Forestil dig skumsprøjt fra Det Caribiske Hav, duften af nyslået sukkerrør og ekkoet af historiske fodtrin i brostensbelagte gader. På overfladen lokker Jomfruøerne med turkisblåt vand og svajende palmer – men under den postkortperfekte facade gemmer der sig en dybt fascinerende fortælling om dansk kolonimagt, oprør, kulturmøder og store forandringer.
I denne artikel dykker vi ned i syv skelsættende begivenheder, der har formet Dansk Vestindiens vej fra et dristigt handelsprojekt i 1600-tallet til dagens Amerikanske Jomfruøer. Undervejs møder du visionære konger og kompagnidirektører, handlekraftige guvernører, modige oprørere – og de tusindvis af slavegjorte afrikanere, hvis arbejde og modstandskraft udgjorde koloniens rygrad.
Fra kompagniets første skridt på St. Thomas over Akwamu-oprøret på St. Jan til emancipationens jubelscener i 1848 og det dramatiske salg til USA i 1917: Hver epoke kaster nyt lys over Danmarks rolle i det atlantiske verdensbillede og over de mennesker, som satte deres præg på øernes landskab – både fysisk og kulturelt.
Er du klar til at åbne historiebøgerne og føle sandet under fødderne på samme tid? Så læn dig tilbage og rejs med os igennem “7 nøglebegivenheder i Dansk Vestindiens historie” – en guidet tur, der giver dig den baggrundsviden, der løfter enhver ferieoplevelse til et helt nyt niveau.
Kompagniets grundlæggelse og koloniseringen af St. Thomas (1671–1672)
Da Det Dansk Vestindisk-Guineiske Kompagni blev oprettet i november 1671, var målet klart: at give Danmark-Norge sin egen bid af den lukrative karibiske sukkereventyr og at forbinde det med handelsstationerne på Guldkysten i Afrika. Kong Christian V tildelte kompaniet et omfattende kongeligt privilegium, som gav monopol på al handel og kolonisation mellem breddegraderne 10° og 23° nord samt fuld jurisdiktion over kommende kolonier. Privilegiet omfattede bl.a.:
- 30 års handels- og toldfrihed for varer produceret eller indskibet af kompaniet.
- Ret til at føre krig, slutte fred og opføre fæstninger.
- En årlig afgift til kronen på blot 2 % af nettooverskuddet – en beskeden pris for kongerigets militære og diplomatiske beskyttelse.
Økonomiske motiver og københavnske investorer
Europas sukkerkonsum steg eksplosivt i 1600-tallet, og hollandske, franske og engelske plantager i Caribien viste, hvor store profitter der var at hente. I København samledes en kreds af købmænd – bl.a. Jørgen Elers, Henrik Ruse og den erfarne guineaguldhandler Gabriel Milan – om ideen. De lokkede statskassen med udsigten til skattekroner og flåden med strategiske baser i Nordatlanten. Kompaniet rejste 100.000 rigsdaler i aktiekapital – en enorm sum på tidspunktet.
Erobringen af st. Thomas 1672
Koloniprojektet stod og faldt med at finde en egnet ø. Valget faldt på St. Thomas, som efter flere mislykkede hollandske og engelske forsøg lå reelt ubeboet.
- Maj 1672: Skibet Friderich ankom med Jørgen Iversen Dyppel som “øverste inspektør” og ca. 120 soldater, håndværkere og straffefanger.
- De fandt en naturlig dybvandshavn – det senere Taphus, opkaldt efter de mange skjenkestuer, og i 1691 omdøbt til Charlotte Amalie.
- Hurtigt opførtes en jordvold, pælepalissade og simple huse i kokosnødfibre. Bygningerne stod klar til orkansæsonen samme år.
