første, spæde skridt på St. Thomas i 1672 til statens overtagelse i 1754 udvikler historien sig som et drama fyldt med profit og pirater, orkaner og oprør, håb og desperation.
Denne artikel tager dig med på hele rejsen – fra mercantilismens teori til slaveplantagernes brutale virkelighed, fra forternes kanoner til kongens skrivebord i København. Undervejs møder vi handelsmænd, guvernører, indfødte oprørere og plantageejere, hvis skæbner blev vævet sammen i et net af sukker, rom og menneskeliv.
Hvorfor kollapsede kompagniets monopol? Hvad skete der, da staten tog over? Og hvordan klinger ekkoet af denne koloniale fortid stadig i de farverige gader i Charlotte Amalie og Christiansted i dag? Læs med, og få svarene – samt et helt nyt blik på Danmarks rolle i det caribiske verdensspil.
Fra idé til kompagni (1670–1674): Mercantilisme og danske koloniambitioner
De danske ambitioner om oversøisk handel blev født i en tid, hvor mercantilismen prægede de europæiske magters økonomiske politik. Konger og købmænd så kolonier som nødvendige brikker i et nulsumsspil, hvor sølv, sukker og slaver var midler til at tilkæmpe sig national velstand. I København drømte man om at efterligne hollændere, englændere og franskmænd – men uden en egen koloni og et beskyttet handelsmonopol var Danmark-Norge blot en perifer aktør.
Kongelige privilegier – Vejen til et dansk kompagni
Efter statskuppet i 1660 sad kongemagten stærkere end nogensinde, og Frederik III (siden 1670 Christian V) benyttede den nye enevælde til at udstede eksklusive handelsprivilegier. Med privilegierne fulgte retten til at bygge forter, føre krig, udstede love og – vigtigst af alt – handle toldfrit inden for et afgrænset område.
| Dato | Begivenhed | Betydning |
|---|---|---|
| 1661 | Købet af Fort Christiansborg på Guldkysten | Første skridt mod dansk presence i Afrika |
| 1671 | Charter til Det Vestindiske Kompagni | Monopol på handel i Caribien |
| 1674 | Sammenlægning med Afrika-kompagniet → Det Vestindisk-guineiske Kompagni | Én organisation styrer både slaverute og caribisk koloni |
Hvem lagde pengene?
- Hofkredse og adel: Grev Ulrik Frederik Gyldenløve og flere højadelige investerede for prestige og profit.
- Storkøbmænd i København: bl.a. Henrik Siewert og Gabriel Marselis stillede skibe og kapital til rådighed.
- Udenlandske partnere: hollandsk knowhow og søfolk var uundværlige; mange aktionærer boede i Amsterdam og Hamburg.
Kompagniet blev organiseret som et aktieselskab, og kongen tegnede selv en betydelig post – dels for at tiltrække investorer, dels for at bevare kontrol.
St. Thomas: En lille ø med store forhåbninger
I november 1671 udpegede direktionen den erfarne søofficer Jørgen Iversen Dyppel til guvernør. Året efter sejlede han ud fra København med godt hundrede soldater, håndværkere og straffefanger om bord. I maj 1672 gik de i land på den ubeboede (men strategisk placerede) ø St. Thomas.
- En naturlig, dyb havn – det senere Charlotte Amalie – gav læ mod orkaner.
- Øen lå uden for de spanske og franske hovedruter og kunne fungere som handelsknudepunkt – og gerningssted for lovlig kaperkrig i krigstid.
- Dyppel anlagde Fort Christian, markerede Dannebrog og opmålte jordlodder, som blev forpagtet til plantagebrug.
Kolonien kæmpede dog fra start med sygdom, deserteringer og mangel på arbejdskraft. Af de oprindelige bosættere var mindre end halvdelen i live efter det første år. Derfor blev rekruttering af afrikansk arbejdskraft hurtigt en prioritet, og her spillede Guldkysten en nøglerolle.
Guldkysten – Det andet ben i forretningen
Allerede inden charteret til Vestindien havde Danmark erhvervet flere forter langs Dagens Ghana. Det vigtigste var Fort Christiansborg (Osu) nær Accra, mens Carlsborg (Cape Coast) kortvarigt var på danske hænder. Her blev varer som våben, krudt, sprit og tekstiler byttet for guld, elfenben – og navnlig slaver.
Kompagniets dobbelte fodfæste – Guldkysten + St. Thomas – var designet til at indgå i den såkaldte store trekant:
- Skibe afsejler fra København med jern, klæde, spejle og brandy.
- På Guldkysten ombyttes lasten til mennesker via lokale mellemhandlere.
- Skibet krydser Atlanten under grusomme forhold; overlevende slaves sælges på St. Thomas, og lastrummene fyldes med sukker og tobak til Europa.
Et skrøbeligt, men ambitiøst projekt
Mellem 1670 og 1674 blev grundstenene altså lagt til et dansk kolonialt system, der forbandt Københavns Børs, Afrikas kyster og Caribiens plantager. Kompagniet havde de formelle privilegier, men stod over for:
- Kapitalmangel – de første aktieudbud blev ikke fuldtegnet.
- Konkurrence – især hollandske smuglere og engelske kapere.
- Naturens luner – orkaner, tørke og tropesygdom kunne på få timer udslette års investeringer.
Alligevel lykkedes det at holde fast i øen og forterne. Det dansk-norske kongerige var nu officielt kolonimagt – og Det Vestindisk-guineiske Kompagni stod ved begyndelsen af en næsten hundredårig periode, hvor profit, politik og slavehandel blev uløseligt flettet sammen.
Monopolet i praksis: Forretningsmodel, trekanthandel og slaveri
Kongelig privilegeret eneret
Det Vestindisk-guineiske Kompagni blev fra starten udstyret med et “allerhøjeste privilegium”, som reelt gav selskabet monopol på al dansk handel og skibsfart mellem Danmark-Norge, Afrikas Guldkyst og de vestindiske øer. Privilegiet omfattede bl.a.:
- Skatte- og toldfrihed på varer ført til og fra kompagniets havne.
- Ret til at anlægge fæstninger og handelsstationer i Afrika samt at udstede egne love i kolonierne.
- Brug af kongelige orlogsskibe som eskorte i krigstid og retten til at væbne egne skibe som kapere.
- 20 års skattefrihed til plantageejere, hvis de slog sig ned på St. Thomas (senere også St. Jan og St. Croix).
Trekanthandlen – Den økonomiske motor
Kompaniets forretningsmodel var klassisk merkantilistisk: Forædlede varer skulle ende i moderlandet, mens koloni- og råvarer blev udnyttet til at styrke statskassen. Modellen kan skitseres som en trekant:
| Etape | Rute | Primære laster | Modtagerhavne |
|---|---|---|---|
| 1 | København → Guldkysten | Våben, brændevin, tekstiler, metalvarer | Christiansborg & Frederiksborg forterne (i dag Accra-området) |
| 2 | Guldkysten → St. Thomas/St. Jan | Enslavede afrikanere | Havnen Charlotte Amalie m.fl. |
| 3 | Jomfruøerne → København | Sukker, rå- og raffineret; rom; kaffe; indigo; bomuld (i mindre omfang) | Christianshavn og Trekroner toldbod |
Varerne der skabte formuerne
- Sukker – hovedafgrøden; op mod 90 % af eksportværdien i 1740’erne.
- Rom – biprodukt fra melassen; solgtes i Nordatlanten og brugtes som byttevare i Afrika.
- Kaffe – især fra St. Jan, hvor klimaet var gunstigt.
- Indigo – farveplante til tekstilindustrien i Europa.
Slavehandelens afgørende – Og brutale – Rolle
Uden et stadigt tilførsel af afrikanske slaver kunne plantagedriften ikke opretholdes. Kompagniet tjente på
- fortjeneste ved salget af europæiske industrivarer i Afrika,
- prisen på de enslavedes videresalg til plantageejere på øerne,
- afgifter på hver importeret slave (head-money) samt eksporttold på det producerede sukker.
Omkring 100 000 personer blev ifølge de bedste estimater fragtet over Atlanten under dansk flag 1672-1803; en stor del før 1754, mens kompagniet endnu havde kontrollen.
Styringsstrukturen: Fra børsen til bugten
Kompagniets centrale ledelse sad i Det Vestindiske Pakhus ved Københavns havn. Direktionen bestod af tre til fem storkøbmænd samt et “kronens øje”, normalt en høj embedsmand.
- Direktionen udstak kommercielle mål, fastsatte prislister og sørgede for finansiering.
- I Charlotte Amalie regerede en guvernør, udpeget for typisk tre år ad gangen. Han havde vide, men ikke uindskrænkede beføjelser – alt større skulle godkendes i København via årlige “kolonibreve”.