De første plantager og transitionsafgrøder
Sukkerkrævede tunge investeringer i møller og kogehuse, så de første år koncentrerede nybyggerne sig om mere kapitallette afgrøder:
| Afgrøde | Tidsrum | Formål |
|---|---|---|
| Tobak | 1672-ca. 1680 | Hurtigt salg på europæiske markeder |
| Bomuld | Fra 1674 | Tekstilproduktion i Holland og Danmark |
| Indigo | Sporadisk | Blåfarvning af klæde |
Indtægterne herfra finansierede langsomt overgangen til sukker, som først for alvor slog an i 1680’erne, hvor vanddrevne møller erstattede håndkværne på øens kuperede terræn.
Den tidlige slavehandel: Fra guldkysten til caribien
Arbejdskraft var den mest afgørende – og tragiske – forudsætning for projektet. Allerede i 1673 anløb kompaniskibet Færø St. Thomas med de første amerikanskfødte afro-criolere og 103 slavegjorte fra handelsfortet Christiansborg ved det nuværende Accra. Høj dødelighed under overfarten og tropesygdomme betød, at kun omkring 70 blev registreret i den første folketælling året efter.
For at sikre en stabil tilførsel indgik Kompaniet faste kontrakter med danske fortskommandanter i Afrika. Systemet blev:
- Udførsel af jernsøm, brændevin, våben og perler fra København til Guldkysten.
- Bytte for mennesker, som herefter sejledes til St. Thomas.
- Eksport af tobak, bomuld og senere sukker til Europa – ofte i de selvsamme skibe.
Etableringen af et plantagesamfund
I løbet af 1670’erne voksede St. Thomas’ befolkning fra under 200 til knap 1.000, hvoraf omkring ¾ var slavegjorte afrikanere. Koloniens sociale struktur tog allerede de konturer, der skulle præge Dansk Vestindien de næste to århundreder:
- En lille elite af danske og nederlandske plantageejere, ofte med bopæl i byen.
- Frigivne “farvede” håndværkere og søfolk, der udfyldte nichejob.
- Den store majoritet af slavegjorte, som udførte det hårde arbejde i markerne og på havnen.
Med udgangspunkt i St. Thomas lagde Kompaniet dermed fundamentet til Danmarks koloniale tilstedeværelse i Caribien – en tilstedeværelse, der snart skulle udvides til både St. Jan og St. Croix og kulminere i opbygningen af et omfattende sukkerkompleks baseret på tvangsarbejde.
Udvidelsen til St. Jan og Akwamu-oprøret (1718 og 1733)
Da det Dansk-Vestindisk Guineiske Kompagni i begyndelsen af 1700-tallet havde udnyttet næsten al egnet jord på St. Thomas, rettedes blikket mod den ubeboede – men geografisk strategiske – naboø Sankt Jan. Selvom britiske plantere fra de nærliggende Jomfruøer gjorde indsigelser, plantede guvernør Erik Bredal den 25. marts 1718 det danske flag ved Coral Bay og erklærede øen for dansk besiddelse. Dermed blev St. Jan integreret i den stadig mere lukrative sukkerøkonomi.
Annekteringen og den tidlige koloniøkonomi
- Geografi & naturlige begrænsninger: St. Jan er mindre, bjergrig og vandfattig. Det nødvendiggjorde mindre, men flere spredte plantager og en hurtig rydning af skov for at skabe agerjord.
- Plantager: Inden for få år var over 100 plantager etableret, fordelt på sukker, bomuld og tobak. Produktionen blev organiseret som på St. Thomas, men med større fokus på sukker, der gav de højeste priser på det europæiske marked.
- Arbejdskraft: Behovet for arbejdskraft førte til en massiv import af slavegjorte afrikanere. En betydelig andel kom fra Akan-regionen på Guldkysten – heriblandt folkegruppen Akwamu.
- Administrativ integration: Øen blev styret fra St. Thomas, men fik eget retsapparat (plantageretten) og et lille borgervæbnet militær, bestående af hvide plantageejere og enkelte fribårne farvede.