- På plantagerne sad et lag af “skifte-kommissærer”, toldere, dommere og militærchefer, der sikrede at direktivernes bogstav blev fulgt – og indtægterne strømmede.
Resultatet: Stor risiko, store gevinster – For de få
Mens aktionærerne i København kunne høste udbytter på op mod 14 % i enkelte gode år, bar de enslavedes kroppe og den lokale friafro-befolkning byrden. Monopolet skabte en lukket økonomi, hvor al værdi skulle kanaliseres hjem til Rigens Hovedstad, men det samme lukkede system gjorde også kompagniet sårbart over for prisfald, orkaner, sygdom og krig – kriser, der med tiden undergravede profitten og åbnede vejen for statens indgriben i 1754.
Koloniernes udbygning: St. Thomas, St. Jan og St. Croix
Da Det Vestindisk-guineiske Kompagni slog sig ned på St. Thomas i 1672, var øen tænkt som et kommercielt knudepunkt, hvorfra resten af det danske koloniprojekt kunne udfoldes. Hurtigt voksede en lille havneplads ved Fort Christian frem til byen Charlotte Amalie, opkaldt efter Christian V’s dronning. Byplanen blev trukket i et grid efter hollandsk forbillede, så varer og mennesker kunne flyttes effektivt mellem kaj, pakhuse og de omkringliggende plantager.
- Fort Christian (1672-84) – Øens militære og administrative centrum; herfra udsendtes love, skattepåbud og toldanvisninger.
- Charlotte Amalie – Frihandelsby under kompagniets særlige bevillinger: toldfrihed for skibe i 10 år og religionsfrihed for at tiltrække hollandske, jødiske og franske købmænd.
St. Jan – Plantager på stejl grund (1718)
I 1718 udvidede kompagniet sin besiddelse til den ubeboede naboø St. Jan. Med blot 22 km² var den enten for stejl eller for stenrig til storskaladyrkning, men den tætte adgang til St. Thomas’ havn gjorde øen attraktiv. Her opførtes hurtigst muligt små forsvarsværker og et net af sukkeplantager finansieret af:
- Fønikiske mursten fra ballast i europæiske skibe
- En strøm af kringcrioliserede slaver fra Guinea-kysten
- Kredit fra købmændene i Charlotte Amalie
Organiseringen blev formaliseret gennem den koloniale lovbog af 1733, som fastlagde planteslaveres status, arbejdspligt og straframmer – et regelsæt, der senere skulle bidrage til slaveoprøret på St. Jan samme år.
Købet af st. Croix – Et vendepunkt (1733)
Økonomisk pres og konkurrence fra franske og britiske naboer tvang kompagniet til at tænke større. Ved kongen Frederik V’s mellemkomst blev St. Croix købt af den franske Compagnie des Îles de l’Amérique for 750.000 rigsdaler i juni 1733. Øen kom straks under kompagniets jurisdiktion, men finansieringen skete via statslån – et tydeligt tegn på statens stigende rolle.
| Ø | Hovedby | Hovedfort | Areal (km²) | Sukkerplantager ca. 1750 |
|---|---|---|---|---|
| St. Thomas | Charlotte Amalie | Fort Christian | 80 | 55 |
| St. Jan | Cruz Bay (minor) | Ingen fuldskala fort | 22 | 109 |
| St. Croix | Christiansted | Christiansværn / Fort Frederik | 215 | ≈180 |
- Christiansværn (1749) – opført som stjernefort ved havnefronten i Christiansted. Husede guvernørbolig, garnison og fængsel.
- Christiansted – kejserlig barok i tropisk kulisse: lange arkader, kalkpudset facader og aflukkede gårdrum, hvorfra handel med rom og sukker blev styret.
- Fort Frederik (1752) – Vestsidens bastion ved Frederiksted. Skulle afskrække britiske kapere og sikre eksporten fra øens vestlige plantagebælte.
- Frederiksted – Planlagt som frihavn med brede gader, så artilleri kunne drejes mod både hav og land i tilfælde af slaveoprør.
Plantagesystemet – Motoren i koloniernes økonomi
Alle tre øer blev organiseret efter det samme grundprincip:
- Landmåling og parceller – jorden blev målt ud i caballerier (ca. 100 tønder land). Kompagniet solgte parcellerne mod en årlig grundafgift og tvang til raffinering på øen.
- Sukker som cash-crop – vestindisk sukker blev efterspurgte råsukkerbrikker til de danske og tyske raffinaderier.