Akwamu-oprøret 1733
| Nøgledata | |
|---|---|
| Startdato | 23. november 1733 |
| Varighed | ca. 7 måneder |
| Ledelse | En gruppe Akwamu-høvdinge (bl.a. Kanta & Breffu) |
| Omfang | Ca. 150-200 oprørere kontrollerede størstedelen af øen |
- Årsager
- Ekstremt hårde arbejdsbetingelser, mangel på føde og sygdomme i årene efter orkanen 1733.
- Akwamu-folket havde militær erfaring og internt hierarki fra Afrika, hvilket gjorde dem organisatorisk stærke.
- Plantageejerne indførte nye stavns- og straffeordninger, der forværrede forholdene og tændte gnisten til oprør.
- Forløb
- Oprørerne indtog Fort Frederiksværn (Fortsberg) og tilegnede sig våben og krudt.
- Kort efter overfaldt de syv nøgleplantager og dræbte 5 hvide mænd, 1 kvinde og 1 barn – et chok for kolonimagten.
- Akwamu-styrkerne indførte en intern kommandostruktur og holdt store dele af øen, mens hvide plantere flygtede til St. Thomas.
- Dansk militærassistance fra St. Thomas, franske tropper fra Martinique og britiske skibe fra Tortola ankom gradvist i de følgende måneder.
- Oprøret blev endeligt nedkæmpet i juli 1734, da resterende oprørere begik kollektivt selvmord eller blev fanget i bjergene.
- Konsekvenser
- Etablering af et permanent garnison på St. Jan og restaurering af Fortsberg.
- Skærpede slavekoder og natarbejdslove på alle tre øer samt øget import af afrikanere for at erstatte de dræbte eller deporterede.
- Øget samarbejde mellem danske, franske og britiske kolonimagter om regional sikkerhed.
- I den kollektive hukommelse blev opstanden i Danmark omtalt som et brutalt slaveoprør, mens den blandt efterkommere på øerne i dag er en historie om frihedskamp.
Betydning for kolonial kontrol og mindekultur
Den militære reorganisering efter 1733 lagde grund til en mere centraliseret defensiv struktur med fæstningsværker på alle tre øer og et revideret milits-system, hvor hvidt mandskab forpligtedes til regelmæssige øvelser. Samtidig blev adgangen til våben for fribårne farvede stærkt begrænset. I dag kan ruinerne af Fortsberg stadig besøges, og hvert år 23. november afholdes mindeceremonier, der markerer oprørets begyndelse – et afgørende kapitel i kampen mod slaveriet i Dansk Vestindien.
Købet af St. Croix og sukkerøkonomiens højdepunkt (1733–1734)
I efteråret 1733 underskrev det Dansk-Vestindisk Guineiske Kompagni en aftale med den franske Compagnie des Indes om at købe øen St. Croix for ca. 750.000 franske livres. Handlen blev ratificeret af kong Christian VI i 1734, og allerede året efter gik de første danske embedsmænd og plantageiværksættere i land ved den naturlige havn ved Bassin, det senere Christiansted. Med købet fik Danmark en næsten ubebygget ø på 214 km², men også en enestående mulighed for at skalere den vestindiske sukkerøkonomi, som allerede var under pres på St. Thomas og St. Jan, hvor de bjergrige terræner satte naturlige grænser for sukkerdyrkning.
Fra fransk tobaksø til dansk sukkerkammer
- Fransk arv: Ved overtagelsen fandtes blot et halvt hundrede forfaldne tobaksplantager og omkring 1200 afrikanere i fangenskab. Det danske kompagni lod disse besiddelser konfiskere mod kompensation og udstykkede jorden i 150-450 acre store parceller velegnet til sukker.
- Attraktionspolitik: Nye plantageejere fik 10 års skattefrihed, retten til toldfri import af kapitalvarer og en særligt lav selskabstold på eksporteret råsukker. Resultatet var et sandt jordræs: allerede i 1740’erne var størstedelen af den dyrkbare kyststribe bebygget.
- Infrastruktur: Et net af vejforbindelser – Kongevej, Centerline Road m.fl. – bandt sukkermøllerne sammen med de nye havnebyer, mens fem batterier (bl.a. Fort Christiansværn) sikrede kysten.