- Udenforstående kapital – hollandske, franske huguenotter og jødiske investorer fik lov at eje plantager mod at betale højere afgifter.
- Arbejdskraft – Afrikanske slaver udgjorde op til 80 % af befolkningen; deres forhold blev reguleret af Slaveinstruxen 1733.
Kolonial lovgivning og dagligadministration
Til forskel fra andre europæiske kolonier havde kompagniet fuld jurisdiktion. Direktionen i København udstedte Plakater, mens den lokale guvernør implementerede:
- Retskancelliet ved Fort Christian, senere kopieret i Christiansted.
- En Overråd af tre plantageejere, én handelsmand og én officer – de såkaldte rådsmænd – der udstedte lokale forordninger.
- Obligatorisk kirketugt for europæere og missionstvang for slaverne via den moravianske missionsstation i Nisky.
Summen af forter, byer og plantager gjorde de danske besiddelser til en bemærkelsesværdig – om end skrøbelig – koloniøkonomi, hvor den fysiske infrastruktur og lovgivning blev skabt af kompagniets kommercielle behov. Den strukturelle afhængighed af sukker og slavearbejde bar imidlertid kimen til de politiske og sociale rystelser, der snart skulle udfordre monopolordningen og bane vejen for kongelig overtagelse i 1754.
Modvind og konflikt: Økonomiske kriser, krig og oprør
Det Vestindisk-guineiske Kompagnis kongelige monopol gjaldt i teorien alt handel mellem de dansk-norske riger og Jomfruøerne, men i praksis blev det konstant udhulet:
- Britiske, franske og nederlandske plantageejere på de nærliggende Jomfruøer og Leeward-øer tilbød lave priser på sukker og rom, hvilket trak købmænd væk fra danske havne.
- Smuglernetværk fra St. Eustatius og Tortola lagde til i afsides bugter på St. Thomas og St. Jan om natten og solgte varer uden selskabets told.
- Danske plantageejere deltog villigt; de så billig kredit og hurtig afregning som vigtigere end loyalitet over for kompagniet.
Krig, kapere og usikre forsyningslinjer
1700-tallet var præget af tilbagevendende europæiske storkrige, der forplantede sig til Caribien:
- Den Spanske Arvefølgekrig (1701-1714) og Jenkins’ Ear-krigen (1739-1748) gav frit spil til kapere, der opbragte kompagniets skibe.
- Neutralitetssejladser var dyre. For at få sømilitær beskyttelse måtte kompagniet betale høje konvoafgifter til kronen – endnu en udgiftspost.
- Når Øresund var islagt, kunne eftertragtede forsyninger af mad, tømmer og jern ikke nå frem til øerne, hvilket forsinkede høst og byggeri.
Orkaner, tørke og sygdom
| År | Hændelse | Følger for kompagniet |
|---|---|---|
| 1713 | Stororkan rammer St. Thomas | Fort Christian får taget blæst af; eksporten falder 30 % |
| 1724-25 | Tørke og græshoppeangreb | Sukkerudbyttet halveres; plantageejere misligholder lån |
| 1731 | Gul feber-epidemi | Arbejdskraft smuldrer; omkostninger til nyindkøbte slaver stiger |
Slaveoprøret på st. Jan 1733
Den 23. november 1733 eksploderede de akkumulerede spændinger:
- En gruppe Akwamu-slaver overmandede garnisonen ved Fortsberg og udråbte egen kontrol over store dele af St. Jan.
- Oprøret varede i syv måneder, hvor plantager blev brændt, ejere dræbt, og kompagniet måtte hente franske tropper fra Martinique for at generobre øen.
- Sagen afslørede, hvor tyndt bemandet kompagniets militære apparat var, og hvor sårbar økonomien var, når sukkerproduktionen stoppede.
Faldende profit og voksende kritik
Midt i 1730’erne var balancen negativ:
”Handelen gaaer tilbage, Forraad er kostbare, og vor Kredit i København svækkes” – direktionsrapport, 1736.
Problemerne udløste en kæde af kritikpunkter:
- Direktionens lønninger blev anset som uforsvarligt høje i forhold til overskuddet.
- Aktieprisen faldt fra 130 til 64 rigsdaler; flere investorer krævede statslig indgriben.
- Royal utilfredshed: Frederik V’s finansministre så kompagniets skatteafregning svinde ind netop som krigeriske storprojekter i Europa krævede flere indtægter.
Kort sagt: I løbet af 1720’erne og 1730’erne smeltede de ydre chok – konkurrence, krige og orkaner – sammen med indre skrøbeligheder – slaveopstande, korruption og kapitalmangel. Resultatet blev et perfekt stormvejr, som banede vejen for statens overtagelse af kolonierne i 1754.
Fra monopol til statskontrol: Statens overtagelse i 1754
Midt i 1700-tallet var Det Vestindisk-guineiske Kompagni kommet i økonomisk modvind. Flere faktorer pressede selskabets monopol:
- Faldende sukkerpriser på verdensmarkedet og dyrere forsikring under krigene mod Frankrig og England.
- Gæld og likviditetsmangel efter årtiers investeringer i forter, skibe og militær beskyttelse.
- Smugleri og konkurrence fra britiske, franske og hollandske naboøer, der undergravede kompagniets toldindtægter.
- Kritik i København af utilstrækkelig udbytte til statskassen og rygter om korruption i direktionen.
I en tid hvor oplysningstidens tænkere talte for mere statslig styring og effektiv skatteopkrævning, fandt Frederik V det politisk opportunt at sætte punktum for det private monopol.
Processen: Kronens indløsning i 1754
- Forhandling & kompensation – Den 8. april 1754 underskrev kongen en resolution, hvor staten indløste alle aktiver mod ca. 150 000 rigsdaler til aktionærerne.
- Administrativ omorganisering – Øerne blev omdøbt til De kongelige danske vestindiske kolonier og lagt ind under det nyoprettede VGRG i København.
- Ophævelse af handelsmonopolet – Alle danske undersåtter fik adgang til at sejle på øerne, dog mod betaling af faste afgifter til staten.
- Ny guvernør – Kompagniets guvernør Philip Gardelin blev afløst af Peter Clausen som guvernør-general med direkte reference til VGRG og Statsrådet.
Nye handels- og skatteordninger
| Før 1754 – Kompagni | Efter 1754 – Kronen | |
|---|---|---|
| Handel | Enkelttoldfrihed for kompagniskibe; lukket for øvrige danske redere. | Delvis frihandel: alle danske skibe mod 5 % ind- og udklareringsafgift. |
| Skatter | Privat opkrævning af told, tonelager og havneafgifter. | Kongekasse: ensartede udførselsafgifter på sukker, rom og bomuld; kop- og poll-skatter på plantagerne. |
| Administration | Direktion i København + guvernør valgt af aktionærerne. | VGRG + kongeligt udnævnt guvernør-general med civil og militær myndighed. |
| Militær | Privatfinansierede garnisoner. | Statens hærbudget; udbygning af Fort Frederik på St. Croix. |
Konsekvenser på jorden
Plantageejerne
- Fik lettere adgang til kredit gennem statslige låneordninger, hvilket udløste et boom i sukkerproduktion i 1760’erne.
- Til gengæld blev de pålagt strammere regnskabskrav og regelmæssige inspektioner.
Handelsforbindelser
- Flere københavnske og altonaske redere indtrådte i Caribienruten, hvilket sænkede fragtraterne.
- Det danske flag blev i stigende grad brugt som neutral skibsregistrering under europæiske konflikter – en fordel ved fx Syvårskrigen (1756-63).
Den lokale befolkning
- For de cirka 12 000 slaver ændrede magtskiftet lidt i hverdagen: produktionen intensiveredes, og slavekoderne blev strammet i 1755 for at beskytte plantageøkonomien.
- Frie farvede og europæiske håndværkere nød godt af øget skibstrafik og fremvækst af offentlige byggeprojekter finansieret af kronen.
- Missionærer fra herrnhuterne fik lettere adgang, da staten ønskede moralsk stabilitet blandt de enslavedes menigheder.
Et pejlemærke for senere reformer
Overgangen til statsstyre i 1754 blev startskuddet til en mere centraliseret og lovbaseret kolonipolitik, der i de næste 160 år førte til:
- Humanitære reformer (forbud mod transatlantisk slavehandel i 1803).
- Gradvis liberalisering af handel og ejendomsforhold.
- Slaveriets endelige ophævelse den 3. juli 1848.
Selv om slaveri og plantageøkonomi fortsatte i årtier, markerede 1754 et skift fra privat profithensyn til kongelig realpolitik – en udvikling, der til sidst kulminerede i salget til USA i 1917.