Byernes fremvækst
| By | Grundlagt | Nøglefunktion | Arkitektoniske kendetegn |
|---|---|---|---|
| Christiansted | 1735 | Administrationscentrum, told og handel | Grid-plan, gule kalkstenshuse, arkader og Fort Christiansværn |
| Frederiksted | 1751 | Vestlig eksporthavn for sukkertønder | Bred strandpromenade, lavstensbatteriet Fort Frederik |
Begge byer blev opført efter samtidens idealer om den rationelle koloniby: retvinklede gader, central plads til kirkegård og torv samt adskillelse mellem handels- og boligzoner. Christiansted husede guvernørbolig, retsbygning og toldkammer; Frederiksted fungerede som “bagdør” til plantagerne på vestkysten, hvor sukkerkonvojer kunne sejle af sted trods passatvindene.
Plantagestruktur og befolkningssammensætning
- Sukkermøllen som omdrejningspunkt: En typisk plantage bestod af en stentårnsmølle, kogehus, slavehytter (negrolejer) og ofte en række mindre afgrøder som bomuld eller maniok til selvforsyning.
- Arbejdskraft: Mellem 1734 og 1803 blev mindst 70.000 afrikanere tvangstransporteret til St. Croix. Dødeligheden var høj – omkring 7 % årligt – og krævede konstant nyimport frem til det danske forbud mod slavehandel i 1803.
- Demografi 1770: Ca. 2.000 hvide (plantageejere, soldater, håndværkere) og 12.000 afrikanskfødte eller kreolske slaver; forholdet 1:6 bibeholdt sig gennem det 18. århundrede.
Økonomisk højdepunkt
I 1790’erne leverede St. Croix over 17.000 hogsheads råsukker årligt – næsten 90 % af al dansk-vestindisk eksport – og blev kendt som “The Garden of the West Indies”. Øens raffinerede varer gik via København til Hamborg, Stettin og Kronstadt eller direkte til britiske re-eksporthavne som Bristol. Den betydelige valutaindtjening stabiliserede den danske statsfinans mellem 1760 og 1807, men gjorde også riget sårbart over for prisfald på det globale sukkerbørsmarked.
St. Croix i den atlantiske økonomi
- Trekanthandel: Dansk jern, geværer og sprit til Guldkysten → Enslavede afrikanere til St. Croix → Sukker, rom og melasse til København.
- Neutralitetsprincippet: Under de europæiske krige 1776-1801 udnyttede København sin neutrale status til at lade St. Croix-sukker sejle under dansk flag og dermed undgå fjendtlige kapere – en lukrativ, men kortvarig fordel.
- Kreditnetværk: Plantageejerne optog lån i danske handelshuse (bl.a. De Coninck & Reiersen), hvilket bandt både dansk og vestindisk økonomi til de internationale sukkerkurser.
Arv og eftervirkninger
Købet af St. Croix cementerede Danmarks plads i den før-industrielle sukkerverden og forvandlede øen til et kulturelt smeltedigel, hvor Afrika, Europa og Caribien krydsede spor. Samtidig lagde ekspansionen kimen til de sociale spændinger, som senere skulle udløse arbejdsuroligheder og krav om frihed, kulminerende i emancipationen 1848. Øens regimenter af stentårnsmøller og koloniale bykerner står i dag som synlige monumenter over både økonomisk fremsyn og menneskelig ufrihed.
Forbud mod den transatlantiske slavehandel (1792 lov, effekt fra 1803)
I 1792 underskrev kronprins Frederik (senere Frederik VI) den forordning, der gjorde Danmark-Norge til det første europæiske land, som lovfæstede et forbud mod den transatlantiske slavehandel. Beslutningen var resultatet af flere samtidige strømninger:
- Oplysningstidens idéer – Filosoffer som Rousseau og Montesquieu kritiserede slaveriet som uforeneligt med naturlige rettigheder. I København blev tanker herfra videreformidlet af selskaber som Det kongelige danske Landhusholdningsselskab.
- Religiøs vækkelse og filantropi – Pietistiske kredse samt britiske kvækere inspirerede til moralsk kritik af menneskehandelen.
- Økonomiske beregninger – Finansminister Ernst Schimmelmann, der selv ejede plantager på St. Croix, mente, at indførsel af nye slaver var dyrere end at “vedligeholde” den eksisterende arbejdsstyrke. Han så et gradvist forbud som et middel til at stabilisere udgifterne.
- International kontekst – Storbritanniens voksende abolitionist-bevægelse og efterretninger om, at også Frankrig overvejede restriktioner, pressede den dansk-norske stat til at handle tidligt for at opnå moral og handelsmæssig goodwill.
En 11-årig overgangsperiode (1792-1803)
Loven indførte en bemærkelsesværdig lang “transition” frem til 1. januar 1803. Det gav rederier og plantageejere tid til at forberede sig – og til at importere så mange slavegjorte som muligt, før forbuddet trådte i kraft.
| Periode | Estim. antal personer | Kommentar |
|---|---|---|
| 1733-1789 | ca. 45 000 | Stabil høj import |
| 1790-1802 | ca. 28 000 | “Hamstringsår” efter lovforslaget |
| Efter 1803 | 0 (legal) | Illicit handel fortsatte i mindre skala |
Selve forbuddet gjaldt kun den atlantiske overførsel. Slaveriet som institution blev bevaret, og kolonimagten fastholdt muligheden for at købe og sælge mennesker internt på øerne.
Konsekvenser i kolonierne
- Arbejdsstyrken “fryses”
Plantagerne måtte herefter klare sig med en lukket befolkning. Det øgede presset for at forbedre sundhed, undgå dødelige straffe og – i hvert fald på papiret – motivere fødsler frem for nyimport. - Højere priser på arbejdskraft
Et voksende internt marked for slavegjorte opstod. Priserne steg op mod 60 % i 1820’erne, hvilket pressede plantageøkonomien, især på St. Croix, hvor sukkeret allerede var i international prisklemme. - Teknologisk samt agronomisk justering
Ejere investerede i mølleteknologi, dræning og kunstgødning for at øge udbyttet pr. arbejdsenhed. Det var de første skridt mod en mere kapitalintensiv model. - Social uro
Den demografiske balance skiftede fra overvejende “nyafrikanere” til et flertal af kreolske slaver, som var født i Dansk Vestindien. Disse grupper havde tættere kulturelle bånd og udviklede netværk, der senere blev afgørende under 1848-opstanden.
Illicit handel og håndhævelse
Efter 1803 patruljerede danske orlogsskibe ved Guinea-kysten, men ressourcerne var begrænsede. Smuglere udnyttede:
- Falske papirer fra spanske eller portugisiske havne
- Særlige omlastningspunkter på Puerto Rico og Tortola
- Korruption blandt toldere i Charlotte Amalie
Den illegale tilførsel skønnes til 2 000-3 000 personer frem til 1840’erne – et relativt lavt tal, men nok til at holde liv i plantagedriften.
Vejen banes for emancipation
Forbuddet mod at hente nye arbejdere hen over Atlanten skabte i praksis et lukket system, der forstærkede modsætningen mellem hvide plantageejere og en sort majoritet uden reelle muligheder for forbedring. “Eksperimentet” med en lukket, tvunget arbejdsstyrke viste sig ustabilt, og sammen med faldende sukkerpriser og voksende arbejderprotester blev loven fra 1792 et vigtigt skridt på vejen mod den fulde frigivelse i 1848.
Emancipationen i Dansk Vestindien (1848)
I 1840’erne knagede det danske kolonistyre under økonomisk stagnation og social uro:
- Sukkerpriserne faldt på verdensmarkedet, mens plantagegælden steg.
- Britisk Vestindiens slavefrigivelse i 1834 inspirerede de slavegjorte på St. Croix, St. Thomas og St. Jan til at kræve bedre vilkår.