Efterspil og arv: Reformer, ophævelse af slavehandlen og vejen mod 1917
Da staten overtog DWI i 1754, arvede den et plantage- og handelssystem skabt af Det Vestindiske Kompagni. Hvor Kompagniet havde været drevet af privat profit, var den nye kongelige administration forpligtet til at sikre statsindtægter – men også til at håndtere voksende humanitær og politisk kritik. Resultatet blev en lang række reformer, som gradvist ændrede øernes sociale og økonomiske landskab.
Den transatlantiske slavehandel forbydes (1803)
- Baggrund: Oplysningstidens idéer, missionsselskabernes pres og faldende rentabilitet gjorde slavetransporten mindre attraktiv.
- Lovgivningen: I 1792 vedtog den danske regering som de første i verden et fremtidigt forbud mod den transatlantiske slavehandel med virkning fra 1. januar 1803.
- Konsekvenser:
- Sidste “lovlige” slaveskib anløb St. Croix i 1802.
- Plantageejerne søgte at konservere – snarere end at erstatte – deres slavearbejdskraft, bl.a. via strammere disciplin og bedre (dog fortsat spartanske) livsbetingelser.
- Import af kontraktarbejdere fra bl.a. India, Madeira og de Britiske Kolonier blev testet, men slog aldrig fuldt igennem.
Slaveriets ophævelse (1848)
Da guvernør Peter von Scholten den 3. juli 1848 proklamerede “Now you are free”, var det kulminationen på:
- Årelange forhandlinger om gradvis frigivelse.
- Truslen om væbnet opstand fra St. Croix’ slaver anført af Moses “Buddhoe” Gottlieb.
- Revolutionære strømninger fra Europa i marts 1848.
Øjeblikkelige virkninger:
| Aktør | Før 1848 | Efter 1848 |
|---|---|---|
| Plantationsejere | Ejede både jord og arbejdsstyrke | Skiftede til løn- og kontraktarbejde; faldende profit |
| Tidligere slaver | Tvunget arbejde, ingen rettigheder | Juridisk frihed, men gæld, boligpligt og lave lønninger |
| Kolonistyret | Regulerede slaveri | Indførte Labour Codes (1849, 1859) for at styre arbejdsmarkedet |
Økonomisk omstilling & sociale spændinger
- Sukkerprisernes fald på verdensmarkedet (1860-erne) udhulede plantagerne.
- “Fireburn” 1878: En stor arbejderrevolte på St. Croix, hvor plantagekomplekser blev brændt ned, understregede utilfredsheden med løn- og leveforhold.
- St. Thomas som frihavn (1850-erne): Overgik fra sukkerudsending til re-eksport, kul- og telegrafknudepunkt i dampalderen.
- Emigration: Mangel på arbejde fik mange vestindboere til at søge mod USA, Panama-kanalen og De Britiske Jomfruøer.
Arven i byrum og kultur
Selv efter Kompagniets ophør er dets fingeraftryk tydeligt:
- Byplaner: Gittermønstre og danske gadenavne i Charlotte Amalie, Christiansted og Frederiksted stammer direkte fra 1600- og 1700-tallets handelslogik.
- Fæstningerne: Fort Christian, Christiansværn og Fort Frederik er stadig vartegn, nu som museer og kulturhuse.
- Sproglige spor: Lokale udtryk som “skål” og “tak” overlevede i den kreolske dialekt Negerhollands og i daglig Small Island English.
- Lovsystemet: “Danish Colonial Law of 1906” påvirker stadig retspraksis i U.S. Virgin Islands i dag.
Vejen mod salget i 1917
Allerede i 1867 og igen i 1902 forsøgte Danmark uden held at sælge øerne til USA. Først under 1. Verdenskrig fandt de to stater fælles interesse:
- USA: Sikkerhed for Panama-kanalen og frygt for tysk ubådsbasering i Caribien.
- Danmark: Økonomisk byrde og politisk periferi.
Den 31. marts 1917 – kendt lokalt som Transfer Day – skiftede Dansk Vestindien navn til United States Virgin Islands. Mens Dannebrog gled ned over Fort Christian, sluttede et 250-årigt kapitel præget af Kompagniets monopol, kongelig statskontrol og gradvise reformer.
Opsamling
Overgangen fra monopol til statskontrol betød ikke et brud, men en kontinuum af ændringer – fra slavehandelens forbud i 1803 til slaveriets ophævelse i 1848 og videre mod salget i 1917. De arkitektoniske, juridiske og kulturelle spor fra Kompagni-perioden er stadig synlige, både i murstenene på Company Street og i den komplekse identitet, som præger Jomfruøernes samfund den dag i dag.