- Et rigidt treskift-system tvang de slavegjorte til arbejde døgnet rundt, og voldelige straffe var stadig dagligdag.
Arbejderprotester og »general buddhoe«
Den 2. juli 1848 samledes flere hundrede markarbejdere ved Fort Frederik i Frederiksted på St. Croix. I spidsen stod Moses Gottlieb – i folkemunde General Buddhoe – en tidligere sukkermester, der organiserede en disciplineret, men bestemt demonstration:
- Arbejdere marcherede fra plantagerne mod kysten og blæste i konkylier for at tilkalde flere.
- De forlangte øjeblikkelig frihed og truede med at brænde sukkerhusene, hvis kravene blev ignoreret.
- Militsen tøvede med at skyde; mange soldater delte protesternes mål.
Guvernør peter von scholtens proklamation, 3. Juli 1848
Mens rygterne om udbredt ildspåsættelse og blodbad tog til, ankom guvernør-general Peter von Scholten fra Christiansted til Frederiksted. Efter kort rådslagning – og uden formel bemyndigelse fra København – erklærede han på fortets balkon:
»Alle ufrie på de danskes øer er fra dette øjeblik frie.«
Selvsamme dag udsendtes et midlertidigt Friebrev, og omkring 5.000 mænd, kvinder og børn gik fra slaveri til juridisk frihed.
Umiddelbare konsekvenser
- Plantageejerne fik løfte om kompensation (som dog først blev delvist udbetalt i 1850’erne).
- Arbejderne forlod i vidt omfang markerne for at fejre friheden, hvilket udløste et kortvarigt arbejdskollaps.
- Von Scholten blev kaldt hjem til en politisk storm i Danmark og trak sig som guvernør.
Fra frihed til stramme arbejdsreglementer
Allerede i 1849 indførte den nye administration et arbejdsreglement – populært kaldet Labor Act – som effektivt bandt de tidligere slavegjorte til plantagerne gennem årlige kontrakter:
| Element | Indhold | Konsekvens |
|---|---|---|
| Kontrakttvang | Alle voksne skulle underskrive arbejdskontrakt 1 år ad gangen | Mobilitet stærkt begrænset |
| Løn | Betaling for fem dages arbejde; to »fridage« reserveret til lejejord | Reallønnen presset af høje priser i plantagebutikker |
| Strafferet | Overtrædelser kunne dømmes ved plantageskifteret uden jury | Fortsat fysisk afstraffelse mulig |
Systemet fastholdt en økonomisk afhængighed, der kulminerede i det store “Fireburn”-arbejderoprør i 1878. Først i 1915 blev kontrakttvangen afskaffet.
Eftermæle
3. juli fejres i dag som Emancipation Day både i Danmark og på de Amerikanske Jomfruøer. General Buddhoe og von Scholten står som to kontrastfyldte, men uløseligt forbundne symboler på øjeblikket, hvor Dansk Vestindien gik fra slaveri til formel frihed – et vendepunkt, der dog kun var første skridt på en lang vej mod reel lighed.
Salget til USA og “Transfer Day” (1917)
Efter godt 250 år som dansk koloni var Dansk Vestindien ved begyndelsen af 1900-tallet blevet en økonomisk belastning for den danske stat, samtidig med at De Forenede Stater så øernes strategiske værdi som forsvar for Panamakanalen og indsejlingen til Caribien. Kombinationen af dansk økonomisk realisme og amerikansk sikkerhedspolitik førte i 1916-17 til forhandlinger om salg – et af de mest skelsættende øjeblikke i øernes historie.
Hvorfor ønskede danmark at sælge?
- Økonomisk tilbagegang: Sukkerpriserne faldt dramatisk i slutningen af 1800-tallet, og plantagesystemet var allerede presset efter slaveriets ophør. Øerne krævede stadigt større tilskud til infrastruktur, administration og social forsorg.
- Politisk debat derhjemme: Liberale og socialdemokratiske kræfter i Rigsdagen anså kolonierne som en anakronisme, der hverken gav prestige eller profit. Samtidig frygtede man, at øernes sorte flertal kunne kræve fuld politisk ligestilling og dermed skabe indenrigspolitisk hovedpine.
- Flere mislykkede salgsforsøg: Allerede i 1867 og igen i 1902 var der indgået traktater om salg til USA, men de blev strandet i amerikansk senatspolitik. Erfaringen viste, at vinduet for et fremtidigt salg kunne lukke når som helst.
Amerikanske motiver under 1. Verdenskrig
- Militærstrategi: USA frygtede, at Tyskland kunne bruge øerne som base for ubådskrig mod allierede og mod skibstrafikken gennem den nyligt åbnede Panamakanal (1914).
- Monroe-doktrinen i praksis: Washington ønskede at forhindre enhver europæisk ekspansion i Caribien og sikre amerikansk dominans i regionen.
- Forhandlingsvilje: Med krigen som katalysator kunne præsident Woodrow Wilson overbevise et tidligere tøvende senat om, at købet var nødvendigt for nationens sikkerhed.
Traktaten af 4. August 1916
| Hovedpunkter | Detaljer |
|---|---|
| Købesum | 25 millioner amerikanske dollars i guld (svarende til ca. 500 millioner kroner i dagens pengeværdi) |
| Borgerrettigheder | Øboerne skulle blive “non-citizen U.S. nationals” med adgang til amerikansk beskyttelse, men uden fulde borgerrettigheder (statsborgerskab kom først i 1927). |
| Folkeafstemning | I Danmark blev traktaten godkendt i en rådgivende afstemning 14. december 1916: 283 000 for, 158 000 imod. |
Transfer day – 31. Marts 1917
Den officielle magtoverdragelse fandt sted kl. 16:00 lokal tid på tre pladser samtidig: Charlotte Amalie, Christiansted og Frederiksted. Ceremonien fulgte samme protokol:
- Dannebrog blev sænket til tonerne af “Der er et yndigt land”.
- USA’s stjerner og striber blev hejst imens flådens orkester spillede “The Star-Spangled Banner”.
- Den danske guvernør Henri A. H. Helweg-Larsen overdrog kommandoen til den amerikanske Navy-kaptaijn Edwin T. Pollock.
Øernes officielle navn skiftede fra Dansk Vestindien til Virgin Islands of the United States. Overdragelsesdagen markeres hvert år som Transfer Day og er fortsat en helligdag på øerne.
Langsigtede konsekvenser
- Forfatningsmæssig status: Øerne fik en særlig territorialstatus under den amerikanske flådes administration (1917-1931). The Organic Act of 1936 indførte lokalt valgte råd, og i 1954 blev forfatningen revideret med større selvstyre.
- Statsborgerskab og borgerrettigheder: Øboerne opnåede fuld amerikansk statsborgerskab i 1927, men mangler stadig stemmeret til præsidentvalg og fuld repræsentation i Kongressen.
- Økonomisk omstilling: Sukkerindustrien forsvandt efter orkanen i 1916 og amerikansk overtagelse flyttede fokus til turisme, romproduktion og militære investeringer. Puerto Ricos økonomiske boom og jomfruøernes frihavnsstatus gjorde dem til et regionalt handelsknudepunkt.
- Kulturel identitet: Det danske præg lever i bynavne, arkitektur og sprogspor (f.eks. gadenavne som “Kongens Gade”), mens amerikansk pop-kultur og caribisk kreolsk har skabt en unik kulturel hybrid. Overdragelsen ansporede en forhandlet identitet, hvor lokalbefolkningen balancerer dansk arv, afro-caribisk kultur og amerikansk statsborgerskab.
Konklusion: Salget i 1917 var et pragmatisk opgør med Danmarks koloniale fortid og et strategisk kup for USA. For beboerne blev det startskuddet på mere end et århundrede med politiske forandringer og identitetsforhandlinger, der stadig præger de Amerikanske Jomfruøer den dag i dag.